Folkeskolen og dannelse er forsvundet i debatten

Velfærd

09/05/2011 12:20

Nick Allentoft

Dannelsesaspektet, hvad er det for mennesker vi gerne vil have ud af vores folkeskole, har på ingen måde været fremtrædende - vel nærmest fraværende - i de sidste år. Det er lidt ærgerligt, fordi Danmark her faktisk gør noget godt. Danske skolefolk og politikere farer i hobetal til Finland og Singapore, men trafikken går også den anden vej, skriver videdirektør Peter Ulholm i dette indlæg i Folkeskole-stafetten.

Af Peter Ulholm, Vicedirektør, Professionshøjskolen UCC

Både Klaus Majgaard og Justine Grønbæk Pors siger på hver deres måde, at udviklingen af fremtidens folkeskole kræver et stort og rungende ”både og”. Og jeg er helt enig.

Majgaard er inde på, at vi både skal effektivisere og kvalificere fordi folkeskolen spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens velfærdssamfund, men samtidig skal det gøres for færre og en anderledes fordeling af ressourcer.

Justine Pors understreger, at styring og frihed ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Vi kan altså ikke styre effektivt med mindre de styrede også er frie. Hvis folkeskolen eller folkeskolens ledere skal finde innovative løsninger, er de nødt til at have friheden til at kunne prøve, gøre og eksperimentere for netop et være effektive (spare ressourcer).

Og hva'så, havde jeg nær sagt.

Vi mangler en grundlæggende afklaring af, hvad det er, der er folkeskolens opgave i udviklingen af fremtidens velfærdssamfund for dermed også at kunne placere retning, ansvar og porteføljer for de forskellige aktører i og omkring folkeskolen, så der bliver plads og mod til eksperimenter og innovative løsninger.

For det er helt rigtigt, som Justine Pors anfører til slut i sin blog, at det er mere risikabelt at eksperimentere end at følge gamle opskrifter. Vil man så overhovedet gøre det? Eksperimenter vil og skal medføre fiaskoer (dem lærer man af!). Er der plads og mod til det? Den aktuelle styringslogik (kontrolregime) både i folkeskolen og i den offentlige sektor som sådan understøtter jo ikke ligefrem dette.

Min vinkel ind i dette er, at vi må gentænke både styrings- og ledelsesopgaven og folkeskolens indhold eller kerneydelse

Velfærdsledelse

I de senere år har begrebet velfærdsledelse været fremført med vekslende styrke. Senest og måske stærkest i forbindelse med de afsatte statslige midler til udvikling af viden om velfærdsledelse.

Jeg ser dette som en positiv tendens, fordi det indikerer, at de hidtidige styrings-og ledelsesformer i det offentlige ikke længere er svaret på de udfordringer vi står overfor. Risikoen her er imidlertid, at vi med kyshånd kaster os over et nyt og velklingende begreb, uden at vi rigtig gør os ulejlighed med at forstå, hvad vi mener med det for så til sidst at ende med at kalde det, vi altid har gjort for noget andet (og smart). Så går det lidt tid med det, men det bringer os ikke videre.

For at undgå dette og for at kunne handskes med de udfordringer, vi står overfor omkring vækst, fremtidig velfærd, demografi mm, mener jeg, at der bør skabes en fælles forståelse (på institutions- , forvaltnings- og politisk niveau) af, hvad velfærdsledelsesopgaven implicerer. I mine øjne må og skal velfærdsledelse handle om evnen til at skabe innovative løsninger. Det bør være en defineret og påskønnet del af ledelsesopgaven i en velfærdsinstitution (som folkeskolen), at man som leder tager initiativ til og er medproducent af nye løsninger. Det betyder. bl.a., at eksperimenter skal understøttes og fiaskoer accepteres.

