KLs retorik er nok effektiv, men giver den mening når hverdagen igen skal op at stå ? Virkeligheden er, at sådant arbejde som lærerne udfører er vidensarbejde, der ikke egner sig til at fungere efter firkantede principper. Lærerne deler dette med mange fagprofessioner inden for det offentlige, og derfor er der noget om den frygt der ytres, at et udbytte af lærerkonflikten for de offentlige arbejdsgivere kan blive, at nu skal fagprofessionerne ledes med hård hånd. Problemet er bare, at det KL kalder normalisering er en normalisering til en fortid som er forbi i praksis. Det ulykkelige er, at begge parter - lærerne og KL - har fastholdt en årtier gammel strid om hvordan ledelse i praksis kan ske, men hele tiden retorisk er mindst et årti bagud i forhold til udviklingen i praksis.
Teams breder sig
Hvad er praksis i dag. Der er kommet gennembrud i mere teambaseret, mere sammenhængende undervisningstilrettelæggelse. Lærerne påtager sig i større udstrækning ansvar for en helhed, der går udover den enkelte "privatpraktiserende lærer" som har udgjort et skældsord. Og den slags arbejde som sker i form af fælles tilrettelæggelse og forberedelse, og udviklingsarbejde, projektarbejde, og samarbejde med andre faggrupper ang specialundervisning og indsats, sociale problemer og meget andet, sker i højere udstrækning i dag uden for den udskældte 8-14 skoledag. Jeg vil tro, at den faktiske arbejdstid for lærerne derfor er øget gennem de senere år. Undervisningstimetallet er i hvert fald for opadgående, da der føres statistik herfor. Mens den øvrige tid som måske lidt gammeldags kaldes "forberedelse" fungerer efter en akkord, så der ikke registreres timer for hvad der faktisk sker.
Arbejd efter reglerne vil være en ulykke
Det er en ulykke hvis den kommende pålagte arbejdstidaftale bliver rammet ind af en tilbagevenden til at registrere arbejdstiden. Der er talt om at det kan være den praksis man vil bruge på gymnasierne efter deres hidtidige aftale er skrottet. Ikke alene vil det kunne risikere, at lærerne tager det alvorligt og så begynder at arbejde efter reglerne, og det er sjældent effektivt ! Men hvordan vil det teambaserede arbejde skulle foregå, hvis hver enkelt lærer i teamet skal rende frem og tilbage til sin leder for at aftale sin arbejdstid - det er jo håbløst. Og derfor er den udgave af snakken om at give ledelse tilbage til lederne håbløs.
Læs også: Tre trin ud af folkeskolens deadlock
Alle skal deltage i ledelse
Det fører os frem til min overskrift og indledning - er det lederne eller lærerne der skal lede ? Skal det fungere i takt med de kvalitative krav der i dag er - og er under god udvikling - vil svaret være : ledelse skal alle deltage i. Nogle mere end andre, i praksis, og lederne bør fylde i dette billede - forhåbentlig tager de sig af noget mere væsentligt end at gå og lave individuelle aftaler om arbejdstiden med hver eneste ansatte. Uden selvledelse hos både den enkelte lærer og i de forskellige teams og andre samarbejdskonstruktioner (med fx. andre faggrupper, forældre osv) lærerne indgår i, kan det simpelt hen ikke fungere.
Styring bliver gjort indviklet
Er der da slet ikke behov for nogen overordnet styring af arbejdstiden ? Jo, men det kan være meget mere simpelt, hvorfor gøre al styring så indviklet. Konflikten drejer sig jo også om hvor meget der kan og skal undervises, og da er stemningen åbenbart til, at antal af undervisningstimer bør være højere - så lad gå, det kan være det er rimeligt. Men kan det så ikke løses mere enkelt - hvis vi afrunder dialogen herom, så kunne de nuværende ca 23 undervisningstimer (lektion + pauser) øges til fx 25. (I parantes bemærket synes jeg egentlig 23 ugentlige timer i klassen er mange, men vil politikerne hellere have kvantitet end kvalitet må de jo have det). Men stop så videre snak om at bureaukratisere aftaler, fx om at matematiklæreren skal have 1½ minut mere i forbredelse end idrætslæreren og andre groteske forestillinger om hvordan såkaldt "rationel styring" bør se ud, hvis det skal passe ind i et regneark.
Striden om lærernes arbejdstid har skæbnefællesskab med folkeskolereformen. Også den angribes ud fra kvantitet frem for kvalitet. Nogle siger 37 timers undervisning, nogle foreslår så 35, og efter lange forhandlinger bliver det måske 36. Men hvor er substansen blevet af ? Hvad er formålet med at udvide undervisningstiden, og er det bedste måde at bruge ressourcerne på. For uanset hvor mange timer lærerne skal levere kan enhver time jo alternativt bruges til noget andet, men det er der ingen der debatterer.
