149.000 fik nyt job på tre måneder

31/08/2012 07:13

AGENDA

Trods den økonomiske afmatning har Danmark Europas næsthøjeste jobskabelse. Det sikrer en lav langtidsledighed, siger ekspert. Af Morten Bjørn Hansen

Fra 1. januar til 31. marts fandt 149.000 danskere et nyt arbejde. Det svarer nogenlunde til, at en ansættelsesaftale blev indgået hvert eneste minut, døgnet rundt i alle ugernes dage i gennemsnit.

Det viser en analyse af tal fra Eurostats Labour Force Survey, som Agenda har foretaget. I undersøgelsen er deltagerne spurgt, om deres nuværende job er et, som de er startet i inden for de seneste tre måneder.

”Tallene viser, at jobomsætteligheden i Danmark er høj i forhold til andre lande, og at den selv i en krisetid er på et højt niveau. Det giver kortere ledighedsperioder. I de lande som har fleksible arbejdsmarkeder, og dermed en høj jobomsætning, er mulighederne for at finde et nyt arbejde bedre,” siger Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Ifølge Per Kongshøj Madsen, professor i økonomi ved Aalborg Universitet, er det en myte, at der ikke skabes job på arbejdsmarkedet. Der skabes bare ikke så mange, som under højkonjunkturen.

”Forestillingen om, at arbejdsmarkedet fryser helt til i krisetider, er forkert. Der er stadig mange jobåbninger, selv under en krise. Man kan sammenligne det lidt med et busstoppested. I en krisetid kører der færre busser, så køen bliver længere. Men der kører altså stadig busser,” siger Per Kongshøj Madsen.

Næstbedst i Europa

Opgjort i andele af beskæftigelsen viser tallene, at knap 6 procent af de beskæftigede fik et nyt job i årets første kvartal. Det er den næsthøjeste andel blandt alle europæiske lande, kun overgået af Sverige, hvis økonomiske vækst har ligget højere end mange andre landes de senere år.

Med en svag økonomisk vækst i hele Europa stiger ledighedskøen, og dermed risikoen for langtidsledighed.

”Vi ved, at blandt de, der må vente i længere tid i ledighedskøen, er unge nyuddannede og de ledige, hvis kvalifikationer måske ikke længere er så efterspurgte på arbejdsmarkedet. Det væsentlige er at sikre, at disse ledige bevarer en kontakt til arbejdsmarkedet. Det er vi heldigvis meget gode til i Danmark, og har derfor stadig en lav langtidsledighed og en lav ungdomsledighed, set i en europæisk sammenhæng,” siger Per Kongshøj Madsen.

Selv om langtidsledigheden er lav, er det vigtigt, at der er opmærksomhed omkring, at vejen til et job ikke altid går gennem Jobnet.dk eller avisernes rubrikannoncer.

”Antallet af opslåede job er selvfølgelig en god indikator for, hvor mange jobåbninger vi har. Men jobmarkedet er også et meget uformelt marked, og andre studier har vist, at ens eget netværk af f.eks. kolleger fra tidligere arbejdspladser betyder meget for, om man kan finde et arbejde,” siger Michael Svarer.

Mest Læste

Annonce