Af Line Ervolder Christensen, sygeplejerske og konservativ kandidat til regionsrådet i hovedstaden
Det er med stor interesse jeg har fulgt og deltaget i debatten på facebooksiden ”Tag faget tilbage”. Flere af debattanterne er enige om, at medarbejdere i den offentlige sundhedssektor ikke har noget imod at bidrage til dokumentation, så længe at det skaber værdi for patienterne, samt ikke fjerner fokus fra de kerneydelser, man nu engang er sat i verdenen for at udføre.
Så langt så godt!
På det sidste har nogle af debatterne handlet om politisk ansvar og lederskab i forhold til, at få afbureaukratiseret sundhedssektoren. Dette er et tema jeg synes fortjener, at blive diskuteret yderligere og jeg har i den forbindelse gjort mig mine overvejelser.
Vi er i øjeblikket ved at implementere elektronisk patientdokumentation (KISO) på min afdeling på Hvidovre Hospital og denne øvelse falder sammen med en prævalensundersøgelse for tryksårsscreening. Der skal der ikke meget fantasi til at regne ud, hvordan vores screeningsresultat kommer til at se ud, når vi på nuværende tidspunkt er ved at lære at finde screeningsværktøjerne i vores nye elektroniske system. Jeg frygter, at bedømmelsen ikke falder ud i afdelingens favør.
Jeg må undres over, hvem der finder det interessant at anvende et resultat, fra en undersøgelse, der stort set ikke fortæller andet end at vi er i gang med en omstillingsproces og derfor ikke har dokumenteret korrekt i implementeringsperioden. Enhver lærebog der omhandler forandringer i organisationer, kunne have fortalt det samme, uden at skulle trække afdelingen igennem en så tidskrævende proces.
Jeg har endvidere brugt tid på at finde ud af, om der overhovedet eksisterer en overordnet styring af alle de undersøgelser, screeninger auditer m.m. samt hvem der i sidste ende tager beslutningerne om hvad og hvordan, vi måler og registrer på vores sygehuse. Desværre ser det ud til, at det kan være meget forskelligt, hvad der bliver implementeret ude i afdelingerne.
Lige fra lokale standarder til regionsbestemte indsatsområder. Som førstegangsopstillet politiker har jeg haft muligheden for at deltage i debatter, med de siddende politikere i vores region. De er alle enige om, at vi registrerer for mange unødvendige data og de mener ikke, at have bidraget til denne udvikling. Et synspunkt jeg i øvrigt finder meget positivt! Men hvis de siddende politikere ikke har medvirket, hvem er så de ansvarlige ?
Derudover gik det op for mig, at hospitalerne selv bidrager til at få defineret hvem og hvor mange der skal screenes. Et eksempel herpå er, at på Gentofte Sygehus, laver man en førstegangs screening på, om patienterne er tryksårstruede og såfremt dette ikke er tilfældet, underlader man yderligere screening. Hvorimod den samme kategori af patienter på Hvidovre Hospital bliver re-screenet dagligt. Det spørgsmål, som her melder sig er, om man derved får et entydigt billede af tryksårstruede patienter i vores region? Det strider imod min logik, at data, der er indhentet på et forskelligt grundlag, skulle være sammenlignelige.
Jeg har endvidere ladet mig fortælle, at der eksisterer 30.000 forskellige dokumentationsredskaber i Region Hovedstaden. Det er et tal, jeg ikke har kunnet få bekræftet nogle steder fra, men jeg tvivler nu også på, om der er nogle der har det fulde overblik over mængden.
Da jeg var ung og nyuddannet, var der en del plejeopgaver, vi udførte uden at det på forhånd var standardiseret. Det var opgaver, vi havde lært at mestre via vores grunduddannelse og indgik som grundlæggende sygepleje. Såfremt man var i tvivl, var der som regel en ældre kollega, der bistod med råd og vejledning, og dette som ofte ude hos og i samarbejde med patientenerne. Nu til dags går man mere alene og det er måske en af grundene til, at hospitalerne har valgt at standardisere enhver form for sygeplejeopgaver. Hvem tager ansvaret på sig, for at få stillet de rigtige spørgsmål i forhold til nytteværdien af alt den dokumentation og standardisering? Og hvem påtager sig ansvaret for at skabe et samlet overblik over mængden, samt få kommunikeret formål og resultater ud til organisationerne?
Det er her det politiske lederskab kommer til sin ret. Politikerne skal bruge den magt, der er dem givet, til at tage ansvar for at mindske de offentlige organisationers administrationsbyrde. De skal turde vise tillid til at fagfolk udfører deres gerning med omhu og ordentlighed og så skal de stille krav om, at der bliver ryddet op i alt det der ikke giver mening. Det kræver mod, at forkaste dokumentationsopgaver der ikke virker og det kræver mod at gå forrest med en reel handlingsplan, for hele oprydningsarbejdet. Jeg føler mig overbevist om, at de fagfolk der arbejder med unødvendige screeninger og dokumentation, gerne vil bidrage til dette. Et ønske herfra er, at det fra politisk side, får tilstrækkeligt fokus til, at det bliver lagt ud til organisationerne, som en SKAL opgave. For mig vil en sådan handling være et udtryk for godt, politisk lederskab.
