Alt for meget computer: Startet på ny praktisk orienteret ungdomsuddannelse

Velfærd

15/01/2016 10:24

KVUC

Før Alexander Bagger startede på Kombineret Ungdomsuddannelse, levede han mest foran computeren om natten. I dag er det sammenholdet med kammeraterne på skolen, der får ham ud af sengen om morgenen.

Det er tirsdag morgen og telefonen brummer. Alexander strækker sig ud efter telefonen og læser en besked. Det er fra kammeraten Jonas, der lige tjekker, at Alexander også er på vej i skole.   

Læs også "Ny vej til erhvervsuddannelser: Ny praktisk orienteret ungdomsuddannelse"

-    ”Det vigtigste, jeg har lært her, er nok at komme op om morgenen. Mine venner betyder meget, for vi hjælper hinanden med at komme i skole. Og hvis vi ikke dukker op, så ringer vores lærer. Det er faktisk lykkes mig at komme op, efter jeg startede her.” 

Mere fra KVUC

Københavns Voksenuddannelsescenter deler viden og erfaringer på DenOffentlige.

Læs flere af deres historier og cases her

Alt for meget computer
Efter 10. klasse bruger Alexander tiden på småjob i kiosker og Netto og kommer på kontanthjælp, da han fylder 18. Imens forandrer hverdagen sig for Alexander:      

-    ”Efterhånden levede jeg efter en næsten amerikansk døgnrytme og var oppe om natten for at spille computer og hænge ud med mine venner. Jeg kunne egentlig godt lide det, men til sidst blev jeg helt mærkelig. Og virkelig bleg i huden.”

UU-vejleder viser vejen
Alexander taler med sin UU-vejleder som foreslår, at han starter på Kombineret Ungdomsuddannelse. Den uddannelse har Alexander aldrig hørt om, og han er i starten ret meget i tvivl:

-    ”Jeg tænkte, at jeg måske bare skulle gå og lave cykler og fedte den af, ikk. Men jeg lærer en masse og prøver alt muligt, jeg ikke er vant til. Vi er ikke så mange, og der er virkelig plads til den enkelte. Det foregår helt anderledes end i 10. klasse, hvor jeg var så skoletræt.”

Læs mere om den nye uddannelse til erhvervsassistent

Siden Alexander startede på uddannelsen, har han brugt meget af sin tid i skolens værksted, hvor han har designet og produceret nye ting ud af genbrugsmaterialer. 

-    ”Jeg har lige lavet en stol af genbrugstræ. Vi arbejdede med, hvordan man arbejder kreativt og finder materialer. Og så var der selvfølgelig det med værktøjet, som jeg ikke var særlig god til at bruge før.”
 
Nyt sammenhold
Sammenholdet på skolen er det vigtigste for Alexander. For det, han laver i værkstedet, bliver meget bedre, når han arbejder sammen med sine venner på projekterne: 

-    ”Sidst jeg skulle male, spurgte jeg min kammerat Jonas, om han ville hjælpe. Sammen fik vi lavet et meget bedre snit og nogle linjer, der var helt lige. Hvis jeg var alene, ville jeg bare gerne være hurtigt færdig.”
 
Masser af erhvervstræning
På Kombineret Ungdomsuddannelse går en del af tiden med erhvervstræning. Det er en ny slags praktik, hvor lærerne hjælper med at finde en virksomhed, så alt det nye fra skolen kan blive prøvet i virkeligheden. Alexander har allerede prøvet kræfter med erhvervstræning i firmaet Genbyg, der er Danmarks største online butik med brugte byggematerialer.  

Erhvervstræningen hjælper også med at finde retningen for job eller videre uddannelse efter Kombineret Ungdomsuddannelse. Også for Alexander - som sammen med sine lærere er ved at lægge en plan for fremtiden.

-    ”Næste gang vil jeg gerne ud i et malerfirma. For bagefter vil jeg på teknisk skole og blive maler. Men jeg er vant til at tage tingene sådan lidt, som de kommer. Så i starten forstod jeg ikke helt, hvorfor det var så vigtigt med alt det dér erhvervstræning. Men nu kan jeg godt se, at det hjælper med at få sådan lidt experience på min ryg, ik’. ” 

Mest Læste

Annonce