Samarbejdende innovative professionsfællesskaber

Velfærd

25/05/2012 11:15

Nick Allentoft

Læs her et skarpt og stærkt opråb fra en københavnsk skoleleder, der har grebet Folkeskole-stafetten fra sin egen topchef, borgmester Anne Vang. Skolen har ikke forandret sig de sidste mange årtier - samfundet har, skriver Ottsen. En fremtidssikring af folkeskolen kræver gennemgribende nytænkning.

Af Camilla Ottsen, Skoleleder, Brønshøj Skole, Københavns Kommune

Folkeskolestafetten er overdraget til mig af Børne- og Ungdomsborgmester i København, Anne Vang med spørgsmålet: “Hvis du kunne ønske dig tre ting, som ville give dig bedre muligheder for at bedrive skoleledelse, hvad skulle det så være?”

Tre ønsker

Jeg ønsker mig politisk ro om folkeskolen via tydelige visioner og enkle målsætninger - understøttet og anerkendt af alle folkeskolens parter. Københavns Kommune viser virkelig gode takter i øjeblikket. Der er sat en tydelig sammenhængende dagsorden som understøttes af klare rammer og investeringer i bl.a. videreuddannelse af både ledere og lærere.

Jeg ønsker mig en debatkultur om folkeskolen, som er så åben, lødig og nuanceret, at det at drøfte folkeskolens udviklingsbehov ikke reduceres til et spørgsmål om “at tale lærerne ned eller ej”. Det må ikke være tabubelagt at ytre sig om folkeskolens udviklingsbehov. Skoleledernes stemme mangler i debatten.

Jeg ønsker mig en fælles vision om en nyfortolkning af balancen mellem individ og fællesskab i den moderne folkeskole, og en erkendelse af, at denne udvikling kræver tydelig ledelse og samarbejdende innovative professionsfællesskaber på landets skoler - det er ikke et ansvar den enkelte lærer kan løfte alene. Denne dagsorden kan kun sættes, hvis vi samtidig tør sætte ord på, at folkeskolen trænger til en nyorientering.

Fremtidens folkeskole

Folkeskolens virksomhed skal orientere sig mod en ny balance mellem individ og fællesskab, hvis vi skal beholde vores folkeskole som et værdiskabende samlings- og forankringspunkt i vores samfund - og det skal vi!

Det enkelte elevs læring skal i centrum, vel og mærke uden, at det sker på bekostning af fællesskabet som bærende værdi. Undervisningsdifferentiering som bærende princip er en nødvendighed og Danmarks Evalueringsinstituts rapport om “Undervisningsdifferentiering som bærende pædagogisk princip” viser, at der er et godt stykke vej endnu.

Udviklingen skal bygge på pro-reflektion. Mere end 7.000.000 mennesker har set Sir Ken Robbins kendte tegnefilm på youtube som tydeligt illustrerer de udfordringer skolesystemet står overfor. Skolen har på mange måder ikke forandret sig de sidste mange årtier - samfundet har.

Vi kan ikke - og skal ikke - løse folkeskolens udfordringer ved at bygge ovenpå tidligere tiders løsninger. Fundamentet, tankesættet skolens dagligdag udspringer af, skal være et andet. Og det gamle fundament kan ikke bære flere “udbygninger og tilbygninger” udsprunget af den slingerende dagsorden, som årevis af politiske hvirvelvinde har kastet af sig i en lind strøm.

Folkeskolens almenområde skal have tiden, pengene og handlerummet tilbage. Løsrevne indsatsområder skal erstattes af en optagethed af at håndtere grundlæggende udfordringer og skabe varige fremtidssvarende ændringer. En fremtidssikring af folkeskolen kræver både en gennemgribende nytænkning af skolernes organisering, af lærernes planlægningspraksis - og en anderledes opfattelse af ledelse generelt. Der skal tænkes grundlæggende anderledes.

Samfundet er et andet - det moderne menneske

Der var en gang... hvor vidensmængden var begrænset, hvor eleverne nogenlunde kunne det samme når de startede i skole, hvor autoritetsopfattelser knyttede sig til titler osv. osv.
Vi kommer aldrig mere tilbage til den gang. Og vores måde at tænke skole på skal bygge på en åben og nysgerrig erkendelse af dette vilkår - ikke på trodsigt tilbageskuende drømme.

