Flest muligt millioner til nybyggeri på sygehusene

29/04/2013 12:08

Region Sjælland

Slagelse Sygehus skal udvides for 431 millioner kroner og Nykøbing F. Sygehus for 228 millioner kroner.

Flest muligt penge skal gå til nybyggeri fremfor at renovere på gamle sygehusbygninger - og byggeplanerne skal holde muligheden for yderligere udvidelser i fremtiden åben.

Region Sjælland har nu for alvor sat skub i planlægningen af de to byggerier, der skal opgradere de to sygehuse til moderne akutsygehuse. Regionsrådet har godkendt byggeprogrammerne og frigivet de første millioner til projekteringen.

Slagelse Sygehus udvides med et nybyggeri på 15.000 kvadratmeter for 350 millioner kroner. Den nye bygning skal medvirke til at samle de akutte funktioner og skabe plads til gynækologi, fødsler og en børneafdeling på Slagelse Sygehus. En del af de ældre sygehusbygninger skal renoveres for 25 millioner kroner, og der skal købes medicoteknik, it og inventar for cirka 56 millioner. I alt 431 millioner kroner. Byggeriet forventes i gang i 2015 og afsluttet i 2017.

På Nykøbing F. Sygehus satses nu også i højere grad på at bygge nyt fremfor at modernisere sygehusbygningerne fra 1950’erne. Planen er at opføre en ny sengebygning på 6700 kvadratmeter for 158 millioner kroner. Det står fast, at sygehuset får en ny intensiv afdeling, og der forventes derudover at blive plads til to-tre moderne sengeafdelinger i nybyggeriet. Det eksisterende sygehus moderniseres for 36 millioner kroner, der blandt andet skal gå til at skabe bedre forhold for patienterne i akutafdelingen, på sengeafdelingerne og i forhallen. Der er afsat 34 millioner kroner til medicoteknik, it og inventar. I alt 228 millioner kroner. Byggeriet forventes i gang i 2015 og afsluttet i 2016.

En vigtig pointe i planlægningen er at sikre, at begge sygehuse senere kan udvides yderligere. Derfor er de næste faser for udbygningen allerede skitseret.​​

Mest Læste

Annonce