25 uddannelser går fri af lov om dobbeltuddannelse: SF vil udvide listen

Politik

07/02/2017 14:15

Nick Allentoft

25 uddannelser er undtaget fra loven om begrænsning af dobbeltuddannelse. Se hvilke her.

Arbejdsmarkedet sukker efter civilingeniører og matematikere. Derfor er de to uddannelser sammen med en række andre undtaget fra loven, der begrænser dobbeltuddannelser.

Men den såkaldte positivliste over de 25 uddannelser, som studerende kan søge ind på, selv om de allerede har en uddannelse på samme niveau, er langtfra nok.

Det mener uddannelsesordfører Jacob Mark (SF), der tirsdag har kaldt uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) i samråd om sagen.

Flere uddannelser står ikke på listen, selv om arbejdsmarkedet efterspørger folk i netop de fag, lyder det fra ordføreren:

- Når man snakker med det private erhvervsliv og med institutionerne og alle dem ude i det virkelige liv, så siger de, at det her er uddannelser, som Danmark for alvor får brug for i fremtiden.

- Men alene på grund af en eller anden politisk regel, der er fundet på herinde på Christiansborg, kan man ikke tage de uddannelser, hvis man allerede har en uddannelse på samme uddannelsestrin, siger Jacob Mark.

Allerhelst så SF, at uddannelsesloftet bliver helt sløjfet. Som minimum skal listen med undtagelserne fra loven udvides, lyder det.

Den omstridte lov om dobbeltuddannelse blev i slutningen af januar ændret efter massive protester fra oppositionen og de studerende.

Ændringen betyder, at studerende seks år efter endt uddannelse kan tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau.

Mange af de nye ingeniøruddannelser er efterspurgte på arbejdsmarkedet. 

Når de alligevel ikke står på positivlisten, skyldes det ifølge fagbladet Ingeniøren, at der ikke er ledighedstal for de studerende, fordi uddannelserne er helt nye.

Det er ledighedstallene, der afgør, om en uddannelse kan komme på positivlisten.

Det problem har Søren Pind lovet at granske nærmere. På samrådet tirsdag skal han svare på, hvordan samtlige efterspurgte uddannelser sikres på positivlisten. Hos SF vil Jacob Mark ændre kriterierne:

- Jeg mener, at man faktisk burde lade uddannelsesinstitutionerne selv vurdere, hvilke uddannelser der skal være på listen. Det ville give en mere retvisende liste, siger han.

På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er dekan for bacheloruddannelserne Martin Vigild klar til at give en hjælpende hånd til ministeriet. Især diplomingeniørerne mangler på listen, meddeler han:

- Vi mangler ingeniører i fremtiden. Der er lavet fremskrivninger om, at vi kommer til at mangle titusindvis af ingeniører. 

- Det er vigtigt, at vi både kan tage folk, der vil være ingeniører fra skoletiden, og folk, der først vil det senere i livet.

Ud over ingeniøruddannelser mener SF, at tysk og medicin også burde komme på positivlisten.

 

FAKTA: Her er et overblik over den omdiskuterede lov

* Et flertal bestående af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vedtager i december 2016 at begrænse muligheden for at tage en ny uddannelse.

* Loven betyder, at studerende ikke har lov til at tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau.

* Efter massivt pres fra oppositionen og de studerende bliver loven i januar 2017 ændret. Det betyder, at man kan tage en uddannelse på samme eller lavere niveau efter seks år.

* Der er dog nogle uddannelser, der helt er undtaget fra loven, fordi de uddanner folk til områder med lav ledighed. Listen over uddannelser, der er undtaget, gælder for optaget i 2017 og 2018:

* Erhvervsakademiuddannelse:

Installatør - stærkstrøm, Installatør - VVS.

* Professionsbacheloruddannelse:

Elektrisk energiteknologi, it og økonomi, økonomi og it.

* Bacheloruddannelser og kandidatuddannelser:

Datalogi, forsikringsmatematik, landinspektørvidenskab, matematik, matematik-økonomi, nanoscience, software.

* Kandidatuddannelser:

Astronomi, byggeri, digitale medieteknologier, revision, statistik, sygeplejevidenskab.

Kilder: Uddannelses- og Forskningsministeriet, Ritzau.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce