1 milliard kroner til løft af ældreområdet

Velfærd

20/12/2013 09:37

I dag udmeldes den pulje på 1 mia. kr. til løft af ældreområdet, som blev vedtaget med finansloven for 2014.

I dag udmeldes puljen på 1 mia. kr. til løft af ældreområdet, som blev vedtaget med aftalen om finansloven for 2014, som regeringen, Venstre og Det Konservative Folkeparti indgik i november. Formålet med puljen er, at kommunerne får mulighed for bredt at løfte kvaliteten af ældreplejen, så der eksempelvis bliver skabt bedre praktisk hjælp og personlig pleje (fx rengøring og bad), bedre forhold for mennesker på plejehjem og en bedre rehabiliterings- og genoptræningsindsats.

Puljen er konstrueret på den måde, at der på forhånd er reserveret et beløb, som hver enkelt kommune skal søge om. Kommunerne har mulighed for at bruge pengene til lige præcis de indsatser, der lokalt bedst bidrager til at levere en bedre ældrepleje.

Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen siger:
”Jeg er glad for, at vi nu kan udmelde puljen til kommunerne og dermed gøre indsatsen for vores ældre borgere endnu bedre. Jeg håber, at kommunerne både vil styrke plejen til de svageste ældre, som har brug for meget hjælp, og understøtte de ældre som med hjælp til selvhjælp igen kan komme til at klare hverdagen selv. Det vil højne livskvaliteten for begge grupper af ældre, og vil i øvrigt være i tråd med Hjemmehjælpskommissionens anbefalinger.”

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:
”Det er et mærkbart løft af velfærden, at vi nu giver en ekstra milliard, som kommunerne skal bruge på ældreområdet. Pengene uddeles objektivt efter, hvor mange ældre mennesker, der bor i de enkelte kommuner. Samtidig sikrer vi, at pengene faktisk bliver brugt på det, de konkret bliver afsat til. Kommunerne kan prioritere at bruge pengene efter lokale ønsker. Ældre borgere er forskellige og har forskellige behov. Mens nogle mennesker har brug for bedre genoptræning, kan andre have brug for praktisk hjælp for at få dagen til at hænge sammen. Jeg håber, at især udsatte ældre mennesker i en sårbar situation kommer til at mærke de ekstra penge, vi nu tilfører ældreområdet.”

Fordeling af pengene mellem de enkelte kommuner er baseret på en objektiv fordelingsnøgle for udgiftsbehovet på ældreområdet. 

Mest Læste

Annonce