2 computere om dagen holder anbragte børn og unge i gang

Velfærd

02/01/2013 14:59

Jesper Brønnum

Det er Børnenes IT-Fonds vision, at alle børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, skal have deres egen bærbare computer. Også i år støtter Dansk Erhverv fonden, der er et samarbejde mellem IT-Branchen, Børnehjælpsdagen, Børnerådet og IDG Danmark. Af Kristian Kongensgaard

 Børnenes IT-Fond blev stiftet for knap to år siden, og i det første regnskabsår uddelte fonden i gennemsnit 1 computer om dagen. Modtagerne er børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet - enten på en institution, hos en plejefamilie eller i eget værelse eller lejlighed.
Indtil nu har Børnenes IT-Fond uddelt over 100 computere over hele landet. Målet har i indeværende regnskabsår været at øge uddelingen til gennemsnitlig 2 om dagen. Næste år er målet 3.

Knap 15.000 børn og unge er anbragt uden for hjemmet, og det er fondens vision, at de alle skal have deres egen bærbare computer.
Ifølge Børnenes IT-Fond, der er et samarbejde mellem IT-Branchen, Børnehjælpsdagen, Børnerådet og IDG Danmark, har en væsentlig del af disse børn og unge meget begrænset computeradgang.

Det medfører dels svære forudsætninger for at gennemføre en uddannelse, og dels eksklusion fra den del af ungdomslivet, der foregår via de sociale medier.
Desuden stigmatiserer det yderligere en i forvejen udsat og sårbar gruppe børn og unge. De skal på alle måder støttes i at fuldføre skolegang og uddannelse, og dér er en computer et must.
For alle børn og unge er computeren en helt naturlig og nødvendig del af livet i forhold til både skolearbejde og til det sociale liv på nettet.

Ifølge Børnehjælpsdagen havde 69 procent af alle anbragte børn og unge på opholdssteder og i døgninstitutioner ikke deres egen computer i 2011.

Tal fra forskningsinstituttet AKF i 2009 dokumenterer, at kun 7 procent af de anbragte børn og unge ender med en studentereksamen mod 32 procent for hele landets unge. 66 procent får aldrig anden uddannelse end Folkeskolen. En helt central problemstilling er mangel på computere, mener Børnenes IT-Fond.

Fonden finansierer sine computeruddelinger fra donationer fra erhvervsliv, andre fonde og private bidragsydere.

Når samfundet ikke vil må vi andre træde til
En af initiativtagerne og samarbejdspartner i Børnenes IT-Fond er administrerende direktør Søren Queitsch, IDG Danmark - International Data Group. Han fortæller, at det var en kronik i Computerworld af daværende formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, om netop denne problemstilling hos anbragte børn og unge, der fostrede idéen til fonden:

”Nøjagtig samtidig med offentliggørelsen af kronikken var vi en lang række IT-branchefolk samlet i Nyborg, og hendes budskab ramte os lige i solar plexus. Her var der nogle børn og unge, der var bagud på point, og som, vi mente, vi kunne gøre noget for. Da IDG Danmark er et mediehus og IT-virksomhed, var det oplagt for os at kaste os ud i opgaven.”

IDG Danmark støtter arbejdet i Børnenes IT-Fond på flere måder:

”Vi benytter alle vores kanaler til at pushe budskabet og stiller arbejdskraft til rådighed til det administrative og praktiske arbejde. Desuden bliver midler, der ellers skulle være gået til julegaver til vores medarbejdere og til julekort til kunder og forretningsforbindelser, konverteret til fonden.”

Selv om overliggeren er en computer til alle 15.000 anbragte børn og unge, regner Søren Queitsch med, at fonden når sit mål engang:

”Allerede i dag får alle, der søger, en computer. Næste mål er, at alle, der kan søge, bliver gjort opmærksom på muligheden. Selv om alle anbragte børn og unge en dag har fået en computer, bliver fonden jo ikke overflødig. Der kommer desværre hele tiden nye, der skal have opfyldt behovet.”

Der skal naturligvis en del penge til. Men Søren Queitsch kan ikke helt forlige sig med tanken om, at der ud af de ofte meget store summer, det koster at anbringe børn og unge uden for hjemmet, ikke kan blive nogle få tusinde kroner til en computer:

”Det er helt ude i hampen. Men det er kommunerne, der prioriterer, og de vælger ofte at spare dér, selv om det er uhyrligt. Så når samfundet ikke vil løfte den opgave, bliver vi andre nødt til det,” slutter han.

Dansk Erhverv dobler op
Dansk Erhverv har for andet år i træk valgt at støtte Børnenes IT-Fond. I år skete det ved organisationens årlige juletræsfest, hvor medarbejderne købte lodder til støtte for fonden, og Dansk Erhverv doblede det indkomne beløb op.

”Blandt medarbejderne oplever vi et stort engagement og ønske om at bidrage til forskellige godgørende og samfundsmæssige formål. At støtte Børnenes IT-Fond flugter godt med Dansk Erhvervs øvrige fokus på den digitale dagsorden og herunder udbredelsen af digitale hjælpemidler til børn og unge, som ellers måtte være afskåret fra adgang til en PC,” siger udviklingsdirektør Lene Court-Payen, Dansk Erhverv.
 

Mest Læste

Annonce