150.000 kontanthjælps-sager skal gennemgås manuelt

Velfærd

09/02/2016 09:26

Nick Allentoft

Alle borgere på kontanthjælp skal tjekkes for, om de skal på integrationsydelse. Det siger KL til Avisen.dk

Hvem har ret til kontanthjælp, og hvem skal sættes ned på integrationsydelse og have tæt på halveret deres indkomst? Det skal kommunerne i gang med at vurdere fra 1. april og tre måneder frem, hvor de nye regler om integrationsydelse træder i kraft.

Det bliver dog en meget stor administrativ byrde, fordi omkring 150.000 sager skal gennemgåes manuelt. Sådan lyder advarslen fra kommunerne til regeringen i et høringssvar.

Det skriver Avisen.dk.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

- Det bliver en stor mandskabsmæssig udfordring, for vi skal gennemgå alle modtagere af kontanthjælp og uddannelseshjælp og undersøge, om de skal sættes ned på integrationsydelse, siger Brian Siggaard, der er chefkonsulent i KL, til Avisen.dk.

De nye regler kommer til at give mere bureaukrati og gå ud over den tid, som sagsbehandlerne har sammen med borgerne, advarer kommunernes socialchefer.

- Vi skal sidde og trække hvert enkelt CPR-nummer ud, og det betyder, at vi kommer til at bruge mere tid foran skærmen, og det kommer til at gå fra tid med borgerne, siger Helle Linnet, der er formand for Foreningen af Socialchefer, til Avisen.dk.

Som en del af finansloven for 2016 blev det vedtaget, at nytilkomne udlændinge skal have integrationsydelse i stedet for kontanthjælp. Det gælder i første omgang flygtninge, der er kommet til landet efter 1. september 2015.

Men lige nu behandler Folketinget et forslag om at udvide integrationsydelsen til alle, der ikke har opholdt sig i Danmark i syv ud af de seneste otte år. Integrationsydelsen kan derfor også komme til at ramme danskere på kontanthjælp.

Der findes ikke et IT-system, der kan bruges til at finde ud af, hvem der har ret til kontanthjælp, og hvem der har ret til integrationsydelse.

Derfor skal sagsbehandlerne ind og kigge på hver enkelt sag. De fleste kan afgøres med en hurtig søgning i CPR-registret. Men hvis der er tvivl om, hvorvidt en borger har været væk fra Danmark i sammenlagt et år i løbet af de seneste otte år, kan det tage længere tid at afgøre.

Hvis loven bliver vedtaget i Folketinget, træder den i kræft 1. juli, kun tre måneder før det nye kontanthjælpsloft, som også bliver en stor administrativ mundfuld for kommunerne.

Udbetaling Danmark har også tidligere advaret regeringen om, at kontanthjælpsloftet vil føre til et administrativt kaos.

Integrations- og udlændingeordfører for Venstre, Marcus Knuth, er klar over, at det kræver en administrativ indsats at vurdere, hvem der skal sættes på integrationsydelse.

- Men det vigtige her er jo, at vi får integrationsindsatsen til at hænge sammen og netop integrationsydelsen, der er omkring det halve af kontanthjælpen, er hele fundamentet i vores indsats. Det er en absolut nødvendighed, og den opvejer den administrative byrde, det er at skulle vurdere, hvem der skal på den, siger Marcus Knuth.

Mest Læste

Annonce