Hvordan skaffer vi pengene til fremtidens sundhedsvæsen?

Politik

09/05/2012 12:43

Nick Allentoft

Sundhedssektoren står overfor enorme udfordringer, og viden om, hvad der virker bedst er sparsom, når det handler om at styre økonomien. Professor Kjeld Møller Pedersen tegner her udfordringer og perspektiver op.

Det danske sundhedsvæsen får penge fra to kilder: Skatter og brugerbetaling. For hver krone der bruges på sundhedsvæsenet kommer 17-18 ører direkte op af vores egne lommer: Medicin, voksentandpleje, fysioterapi, briller osv.. Resten kommer fra skatter. Skattefinansiering er en god måde at finansiere sundhedsvæsenet på, men er også sårbar fordi meget afhænger af den økonomiske vækst og det samlede forbrug i den offentlige sektor.

Der er mørke skyer på himmelen. Ikke blot på grund af finanskrisen, men også fordi den demografiske udvikling med den stigende andel af ældre og en faldende erhvervsaktiv andel giver store økonomiske udfordringer.

Velfærdskommissionen råbte vagt i gevær i 2006 og de økonomiske vismænd fulgte efter i 2009. Og Finansministeriets model til beregning af langsigtede prognoser, DREAM, gentager det samme budskab mindst én gang om året: Det bliver svært at finansiere fremtidens sundhedsvæsen – men heller ikke helt umuligt.

En opbremsning i udgiftsvæksten er allerede i gang. Fra 1999-2008 voksede sygehusudgifterne med 3,3% inflationskorrigerede kr. om året. Vi er nu nede på omkring 1,5% under indtryk af bl.a. den økonomiske krise, men også i erkendelse af 10 fede år nu erstattes af magre år.

Hvad er problemet?
Jo ældre vi bliver, jo flere sundhedsydelser bruger vi. Når der bliver flere ældre, og vi samtidig i gennemsnit lever længere, er det klart, at udgifterne til social- og sundhedsvæsenet vil stige. Alene i de næste 10 år bliver der 200.000 flere over 64 år. I 2018 vil der være ca. en mio. over 64 år og lidt under 3,6 mio. 15-64 årige. – og inden for 25 år er antallet over 80 år mere end fordoblet til 400.000. Mange i disse aldersgrupper har kroniske sygdomme, sukkersyge, osteporose, psykiske sygdomme osv. – og ofte har de mere end én sygdom. Hertil kommer at vi lever længere – i gennemsnit ca. tre måneder per år.

Udgifterne til kronikergruppen er betydelige og med et stigende antal i de kommende år, vil denne udgiftspost stige. I dag kommer mere end 50 procent af henvendelserne til de prakstiserende læger fra kronikergruppen. De samlede gennemsnitlige omkostninger pr. borger med diabetes eller KOL (’rygerlunger’) i Københavns Kommune var i 2009 ca. 80.000 kroner, hvoraf 50 procent er meromkostninger sammenlignet med personer uden disse sygdomme.

Der er tale om udgifter til sundhedsydelser fra Region Hovedstaden og kommunale sundheds-og omsorgsydelser. For hjertekarsygdom eller når man har mindst to af de kroniske sygdomme (KOL, diabetes eller hjertekarsygdom) er de gennemsnitlige omkostninger pr. borger 120-140.000 kroner, hvor ca. 50 procent er meromkostninger.

Det er klart, at det vil sætte økonomien under pres selv om, man forventer, at en 75 årig om 10 år er mere funktionsduelig end en 75 årig i dag eller for 10 år siden og dermed sandsynligvis trækker mindre på sundhedsvæsenet. Hertil kommer der løbende kommer nye eller forbedrede behandlinger på banen. Normalt er nye behandlinger ikke forbundet med besparelser, men kan i nogle tilfælde yderligere presse sundhedsudgifterne op ad, fordi de gør det muligt at behandle flere end tidligeree.

Løsningerne?
Der er ingen lette og simple løsninger. ’Send flere penge’, vi lever i et velfærdssamfund, hvor sundhed prioriteres højt, vil blive mødt med modspørgsmålet: Hvorfra? Èn mulighed er naturligvis, at sundhedssektoren får lov at vokse, medens andre sektorer har nulvækst eller endda negativ vækst. De fleste er nok ikke klar over, at det allerede er situationen – så der er nok ikke meget mere at hente her. Øget brugerbetaling er ej heller spiselig for ret mange. Det efterlader en to-tre andre muligheder: Skarpere prioritering, øget produktivitet og søgen efter lavthængende frugter.

