Bestikkelsesskandalen: "Det er da for vildt, som de malker"

Ledelse

02/11/2017 15:15

Nick Allentoft

En konto 2840 til underholdning er central i den store bestikkelsessag. Retssagen er igang.
"Det er da for vildt, som de malker."   Sådan skrev en salgschef i it-selskabet Atea i en intern mail, da en ansat i Region Sjælland bad om at få cognac som julegave til sig selv og sin chef. "Dyrt stads", kommenterede salgschefen.

Bestikkelsesskandalen

Bestikkelsesskandalen begyndte i Region Sjælland og spredte sig siden til en række andre offentlige myndigheder. Sagen er kaldt Danmarkshistoriens største, og har tråde til flere andre myndigheder. IT-giganten ATEA spiller en central rolle.

Læs alt om skandalen her. 

Forinden havde han modtaget en mail fra en it-chef i regionen: "Ikke for at lægge pres på dig, men nedenstående link ville være en god julegaveide til MSH og jeg" - og med et link til den ønskede spiritus. 

Flaskerne - "monsterflot æske", lød det anerkendende fra it-direktør MSH - blev ikke betalt af Atea, men derimod med penge, der stod på en særlig konto, som kaldes 2840, hos Atea. Det var penge, som var optjent som regionens bonus af køb hos Atea. Pengene tilhørte regionen, men blev administreret af Atea.   Beskederne om de fine dråber fremlægges af Bagmandspolitiets anklagere i Retten i Glostrup, hvor såvel it-chefen som it-direktøren og en it-udviklingschef i regionen er under anklage for at have ladet sig bestikke med middage på dyre restauranter og rejser til for eksempel Dubai.   På femte dag i straffesagen afhøres it-chefen for første gang. Var han bekendt med, at konto 2840 betalte for cognac'en, vil specialanklager Jørn Thostrup vide?   - Pas, jeg husker det ikke, svarer han - hvorefter hans forsvarer gør opmærksom på, at julegaven ikke indgår som et påstået kriminelt forhold i sagen.   Pengene på 2840 blev især brugt til køb af varer og konsulenter. En del gik også til at dække regninger efter besøg på restauranter, og det var helt i orden, lader den tiltalte forstå.   - Det kunne i princippet være hvad som helst, siger han om brugen af kontoens penge.    Jævnligt fik han opgørelser over træk på kontoen, men han sendte dem ikke videre til regionens bogholderi. Han forsikrer dog, at han ikke skjulte oplysningerne for andre.   I november 2014 var it-chefen i Dubai og så et Formel 1-løb med en håndfuld tidligere og nuværende Atea-chefer, som var langt fremme med at skabe et nyt selskab, 3Ait, der skulle gå i direkte konkurrence med Atea.   I Atea noterede en bekymret salgschef, at udbryderne i 3Ait havde "relationerne på plads" i forhold til it-chefen i regionen i forbindelse med et stort udbud. Men fra sin plads midt i retslokalet afviser it-chefen, at personlige relationer havde betydning.   - Overhovedet ikke. Udbuddet var relativt klart. Det var pris og intet andet, siger han.   På grund af en væsentligt lavere pris vandt rejsekammeraterne fra Dubai senere udbuddet, men dette blev dog kort efter aflyst.   Atea-chef ville have konto til "underholdning" Konto til "entertainment"?    Både retsformand og en af anklagerne spidser øren i straffesagen, da konto 2840 i it-selskabet Atea blev nævnt.

Ateas administrerende direktør, Morten Felding, var i efteråret 2014 træt af arrangementet, oplyser en af de tiltalte i en straffesag om bestikkelse onsdag eftermiddag i Retten i Glostrup. Den tiltalte, der dengang var salgsdirektør, siger under en afhøring, at Morten Felding ville have kontoen lukket.

