10 år uden tvang på psykiatriske hospital

Velfærd

09/02/2017 23:44

Granhøjen

Samarbejde og sammenhæng er sat i system og fokus på Skovhus Privathospital, der som landets eneste psykiatriske hospital på tiende år behandler patienter med svære psykiske lidelser uden brug af tvang.

Da jeg blev spurgt, om jeg ville blogge på Granhøjens blog i anledningen af Skovhus Privathospitals 10 års jubilæum, havde jeg svært ved at se, at det var noget, der vedrørte offentligheden – udover at vi selvfølgelig selv er vanvittig stolte over, at vi nu på 10. år driver landets eneste psykiatriske hospital. Men så læste jeg om et andet jubilæum, som fik mig på andre tanker. Et psykiatrisk center fejrede som noget helt særligt ”100 dage uden tvang”. Det blev ligefrem til en historie, som flere medier skrev om. Det fik mig til at tænke på vores 10 år som psykiatrisk hospital. Vi må som private slet ikke anvende tvang, så for mig er behandling uden brug af tvang ikke en bedrift, hvor vi tæller dage. Der er en del af hverdagen på hospitalet. Men det er jo også i de indgroede vaner og arbejdsgange i hverdagen, at man skal finde årsagen til en succes.

Færdigbehandlet – ikke rask

For Skovhus Privathospital er der to ord, der er gået igen fra første dag her på hospitalet. Det er samarbejde og sammenhæng. Oprindelig blev vi netop skabt ud af et reelt behov for begge dele. Granhøjen, der i dag er et af landets største botilbud for voksne, oplevede, at beboerne ofte blev udskrevet alt for hurtigt, når de var indlagt på en psykiatrisk afdeling. De var, som nogle kalder det, ”svingdørspatienter”. Èn dag indlagt og så ud igen uden at være reelt færdigbehandlet. Samtidig oplevede Granhøjen, at samarbejdet mellem psykiatrien og bostedet ikke var tilstrækkeligt. Resultatet var, at Skovhus Privathospital blev stiftet for at kunne skabe den nødvendige sammenhæng mellem behandlingen og botilbuddet. Netop den sammenhæng er afgørende både for den behandling vi kan give på Skovhus Privathospital og for beboerne i Granhøjens botilbud.

Mange af beboerne på et botilbud og patienterne på en psykiatrisk afdeling er ramt af forskellige psykiske lidelser, som de i større eller mindre grad skal leve med resten af deres liv. Der er ikke tale om, at de skal blive raske som i somatikken. De skal færdigbehandles, og meget ofte er den behandling noget, vi kan arbejde videre med ambulant i et tæt samarbejde med bostedet. Ser vi på den megen omtale, der har været om uro, vold og trusler på bosteder og psykiatriske afdelinger, så handler det  i høj grad om patienter, der ikke er velmedicinerede og ikke samarbejder med personalet. Vi kan på Skovhus Privathospital slet ikke overveje at løse en akut konfliktsituation med tvang. Derfor har vi opbygget en helt anden kultur, når det handler om konfliktløsning. Vi er tvunget til at få samarbejdet med patienten i gang fra dag et. Samarbejdet handler ikke blot om den tætte relation mellem bostedet og den psykiatriske afdeling men også om et samarbejde med borgeren for at opnå tilllid og en relation.

De konflikter, der kan være mellem botilbud eller psykiatrisk afdeling og borgeren handler meget ofte ikke om det, der konkret sker i situationen. Når beboeren pludselig ikke vil tage sin medicin, så skal vi finde årsagen et helt andet sted. Derfor ser vi helt overordnet konflikten som en anledning og invitation til samarbejde. Der er noget, vi skal arbejde med. Det er den kultur, vi har opbygget på Skovhus Privathospital. Og vi oplever, at det på lang sigt har en kæmpe værdi for både personalet og borgeren, at vi holder tvangen ude.

Vi skal derfor tale langt mere om kultur og værdier i psykiatrien for at sætte den retning, som vi ønsker. Og tvang er et meget centralt element i den kultur. Alt for ofte kommer diskussion til at handle om ressourcer. Projektleder på Bæltefrit Center i Ballerup, Eva Ørsted Sery fortalte fornylig om projektets resultater i fagbladet Sygeplejersken. ”Det handler meget om relationerne mellem medarbejdere og patienter og også om at mindske medarbejderusikkerheden, ved at personalet får nogle positive erfaringer med at sætte noget andet i stedet for bæltefikseringerne,” sagde hun til bladet. På Skovhus Privathospital er vores tilgang netop vokset ud af, at vi har været tvunget til at sætte noget i stedet.

