Af Finn Frandsen og Winni Johansen, Center for Virksomhedskommunikation, Aarhus Universitet
Flere og flere danske kommuner står over for en strukturel udfordring. De råder over to forskellige typer af kriseberedskaber, der har hver deres historie, hver deres terminologi, og hver deres logik. Udfordringen består i at skabe den højest mulige grad af koordinering mellem de to beredskaber, når det er påkrævet. Og det er det oftere og oftere.
Det kommunale beredskab
Den første og ældste form for kommunalt kriseberedskab er det, man kalder for det kommunale beredskab. Historisk set går tankegangen bag dette beredskab tilbage til perioden op til 2. verdenskrig. I 1992 vedtog Folketinget Beredskabsloven, og året efter blev Beredskabsstyrelsen oprettet.
Der er tale om et meget reguleret område. I Beredskabslovens paragraf 12 kan man således læse: “Det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger. Redningsberedskabet skal endvidere kunne modtage, indkvartere og forpleje evakuerede og andre nødstedte”.
Omdrejningspunktet for det kommunale beredskab er borgernes sikkerhed. Beredskabet er forankret hos beredskabschefen, og det er i høj grad inspireret af en militær tankegang.
Krisestyring i kommunerne
Den anden og nyere form for kommunalt kriseberedskab er det, man mange steder i kommunerne finder omtalt som krisestyring. Kommunerne begyndte at opbygge dette beredskab i forlængelse af kommunernes udvikling som organisation, strukturreformen i 2007 og den voksende interesse for strategisk kommunikation, som krisekommunikation er en del af.
Der er ikke tale om et reguleret område. Kommunerne kan udarbejde deres beredskabsplaner med udgangspunkt i Beredskabsstyrelsens skabelon. Men hvad angår krisestyring, så er der tale om et veritabelt laboratorium, hvor der eksperimenteres med “kriseguider” og “håndtering af mediemæssige kriser”.
Omdrejningspunktet for krisestyringen er kommunernes omdømme. Krisestyringen er forankret hos kommunikationschefen eller kommunikationsafdelingen, og den finder inspiration i forskellige former for strategisk ledelse.
To adskilte verdener
I 2008 lavede vi en eksplorativ undersøgelse i fire kommuner i form af en række interviews med deres beredskabschefer og kommunikationschefer. Emnet var de to kriseberedskaber, som vi netop har præsenteret. Resultatet af undersøgelsen viste, at der i høj grad var tale om to adskilte verdener, der ikke arbejder ret meget sammen, og som ikke tænker eller kommunikerer på samme måde. Beredskabscheferne ville f.eks. helst ikke bruge ordet krise, men foretrak hændelse. Kun i en enkelt af de fire kommuner var der møder mellem de to kriseberedskaber, men kun uformelle møder en enkelt gang om måneden. Konsekvens: mangel på koordinering.
Fra beredskabsplaner til kommunikationspolitikker
I 2012 indsamlede vi i samarbejde med Helle K. Aggerholm og to forskningsassistenter tre typer af dokumenter fra alle de 98 kommuner i Danmark: beredskabsplaner (generelle som specifikke), krisekommunikationsplaner og kommunikationspolitikker. Ideen er at bygge videre på undersøgelsen fra 2008. Det er et enestående materiale, som giver et indblik i, hvordan kommunerne tænker, arbejder med og kommunikerer om kriser.
De foreløbige resultater viser, at der stadig er tale om ret forskellige verdener. I beredskabsplanernes opfattelse af krisekommunikation er der fokus på “ekstraordinære hændelser” og på at have et “højt informationsniveau” i forhold til presse, samarbejdspartnere, befolkningen og kommunens medarbejdere. I krisekommunikationsplanerne er der fokus på “kommunens omdømme”. En krise defineres som “en ‘sag’, en ‘skandale’ i medierne eller udvikler sig i forbindelse med en ulykke”.
Hvordan koordinere?
Tiden er inde til, at de ansvarlige for de to typer af kriseberedskaber - med byrådet i spidsen - begynder at tale sammen. Ikke kun uformelt og en gang om måneden, men formelt og systematisk. Alle kommunale kriser i dag, inklusive ulykker og katastrofer, rummer en omdømmedimension. Beredskabschefer og kommunikationschefer skal lære hinanden bedre at kende og diskutere, hvordan de opfatter kommunikation. Måske skal man ligefrem begynde at tænke i fælles planer og politikker?
Stafetten går til Hans Mogensen
Hvad sker der med den interne kommunikation under en krise – set fra den kommunale kommunikationschefs stol? Det kunne vi godt tænke os at spørge Hans Mogensen om. Han er kommunikationschef i Silkeborg og en meget kyndig sådan.
Læs de tidligere indlæg her:
- Kommunikation kan flytte kommuner
- Hvorfor al den kommunikation i kommunerne?
