Aftale for kommunalt ansatte ender formentlig uden knubs

Politik

13/02/2015 13:15

Suleman Haider

I løbet af weekenden indgås der formentlig overenskomst for en halv million kommunalt ansatte.

Det ender sandsynligvis udramatisk, når Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet, der blandt andet repræsenterer over en halv million kommunalt ansatte, mødes til de endelige forhandlinger om en ny overenskomstaftale.

Sådan lyder vurderingen fra Mikkel Mailand, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, frem mod forhandlingerne for cirka 573.000 lærere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, pædagoger og politibetjente.

- Der er ikke lagt op til de store slagsmål, når det gælder de samlede kommunale forhandlinger. Det, der er spørgsmålet, er, om hvor meget man når. Jeg forventer, at man under alle omstændigheder lander en aftale fredag eller i løbet af weekenden, siger han til Ritzau.

I sidste uge blev der indgået aftale for omkring 184.000 statsansatte, og fredag middag sætter chefforhandlerne for KL og Forhandlingsfællesskabet, Michael Ziegler (K) og Anders Bondo Christensen, sig sammen for at indgå forlig på det kommunale plan.

Meget lidt er sluppet ud om de hidtidige forhandlinger, men løn er som altid et tema, påpeger Mikkel Mailand.

- Man vil gerne have en reallønsstigning. Det har været nogle smalle forlig de forrige gange. Selv om vi ikke er i en højkonjunktur, vil man gerne have så meget, så reallønnen er sikret. Det er et højt prioriteret ønske, siger han.

Arbejdsmarkedsforskeren vurderer, at det store slagsmål venter efter de fælles kommunale forhandlinger. Her er det igen lærernes arbejdstidsregler, der bliver et tema, vurderer han.

- Lige meget hvordan man lander aftalen, er der vanskelige forhandlinger i spørgsmålet omkring lærernes arbejdstid endnu en gang. Jeg tror ikke, at nogen af parterne er interesseret i konflikt, og man vil gøre sig store anstrengelser for at få landet en aftale denne her gang, siger Mikkel Mailand.

For to år siden blev skolelærerne lockouted i fire uger, da man ikke kunne nå til enighed med KL om en ny aftale. Det førte til sidst til et regeringsindgreb.

Hverken Michael Ziegler eller Anders Bondo Christensen har ønsket at udtale sig til Ritzau, før der er indgået forlig.

Mest Læste

Annonce