- Han beder mig om at lave en entertainment-konto i stedet, siger han.   Imidlertid volder "entertainment", der betyder underholdning, lidt besvær. Først vil en af anklagerne have bekræftet betegnelsen, og derefter er det fra dommerpodiet, at retsformanden ønsker ordet gentaget for at være helt sikker på at have hørt rigtigt.    Hvad direktør Morten Felding mente med sit ønske om at oprette en underholdningskonto, kan den tiltalte ikke hjælpe med at få afklaret. Det vil formentlig først ske, når Felding selv skal udspørges på et senere tidspunkt.  Han er indkaldt som vidne med pligt til at tale sandt, idet Bagmandspolitiet har besluttet ikke at rejse tiltale imod ham.   En bonus på mellem en og halvanden procent af regionens køb hos Atea trillede ind på konto 2840, og med penge herfra blev en stribe middage på fine restauranter og udgifter til rejser betalt.   Dette udgjorde bestikkelse, hævder Bagmandspolitiet. Men de tiltalte - såvel selskabet Atea, flere tidligere ansatte i selskabet, modtagerne i Region Sjælland og Rigspolitiet - nægter sig skyldige. En af dem har således sagt, at det var helt normalt, at Ateas chefer deltog i middage med store kunder, og en anden har understreget, at nogle af rejserne drejede sig om uddannelse og messer.   I retsmødet spurgte en af anklagerne den forhenværende salgsdirektør om, hvorfor Morten Felding ønskede 2840 lukket?   - Han vurderer jo, at det ikke var korrekt, at Region Sjælland havde en bonusaftale, svarer den tiltalte.   Når retssagen fortsætter torsdag, ventes de tiltalte fra Region Sjælland og Rigspolitiet at blive afhørt om generelle forhold.   Atea-chef i bestikkelsessag: Middage er helt normalt "Super tur", skrev eks-chef i Atea til ansat i Region Sjælland efter rejse til Formel 1-løb i Dubai.   Besøg på fine restauranter med kunder var den sædvanlige stil i it-selskabet Atea. Det fortalte en tidligere koncerndirektør i Retten i Glostrup. Han er blandt de tiltalte i en sag om bestikkelse, som Bagmandspolitiet har rejst. Den forhenværende direktør er tiltalt for at have forsøgt at smøre ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet - nemlig ved at give to rejser til Dubai og to middage på restauranterne Geranium og The Paul.   - Det var forholdsvist normalt på daværende tidspunkt at deltage i middage med vores kunder, siger den tiltalte.   På middagene på Geranium og The Paul, der foregik en onsdag og en torsdag aften, blev der gjort status på årets gang, lyder det. I øvrigt spiste Ateas chef både med Ateas offentlige og store private kunder, oplyser han.    Den daværende it-driftschef i Region Sjælland har ifølge anklageskriftet spist, drukket og rejst 16 gange fra 2009 til 2014, ligesom han én gang fik leveret udstyr. Det var alt sammen bestikkelse fra Ateas side, påstår Bagmandspolitiet.   I sommeren 2014 brød den tiltalte eksdirektør med Atea og var med til at skabe et nyt selskab, 3Ait. De kastede sig ud i en direkte konkurrence med Atea om at vinde Region Sjælland som kunde. Den daværende direktør vidste, at regionen snart ville være klar med et stort udbud.    I november 2014 rejste han med regionens driftschef til Dubai for blandt andet at se et Formel 1-løb.    "Super tur," skrev eksdirektøren til driftschefen i en mail den følgende måned. Han spurgte samtidig om kravsspecifikationer i det kommende udbud og om, hvornår det mon ville blive sendt ud.   Det fik specialanklager Jørn Thostrup til at spørge, om det ville være en fordel i forhold til at vinde udbuddet at have en god relation til driftschefen?   - Det vil jeg ikke mene, svarede han.    Forklaringen er, at driftschefen ikke havde magt til at bestemme kravene i udbuddet, lyder det.   Imidlertid giver en intern mail fra Atea et andet indtryk af værdien af et godt personligt forhold. Om udbryderne i 3Ait skrev salgschefen i Atea: "De har helt klart relationerne på plads" i forhold til driftschefen, "der "ejer" dette udbud hos regionen".   Afhøringerne af de syv tiltalte mænd om generelle forhold fortsætter torsdag.   FAKTA: Her er anklagerne om bestikkelse i Atea-sagen Dubai, Las Vegas, Rom, Søllerød Kro, Kong Hans og Geranium optræder som gerningssteder i anklageskift. En tidligere koncerndirektør fra it-selskabet Atea udtaler sig onsdag i Retten i Glostrup i sagen, hvor han er blandt de tiltalte i den omfattende bestikkelsessag.    Sagen er historisk på grund af omfanget. Her er påstandene fra Bagmandspolitiet, der desuden i en række tilfælde har rejst tiltale om underslæb:   * Atea A/S har fra januar 2009 til december 2014 gjort sig skyldig i bestikkelse af ansatte i Region Sjælland og Rigspolitiet. Det er sket 18 gange.   * Salgschef i Atea ydede bestikkelse 16 gange. Rejser til Las Vegas og Rom, middage på Geranium, AOC, Mash, Kong Hans, Era Ora og andre steder.   * Koncerndirektør i Atea ydede bestikkelse i fire tilfælde både for Atea og nyt selskab 3Ait. To rejser til Dubai, middage på Geranium og The Paul.   * Salgsdirektør i Atea ydede bestikkelse tre gange både for Atea og nyt selskab 3Ait. Rejse til Dubai, middage på Søllerød Kro og Hotel Frederiksminde.   * Koncernchef i Atea ydede bestikkelse to gange både for Atea og nyt selskab 3Ait. To rejser til Dubai.   * Daværende it-driftschef i Region Sjælland modtog bestikkelse i 17 tilfælde. To rejser til Dubai, to rejser til Las Vegas, middage på Søllerød Kro, Geranium, AOC, Era Ora, Kong Hans og andre steder.   * It-direktør i først Region Sjælland og derefter koncerndirektør i Rigspolitiet modtog bestikkelse i seks tilfælde. To rejser til Las Vegas, en til Dubai, middage på The Paul og Geranium, leverance af tv.   * It-udviklingschef i Region Sjælland modtog bestikkelse fire gange. Rejse til Dubai og middage på Era Ora, Den Røde Cottage og Søllerød Kro.   Udbyttet strækker sig fra 393.000 kroner til 65.000 kroner. De fire Atea-chefer er ikke længere ansat i selskabet. Samtlige tiltalte nægter sig skyldige.   Kilder: Anklageskriftet og retsmøde.

Mest Læste

Annonce