Det moderne menneske - de moderne forældre - stiller spørgsmål, som en naturlig del af det at navigere i det moderne. Vi reducerer allesammen videnssamfundets kompleksitet i dialogen med hinanden. Skolen er nødt til at kunne svare kvalificeret på de spørgsmål det omgivende samfund stiller. Det er også ledelse. Hvis ikke skolerne sætter folkeskoledagsorden selv vil andre løbe med den.

Svaret på, hvad en god folkeskole er, ikke længere er givet. Lærerne, som mærker mødet med omgivelserne tydeligst, mangler afklarede organisatoriske svar at referere til. Den enkelte lærer er i alt for høj grad overladt til individuelt at træffe faglige valg og begrunde sin egen undervisningspraksis. Skolernes løst koblede organisering gør, at mange af landets lærere er “privatpraktiserende herrer i eget hus” - med en stor sårbarhed som følge. De efterlades med deres egen individuelle praksisteori, vel vidende at kollegaen i klassen inde ved siden af, kan have helt andre bud på hvad god undervisning er.

Anderledes løsninger kræver et langt tættere samarbejde blandt lærerne

Skal vi fremtidssikre folkeskolen og lærernes psykiske arbejdsmiljø må den individuelle planlægningspraksis erstattes af samarbejdende innovative professionsfællesskaber. Ved første øjekast kan det virke som et rettighedstab for lærerne, og såmænd også for skolelederne. Ved nærmere eftersyn er det indlysende, at det er en forudsætning for at skabe grundlæggende forandringer, at dem som skal forandre – ledelse og lærere i fællesskab – bruger deres tid sammen. Det er misforstået omsorg og mangel på ledelse, ikke at gøre op med denne udstrakte grad af individualisering som præger folkeskolekulturen.

Elevgruppens heterogenitet kræver en samarbejds- og planlægningspraksis som flytter fokus fra hvad der undervises i til hvordan der undervises. Skal der frigøres energi til at lærergruppen omkring en elevgruppe får overskud til, at tage stilling til læreprocesser på elevniveau må der arbejdes mere systematisk med langsigtede bindende skolevalg på årsplanlægningssiden. Lærernes forskellige kompetencer sættes først for alvor i spil, hvis størsteparten af planlægningen foregår i fællesskab.

Ledere og lærere , tilliden skal understøttes – ikke udfordres

Anders Bondo, formand for Danmarks Lærerforening, har kaldt dette ønske et levn fra industrisamfundet. Han tegner et billede af lederen som en der ønsker at genindføre tidsregistreringer og et stift 8 -16 regime. Intet ligger fjernere fra mine drømme. Jeg savner lærerforeningens anerkendelse af, at et styrket samarbejde lærerne imellem vil styrke professionen og undervisningens kvalitet – ikke mindst for deres medlemmers skyld.

Anders Bondo referer til at muligheden for at gøre lærernes planlægningstid til genstand for tilstedeværelse er indbygget i arbejdstidsaftalen, hvis det giver mening. Det er korrekt, men Anders Bondo ved godt, at vi taler om en kolossal kulturændring, hvis skolerne skal ændre gennemgribende den nuværende praksis. Det er selvfølgelig mit ledelsesmæssige ansvar, men jeg kunne godt tænke mig at både arbejdstidsaftalen samt lærerforeningens retorik understøttede dette arbejde. At kalde ønsket et levn fra industrisamfundet efterlader det modsatte indtryk.

Ung lærer foretrækker arbejdsdag fra 8-16

I ovenstående indlæg begrunder en ung lærer, hendes syn på behovet for at ændre på tidligere tiders samarbejds- og planlægningspraksis. Hun ser det som en nødvendighed, hvis hun skal samarbejde med sine kolleger. Hun ser det som en sikring af hendes psykiske arbejdsmiljø. Mange lærere deler hendes holdninger, disse synspunkter skal vel også være med til at præge Danmarks Lærerforenings deltagelse i debatten.

Stafetten går til Steen Hildebrandt

Steen Hildebrandt, fordi hans indspark i debatter altid vækker til eftertanke og inspirerer. Kære Steen - hvad tænker du? Hvilke væsentlige opmærksomhedspunkter er vigtige for udviklingen af den danske folkeskole?

Mest Læste

Annonce