Aalborgs skolemøbler giver udbudspris

Politik

07/02/2018 15:30

IKA - Foreningen af offentlige indkøbere

Vinderen af Danmarks Bedste Udbud 2017 er Aalborg Kommune, der lægger vægt på cirkulær økonomi i indretningen af kommunens folkeskoler.

Skolemøbler lever et hårdt liv, men med den rette indsats er det muligt at forlænge møblernes levetid betydeligt, så man sparer på råvarer, energiforbrug og skattepenge. Det var grundtanken, da Aalborg Kommune udbød indretningen og vedligeholdelsen af kommunens læringsmiljøer. Udbuddet var nytænkende på en række måder, og derfor kvitterer IKA – foreningen af offentlige indkøbere ved at tildele Aalborg Kommune prisen Danmarks Bedste Udbud 2017.

Formålet med prisuddelingen er at belønne den ekstraordinære indsats. Vinderen skal være et udbud, der skaber rum for høj kvalitet samtidig med, at der holdes hus med de offentlige midler. Desuden skal udbuddet være nytænkende.

I Aalborg Kommunes tilfælde bestod nytænkningen først og fremmest i, at ideerne om cirkulær økonomi var indarbejdet i udbudsmaterialet. Samtidig lagde udbuddet vægt på at inddrage elever og lærere samt leverandører og andre interessenter.

Rådmand Lasse Olsen, der modtog prisen på vegne af Aalborg Kommune, havde en nyhed med i sin takketale:

”Vi er ti partnere fra seks lande, der netop har indgået et samarbejde om cirkulær økonomi i offentlige udbud. Vi ser et kæmpe potentiale i at udnytte gamle produkter som en ressource. Det er der sund fornuft i, og det kan helt sikkert gøres på andre former for kommunale indkøb ud over skolerne.”

Udbuddet omfatter læringsmiljøerne på samtlige kommunens 52 folkeskoler. Skoleleder Lene Hansen, Herningvej Skole, har deltaget i projektgruppen:

”Vi glæder os meget til at se det nye koncept i aktion. På vores egen skole skal vi for eksempel renovere vores sløjdlokale. Jeg er overbevist om, at vi kan få en god løsning ved at bruge en del af de gamle møbler. Samtidig viser vi børnene, at vi mener vores ord om at passe på natur og miljø. I det hele taget har vi gjort meget for at inddrage børnene. Enhver, der har prøvet at indrette et teenageværelse, ved, hvor vigtigt det er, at de unge føler ejerskab!”

Udbudskonsulent Britt Lotzfeldt, Aalborg Kommune, understregede, at dialogen med leverandørerne har været helt afgørende:

”Vi har haft stor glæde af at se, hvordan de fremstiller møblerne. På den måde kan vi sammen finde løsninger, hvor man arbejder med at reparere og sætte i stand i stedet for at smide ud. Vi har i øvrigt også skubbet dem videre. Som en producent sagde til mig: Når I kan finde på det her i Aalborg, er der sikkert også andre. Så vi må hellere se at komme i gang!”

Deltagerne i det brede samarbejde omkring udbuddet var Aalborg Kommunes afdeling for Grøn Omstilling, AK Indkøb, Tolstrup & Hvilsted, skoleledere fra Aalborg Kommune, Rejseholdet for Grønne Indkøb, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling i Norddanmark samt Aalborg Universitet.

Prisen Danmarks Bedste Udbud uddeles årligt i forbindelse med årskonferencen for IKA – foreningen af offentlige indkøbere. Foreningens ca. 550 offentlige og ca. 200 private medlemmer har mulighed for at indstille udbud, der har været afholdt i det forgangne år, til prisen. Blandt de nominerede forslag finder IKAs bestyrelse vinderen.

-

For yderligere oplysninger om Danmarks Bedste Udbud kontakt sekretariatsleder Charlotte Sander, IKA, tlf. 61 60 60 69, mail [email protected]

Mest Læste

Annonce