Afgiften mere end halveres: Erhvervspakken gør el-varme billigere

Infrastruktur

13/11/2017 09:17

Nick Allentoft

En ny aftale sænker afgift på elvarme fra 2019 til 2025. Minister håber, at det kan fortsætte endnu længere.

En lavere afgift på elvarme i årene 2019 til 2025 skal sikre, at flere kommer til at bruge elvarme og dermed gøre den danske varme mere grøn.

Men sænkelsen er kun det første skridt i retningen mod at gøre danskernes varme mere grøn. Det forklarer energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

LÆS FLERE ARTIKLER OM ERHVERVSPAKKEN

- Jeg har en klar forventning om, at når vi skal forhandle energiaftalen for 2020-2030, vil det her også være noget, som vi skal tage stilling til.

- Der håber jeg, at der vil være politisk opbakning til at fortsætte en reduktion i elvarmeafgiften, siger ministeren.

I dag er afgiften på elvarme 40,5 øre per kilowatt-time. Den er dermed cirka dobbelt så høj som energiafgiften på fossile brændsler til varme som eksempelvis kul og olie.

Med den nye erhvervspakke, som regeringen, DF og De Radikale søndag har aftalt, bliver afgiften på elvarme sænket med samlet 15 øre per kilowatt-time i 2019. I 2020 skal den sænkes med yderligere ti øre.

I aftalen er partierne enige om, at de vil forsøge at få igennem, at afgiften fra 2021 varigt skal være 25 øre billigere per kilowatt-time end i dag.

Det skal dog aftales endeligt ved energiaftalen og gennemføres ved lovændring.

Lars Chr. Lilleholt mener, at der er flere grønne gevinster ved at sænke elvarmen.

- Vi får langt større mulighed for at bruge el i vores fjernvarmesektor. Det betyder, at fjernvarmesektoren bliver endnu mere grøn, samtidig med at fjernvarmen også bliver billigere en lang række steder i langet.

- Vi kommer også til at bruge overskudsvarme fra virksomheder, siger han.

Dansk Energis administrerende direktør, Lars Aagaard, støtter sænkelsen og håber også, at den vil blive sikret på lang sigt.

- Det er en god start, men med aftalen mangler vi sikkerhed for finansiering på den lange bane. Og det er store investeringer, der skal leve lang tid både i husholdninger og hos fjernvarmeselskaber.

- Derfor er det nødvendigt med en varig nedsættelse for at kunne sende oliefyr og gas på pension og erstatte med varmepumper, siger han.

Brancheorganisationen Dansk Fjernvarme kalder det "en glædelig nyhed", at afgiften sænkes.

- Det betyder, at vi nu kan sætte strøm til fjernvarmen og udnytte de store mængder overskudsvarme, sådan som fjernvarmeselskaberne har efterlyst, siger direktør for Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen. 

FAKTA: Det siger erhvervspakken om elvarme-afgiften

Lavere elvarmeafgift Elvarmeafgiften sænkes, så det bliver billigere at være dansker og den grønne omstilling fremmes.

Elvarmeafgiften er næsten dobbelt så høj som energiafgiften på fossile brændsler til rumvarme. Det er samfundsøkonomisk en god forretning at nedsætte afgiften på elvarme, da det minimerer afgiftsspændet til fossile brændsler og biomasse. Derved tages et skridt i retning af en mere hensigtsmæssig indretning af afgiftssystemet. Energiafgiften på elvarme udgør 40,5 øre pr. kWh i 2017.

Med en nedsættelse af elvarmeafgiften øges tilskyndelsen til at anvende eldrevne varmepumper mv. i fjernvarmeproduktionen såvel som i husholdninger og i erhvervslivet. Det vil også øge tilskyndelsen til at anvende overskudsvarme. Nedsættelse af elvarmeafgiften vil dermed fremme elektrificeringen i varmeforsyningen og styrke den grønne omstilling.

Elvarmeafgiften nedsættes med 10 øre pr. kWh den 1. januar 2019. Det svarer til ca. en fjerdedel. Nedsættelsen betyder lavere omkostninger til elvarme for både husholdninger og erhvervsliv. Nedsættelsen skønnes at medføre et mindreprovenu i 2025 på ca. 125 mio. kr.

Aftaleparterne er desuden enige om at nedsætte elvarmeafgiften med yderligere 5 øre pr. kWh i 2019 og 10 øre pr. kWh i 2020 finansieret af den afsatte ramme til Grøn Klimapulje og at drøfte dette med partierne bag Aftale om afskaffelse af PSO-afgiften. Det betyder, at elvarmeafgiften samlet set nedsættes med 15 øre pr. kWh i 2020 og 20 øre pr. kWh i 2020.

Aftaleparterne er endvidere enige om at søge at gennemføre en varig nedsættelse af elvarmeafgiften med 25 øre pr. kWh i forhold til 2017 fra og med 2021 i forbindelse med de kommende energiforhandlinger.

Mest Læste

Annonce