Folkeskole og velfærdsinnovation

Velfærd

21/03/2011 10:25

Nick Allentoft

Hvis folkeskolen skal magte udfordringen at lave bedre skole for færre penge, er der brug for nytænkning. At diskutere styring versus frihed hjælper os ikke meget i forhold til at gentænke folkeskolens kerneydelse og grænser til andre velfærdsorganisationer. I stedet bør vi debattere, hvordan folkeskolen kan innoveres, og hvordan politikere, forvaltning og folkeskolens ledere og lærere kan dele de risici, der følger med eksperimenter.

Af Justine Grønbæk Pors, PhD Stipendiat, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, Copenhagen Business School

Klaus Majgaard skrev i sidste indlæg på denne blog, at det som praktiker er vanskeligt at forstå den modstilling mellem effektivisering og kvalificering, som tidligere blogindlæg har sat op. Som kommunal Børne og Unge direktør er det oplagt, at man - især i disse tider - skal begge dele.

Som forsker i velfærdsledelse og kommunal styring af folkeskolen er modsætningen mellem effektivisering via standardisering på den ene side (Egelund) og krav om folkeskolens autonomi på den anden (Kjeldsen) tilsvarende uforståelig.

En sådan modstilling rammer nemlig hverken den styringsvirkelighed, folkeskolen befinder sig i, eller de udfordringer, som folkeskolen står overfor.

Styring via frihed

Styring har - siden decentraliseringsreformer gjorde folkeskolen selvstyrende - været afhængig af, at folkeskolen blev gjort i stand til at lede sig selv og selv tage et ansvar for, at målsætninger og aktiviteter afspejler nutiden og fremtidens samfund.

Det kan derfor siges kort: effektiv styring, kræver at de styrede er frie. Styring og frihed er ikke hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Hvis vi skal lykkes med effektivisering og kvalificering i en organisation med så komplekse hensyn som folkeskolen, findes der (desværre, fristes man til at sige) ingen lette standardløsninger.

Hierarkiet mellem politikere, forvaltning og folkeskole fungerer kun så længe, at politikere og forvaltning kan overdrage kompleksitet til folkeskolerne, og at disse tager det på sig at omsætte denne kompleksitet til handlinger og beslutninger. Politikere kan tage skolepolitiske beslutninger og overdrage implementering til forvaltningen. Forvaltningen kan omsætte skolepolitik til kontraktmål for skolerne, men er helt og aldeles afhængige af skolernes evner og vilje til at skabe den konkrete orkestrering af ressourcer samt medarbejdernes kompetencer og engagement, der kan indfri målene.

Med en kompleks opgave portefølje kan det ikke undgås, at de budskaber politikere og forvaltning sender til skolerne indeholder modsatrettede anvisninger og forventninger. Vores styringssystem er derfor fuldstændig afhængigt af, at folkeskolens ledere tager det på sig, at håndtere sådanne modsætninger. Vi siger eksempelvis: Lav en bedre skole, og gør det for færre penge. Hvis folkeskolelederne skal magte opgaven, er de nødt til – netop for at være effektivt styrede – at have frihed til at finde de innovative løsninger, der netop på deres skole er effektive og forbedrer kvaliteten.

Velfærdsinnovation

Når Majgaard skriver, at vi både skal effektivisere og kvalificere rammer han folkeskolens aktuelt største udfordring. På den ene side er forskere og politikere enige om, at folkeskolen spiller en hovedrolle i at sikre fremtidig vækst og velstand. Men samtidig står vi overfor solide udfordringer i form af kapacitetstilpasning til faldende elevtal samt begrænsning af udgifter til specialundervisning.

Igennem de senere år har vi haft travlt med at gøre skolen til en professionel organisation.

Folkeskolen skulle have en evalueringskultur, så vi kunne sikre, at daglige aktiviteter afspejlede mål, blev evalueret, dokumenteret og fulgt op på. Skolens ledelse skulle styrkes, så rollefordeling og ansvar blev tydeligt. Og det skulle sikres, at børn blev undervist så og så mange timer på forskellige klassetrin i nøglefaglige elementer såsom skrivning, læsning og matematik

Hvis det i sparetider skal lykkes at skabe en folkeskole, der ikke blot præsterer bedre i PISA, men også uddanner elever til fremtidens arbejdsmarkeder, hvor kreativitet, kritisk tænkning og problemløsning efterspørges, er der imidlertid brug for innovation. Hvis man både skal spare og udvikle nytter det ikke blot med flere tiltag, der synliggør kvalitet, tydeliggør ansvar og måler antal afholdte timer. Derfor begynder vi i stigende grad at forvente, at folkeskolen genopfinder sig selv og innoverer sin organisering og ydelse.

Innovation i folkeskolen

Hvad kan innovation i folkeskolen være? Der er naturligvis noget at hente i digitale undervisningsmidler og kompetencer, men hovedingrediensen er en nytænkning af velfærdsindhold (kerneydelse), organisatoriske grænser og roller.

Majgaard fremhæver eksempelvis samarbejde mellem folkeskolen og dagtilbud og ungdomsuddannelse samt ophævelse af skel mellem pauser, leg og læring. Med en nedbrydning af organisatoriske grænser og skel søger man at finde og udvikle mere kvalitet, der hvor vi ikke kiggede før, nemlig i organisatoriske grænseflader. Når ressourcerne er begrænsede må vi lede efter flere udviklingsmuligheder ved at nedbryde skel mellem undervisning, pauser og leg.

Et andet eksempel er, hvordan man nogle steder begynder at gentænke skolens kerneydelse som læring i stedet for undervisning. Hvis vi tænker skolens kerneydelse som undervisning aflæser vi succes som antal afholdte timer uden sans for, hvordan undervisningen havde eller ikke havde effekter på elevernes læring. Videre er vi i et nul sums spil, hvor et fald i antal afholdte timer automatisk fører til fald i kvalitet.

Tænker vi derimod skolens ydelse som læring, så kan vi indrette skolens aktiviteter og organisering mere målrettet i forhold til den enkelte elevs læring. Samtidig kan vi hæve os lidt op over nul sum spillet og vurdere succes mere nuanceret end antal afholdte timer.

Som jeg ser det, er denne udvikling hen mod en innovativ skole, der gentænker sig selv og finder nye ressourcer og resultater, der hvor vi ikke havde opmærksomheden før, fuldstændig nødvendig, hvis vi skal effektivisere og kvalificere.

Men to problemstillinger dukker også op.

1) Risikerer vi, at legitimere urimelige besparelser ud fra nogle urealistiske forestillinger om, at hvis bare man er innovativ nok, så er ressourcespørgsmålet underordnet?

2) Det er folkeskolens praktikere, der i de konkrete hverdagssituationer står med ansvaret for på den ene side at være innovativ, men samtidig forventes at kunne dokumentere, udpege ansvar og garantere opnåelse af mål. Det er mere risikabelt at eksperimentere end at følge gamle opskrifter. Spørgsmålet er, hvordan vi fordeler risici ved innovation mellem skole, bestyrelse, forvaltning, politikere og samfund? Hvordan kan forvaltning og politikere ruste folkeskolens ledere og lærere til at håndtere de dobbelte krav?

Stafetten sendes videre til

- Vicedirektør Peter Ulholm fra UCC, der kan diskutere, hvilken rolle udvikling og deling af viden spiller, når folkeskolen skal udvikles i spændingsfelter mellem innovation og evaluering.

Mest Læste

Annonce