Ny organisering af arbejdet

Skovhus Privathospital fungerer i dag som et moderne psykiatrihospital, der behandler alle psykiske lidelser både ambulant og ved indlæggelse. Vi er akkrediteret efter Den Danske Kvalitetsmodel. Vi har aftale med Regionerne om at modtage patienter gennem det fire sygehusvalg, vi får privatbetalende patienter og så får vi altså patienter fra bosteder. Alligevel tør vi godt sige, at vi ikke er som de andre . Vi har valgt at organisere os på en anden måde end et klassisk hospital. For os er det helt afgørende, at patienterne bliver fulgt af det samme personale og den samme læge. Jeg tror, det er afgørende for alle patienter, at man bliver fulgt af den samme læge og ikke hele tiden skal forholde sig til nye mennesker. Men ikke mindst er det vigtigt i psykiatrien. Det er nødvendigt for at opbygge det tillidsforhold, som skal skabe fundamentet for et samarbejde.

Hos os er der altid adgang til en samtale med en psykolog eller psykiater. De er en naturlig og synlig del af hospitalet. De har kontor dør om dør med patienternes sengestuer, og de spiser frokost med patienterne. De sidder ikke på kontorer og administrerer. Det er der andre, der gør. Lægerne har altså nogle helt særlige muligheder for at følge patienten løbende. Samtidig har vi efteruddannet det øvrige sygeplejende personale, så de er dygtige til at være opmærksomme på, hvordan vores patienter har det, og hvad de har brug for. De kan vurdere om patienten har brug for en ekstra samtale, bliver dårligere, isolerer sig, bliver mere udfarende eller viser andre tegn på, at vi skal sætte ind behandlingsmæssigt. Sygeplejen er et alt for overset led i arbejdet med at undgå de tilspidsede situationer. Det er jo i høj grad i samspillet i hverdagen mellem plejepersonalt på afdelingen og patienterne, at man lægger kimen til et godt patientforløb, hvor tvang ikke bliver nødvendigt.

Inden nogle tænker, at det kan vi kun fordi, vi er private og derfor har flere ressourcer, så er jeg nødt til, at tilføje, at vores takster er lavere end Regionernes. Så det kan også lade sig gøre her.

Kan føre til utryghed
Både Skovhus Privathospital og de forskellige projekter landet over viser, at tvang kan minimeres. Men det sker kun med god behandling. Vi må ikke foranlediges til at tro, at tvang i psykiatrien kan undgås alene ved at fokusere på den situation, hvor tvangen bliver sidste udvej. For det er behandlingen af de psykiatriske patienter den er gal med – ikke patienten eller den enkelte medarbejder, der har deltaget i den tilspidsede situation. I dag er det jo et vilkår i psykiatrien, at vi meget ofte først ser patienterne meget sent i sygdomsforløbet. Og at vi ser patienter, der ryger ind og ud af afdelingerne, fordi de bliver udskrevet for tidligt. Hver gang de kommer tilbage, bliver de dårligere og dårligere. Får vi ikke ændret på det, vil fokus på at nedbringe tvang blot føre til nogle ukontrollable situationer og utrygge medarbejdere. Vi skal ikke ud i situationer, hvor dårligt behandlede patienter skaber fare for sig selv og andre, fordi vi vil presse en dårligt fungerende psykiatri ned i et system, der ikke anvender tvang.

Det kan lade sig gøre at minimere brugen af tvang. Det kræver nye arbejdsgange og ny organisering. Men det kræver først og fremmest, at vi slipper vanetænkningen. Det gjorde vi for 10 år siden. Jeg håber, at vi kan bidrage med vore erfaringer til, at vi når Regionernes og regeringens mål om, at brugen af tvang i psykiatrien er halveret i år 2020. Det er ikke nok med 100 dage uden tvang.

Læs mere om Skovhus Privathospital: http://www.skovhusprivathospital.dk

Mest Læste

Annonce