Hvis der er enighed om, at dette er en væsentlig del af ledelsesopgaven på alle niveauer i og omkring folkeskolen, kan grundlaget for innovation af folkeskolen for alvor skabes. Det er jo veldokumenteret fra undersøgelser om skoleudvikling, at ledelsens initiativ, opbakning og aktive medvirken er den mest betydende enkeltfaktor for en vellykket skoleudvikling.

Skolens kerneydelse

Klaus Majgaard understreger, at der ligger en masse uudnyttede muligheder i et samarbejde mellem skole, dagtilbud og ungdomsuddannelse. Det er jeg helt enig i. Men vi kan vel også gå videre og diskutere, hvad og hvordan skolens kerneydelse – læringen inde hovedet på eleverne – kan og skal udvikle sig.

Folkeskolen er tiltænkt en hovedrolle i at sikre fremtidig vækst og velfærd, nærmest grundlaget for hvordan Danmark kan klare sig i den internationale, globaliserede konkurrence. Så vidt så godt.

Men det har efter min opfattelse betydet, at vi umærkeligt har flyttet fokus, så folkeskolens opgave er at ruste Danmark til den hårde internationale konkurrence ved effektivt at placere fremtidens borgere på rette uddannelsesmæssige og dermed arbejdsmæssige hylde. Det har endvidere betydet, at internationale undersøgelser og rankings som bekendt har fået stor betydning i debatten om folkeskolens udvikling. Dannelsesaspektet, hvad er det for mennesker vi gerne vil have ud af vores folkeskole, har på ingen måde været fremtrædende - vel nærmest fraværende - i de sidste år.

Det er lidt ærgerligt, fordi Danmark her faktisk gør noget godt. Danske skolefolk og politikere farer i hobetal til Finland og Singapore, men trafikken går også den anden vej.

Besøgende fra udlandet (herunder fra Finland) kigger med beundring på den lave magtdistance i den danske folkeskole, den gode relation mellem lærer og elev og på, at børnene er glade. Endvidere undrer man sig i udlandet over, hvordan det kan være, at et lille land som Danmark er i stand til at frembringe og udvikle i al fald fire worldwide (Mærsk, LEGO, Novozymes og Carlsberg) virksomheder. Hvad er det vi gør i Danmark, spørger de?

Måske skulle vi fokusere mere på det, vi gør godt - og det vi er gode til – i den danske folkeskole og måske gå en anden vej end alle vore konkurrenter, der følger de samme internationale anbefalinger. ”Hvis du går i andres fodspor, kommer du aldrig først”, som et gammelt mundheld siger……

Styring og dokumentation af indholdet i skolen er en væsentlig del af effektiviseringsparadigmet. Er det overhovedet muligt at prikke hul i denne dominerende logik, kunne det bekymrede spørgsmål være.

Hvordan kan vi fremme kritisk sans, kreativitet og innovation hos fremtidens borgere? Vi får ikke meget hjælp i de etablerede målesystemer, der alle er bygget op efter den måde, hvorpå vi har organiseret vores viden; i fag, formål, fagmål osv. Det er trygt og godt og vi ved, hvad vi har. Sikker viden og en dimension af faglighed. Men denne organisering af viden i vores uddannelser, den såkaldte curriculumtænkning, skaber et tidsmæssigt efterslæb, som måske kan gøre det svært at indfange fremtiden med det nuværende indhold i skolen.

De målforestillinger der er beskrevet i folkeskolens fag er udtryk for, hvad der anses for vigtigt i den tid de er produceret i. Indfanger det hvad der er relevante kompetencer for de elever, der forlader skolen i 2020?

Kunne vi ikke skabe mulighed for en mere dynamisk måde at udvikle indholdet i skolen på? En måde der i højere grad indtænker kreativitet og innovation, der vil være afgørende kompetencer for at klare sig i den fremtidige globaliserede konkurrence.

Stafetten sendes videre til: 

Skoleleder Peter Gottlieb, Trørødskolen, der fra gulvhøjde kan give et bud på, om skolen på forholdet mellem innovation og tryghed.
 

Mest Læste

Annonce