Skarpere prioritering vil bl.a. sige, at man kritisk undersøger om tærsklen for behandling måske er blevet for lav. For et par år siden ændrede man kriterierne for fedmeoperationer. Effekten har været at antallet af operationer er blevet halveret (er antallet af fede, der belaster sundhedsvæsnet så steget modsvarende eller...?).. Tilsvarende begyndte man se kritisk på, om operation altid var den rigtige løsning ved diskusprolaps. Det har også reduceret antallet af operationer, men naturligvis øget andre former for behandling, fx fysioterapi, fordi der jo skal være en behandling i stedet for operation.

Etikken
En anden form for prioritering vil være at spørge, hvor stor behandlingseffekten, fx øget overlevelse, af fx ny medicin skal være før man finder, at der er et rimeligt forhold mellem effekten og den ofte høje pris. Er en gennemsnitlig forøgelse af middellevetiden med to-tre måneder for kræftpatiener nok til at berettige, at det koster en million? Det er denne slags ubehagelige spørgsmål der dukker op sammen med følgesætningen at de samme penge måske kunne gøre bedre gavn andre steder i sundhedsvæsenet.

Produktiviteten
Øget produktivitet er anden måde at få behandlet flere på for de samme penge. Det kræver, at man fortsætter med kritisk og klogt at se arbejdsgange og patientforløb igennem for at finde andre måder at gøre tingene på. Ikke ud fra devisen ’work harder’, men i stedet ’work smarter’.
Det er muligt, men kræver både dedikerede medarbejdere og god ledelse. Her skal man blot huske, at produktiviteten i forvejen er høj på de danske sygehuse. Fra 2009 til 2010 steg den med godt fem procent. Faktisk bedre end i det berømmede private erhvervsliv. Så mulighederne er ikke ubegrænsede.

Kvaliteten
Man kan også hente gevinster ved at se på kvalitetsbrist: Ca. hver 10. indlagte patient, får en infektion undervejs, der ofte forlænger indlæggelsen. Der er også mange såkaldte utilsigtede hændelser, fx medicineringsfejl, der også forlænger indlæggelsen.

En indsats på sådanne områder, kan skabe plads til at behandle flere uden at der skal ekstra ressourcer til.

Patient-involvering
Endelig skal vi til i højere grad at aktivere og involvere patienterne selv. Her er nøgleordet egenomsorg (også kendt som patient empowerment på engelsk) – kombineret med telemedicin, hvor man kan monitorere patienterne i deres eget hjem. Det er et område, der er under hastig udvikling, men hvor meget der kan hentes i nettobesparelser er fortsat usikkert. Hvis telemedicin skal aflaste sundhedvæsenet, skal det føre til et mindre ressourcetræk på fx sygehusene eller i kommunerne. I modsat fald vil det jo blot øge sundhedsudgifterne. Det er denne viden, der fortsat er sparsom, men dog stigende.

Sparepotentialet
TELEKAT–projektet var et forskningsprojekt fra Aalborg Universitet (www.telekat.dk). Det løb fra 2008-2011. Målgrupper var patienter med svær KOL. Udvalgte patienter blev monitoreret hjemme, og alle tal blev automatisk sendt til både patientens praktiserende læge, til sygehuset og til hjemmeplejen.

Resultaterne af projektet var, at der opstod færre akutte tilfælde blandt patienterne, at de fik halveret deres indlæggelser og øget deres livskvalitet. Patienterne gav samtidig udtryk for, at de fik bedre kontrol over deres sygdom og følte sig tryggere ved at være hjemme.

Hertil faldt de deltagende kommuners årlige plejeomkostninger faldt med 20.000 kroner pr. deltager.

Det er denne slags mindre og lovende forsøgsprojekter, der skal afprøves i fuld skala. I forsøget var der omkring 132 patienter. I Region Nordjylland er man i gang med et fuld-skalaprojekt, hvor der sigtes mod at give et tilbud til ca. 4.500 nordjyske KOL-patiener. – et potentiale på 90 millioner på årsbasis, hvis indikationerne fra Telekat-projektet holder.

 

Mest Læste

Annonce