Lampen skal ikke tændes før der er behov for lys

Bæredygtighed

19/11/2012 12:12

Jesper Brønnum

Vores infrastruktur skal i fremtiden styres mere digitalt og intelligent, og det er en af de 9 anbefalinger til de første spadestik til grøn omstilling, som miljøministerens ”Erhvervspanel for Grøn Omstilling” har præsenteret for regeringen. Af Kristian Kongensgaard

Hvis miljøministeren gennemfører anbefalingerne fra ”Erhvervspanelet for Grøn Omstilling”, vil de medvirke til, at samfundet bedre kan udnytte de stadig mere sparsomme ressourcer på en effektiv og mere bæredygtig måde. Det mener Dansk Erhvervs repræsentant i panelet, miljøchef Jakob Lamm Zeuthen:

”Der tages dermed et konkret dybt spadestik for at igangsætte gode initiativer, som vi kun kan bakke op omkring. Anbefalingerne er unikke, fordi de er blevet til i en diskussion mellem miljøeksperter og erhvervsledere fra virksomheder, organisationer og forskningsverdenen i miljøministerens grønne erhvervspanel,” siger han og fortsætter:

”Anbefalingerne tager derfor konkret afsæt i virkeligheden, angriber væsentlige hindringer for grønne helhedstænkende løsninger og kommer med forslag, som fremmer dem, hvis de gennemføres. Det er et arbejde, vi ganske enkelt er nødt til at få sat i gang nu på en intelligent måde, som også skaber arbejdspladser og eksport.”

Øget genanvendelse Jakob Zeuthen betegner alle anbefalingerne som vigtige, og at ministeren bør overveje at sætte dem i gang parallelt. Han vil dog gerne på Dansk Erhvervs vegne fremhæve to af anbefalingerne, fordi de ligger lige til højrebenet og kan give store konkrete samfundsgevinster:

”Den ene handler om at få skabt en mere helhedsorienteret ressourcestrategi, som øger genanvendelsen af vores affald, herunder den organiske del. Denne anbefaling har miljøministeren allerede fået sat delvist i gang med sin ressourcehandlingsplan. Den er netop særlig vigtig, fordi vi i Danmark allerede har en stærk genvindingsindustri med gode forudsætninger for at udvikle nye metoder og teknologier til at omdanne affald til nye anvendelige ressourcer,” påpeger han.

Nøglen til de helt store ressourcebesparelser

Den anden anbefaling kan skabe nøglen til de helt store ressourcebesparelser for samfundet og udløse kæmpe potentialer til nye arbejdspladser og grønne eksportløsninger: ”Den handler om, at det offentlige skal gå forrest i udviklingen af samfundets infrastrukturer, så der bliver mulighed for bedre service på en mere ressourceeffektiv og intelligent måde. Med det menes, at vores infrastrukturer skal styres mere digitalt og intelligent - for eksempel så vejbelysning kun tænder, når en bil passerer under en lampe, så vandforsyningsnettet kun belastes, når der er forbrug, så kommuner og virksomheder anvender indkøbslogistik, som løbende vurderer behov og justerer indkøb, så borgertransport kan ske i samarbejde med nabokommuner med delebiler, og så affaldshåndteringen gøres effektiv med henblik på bedre sortering og genanvendelse. Der ligger ganske enkelt store miljømæssige og økonomiske besparelser forude ved at starte innovative samarbejdsprojekter mellem offentlige og private investorer,” lyder det fra Dansk Erhvervs miljøchef.

Behov for grøn databank

Der er efter organisationens opfattelse behov for at styrke incitamentet til den slags samarbejde, og det kræver investeringer:

”Anbefalingen angriber to vigtige barrierer - nemlig manglende investeringer og forståelsen af det omfang, som investeringerne kan medføre. Lovgivningen må selvfølgelig rettes til. For at tiltrække investeringer må et af vores centrale dataregistre gerne udbygges med grønne data for kommunernes ressourceforbrug af for eksempel vand, el, affald, transport og varer. Har man en åben grøn databank, som investorer kan trække på, får vi belyst de nødvendige besparelsespotentialer, som overbeviser investorer og kommuner om, at begge parter kan tjene penge. Når begge parter tjener penge på grøn omstilling, så styrkes samfundet, og vi får alle fordele i fremtiden - også miljøet. Det er win-win for alle, så det er bare om at komme i gang,” slutter Jakob Lamm Zeuthen.

Mest Læste

Annonce