Fremgang i dele af IKT-erhvervet

19/03/2013 10:26

Dansk Industri

De små og mellemstore it-virksomheder har for alvor fået gang i væksten for første gang, siden finanskrisen holdt sit indtog i 2008. Men hos DI-ITEK genkender man ikke helt det billede, da krisen for mange af medlemmerne stadig er ganske aktuel.

Samlet set blev 2012 et rigtigt godt år for it-erhvervet, der forventer, at 2013 bliver endnu bedre. Det viser en undersøgelse fra organisationen IT-Branchen og de regionale it-fora.
Store forskelle blandt medlemmerne
Ifølge den klarer to ud af tre danske it-virksomheder sig samlet set bedre nu end for et år siden, og kun otte procent af virksomhederne har fået det værre i løbet af 2012. Og det glæder også konsulent i DI ITEK, Christian Hannibal, at nogle i ITEK-erhvervet oplever fremgang.

- Men når vi taler med medlemmerne, tegner der sig dog meget store forskelle. For nogle er krisen stadig yderst aktuel, og de sorte skyer er så langt fra blæst væk endnu, fortæller konsulenten.

Computere og kommunikationsudstyr på laveste niveau
Han peger også på de seneste konjunkturtal, der viser, at omsætningen gennem 2012 har været præget af store udsving.

- Det går fortsat fremad for eksporten af IKT-ydelser, mens omsætningen for fremstilling af computere og kommunikationsudstyr er på sit laveste niveau siden midten af 2009, forklarer Christian Hannibal.

Han må derfor konstatere, at billedet er mere nuanceret end det, der umiddelbart tegnes af IT-Branchen.

Mest Læste

Annonce