Af Ole Andersen, Arbejdsmarkedschef, Randers Kommune
Ovenstående spørgsmål stilles af Mette Rønnau, direktør for CABI. Som udgangspunkt kan man vel sige, at grunden til at vi stiller spørgsmålet er, at der mangler rummelighed. Jeg tror at den megen tale om det rummelige arbejdsmarked er et udtryk, at der bliver mindre og mindre plads på det.
Rummelighed er for mig lig med inklusion. Vi har i mange år talt om den inkluderende skole, der skulle sikre, at selv de sidste kom med på uddannelsesvognen. Dette har desværre ikke holdt stik. Tværtimod ser det ud til, at der opstår en større og større gruppe, der ikke har de fornødne kundskaber til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Nogle gange kan det se ud som om, at medarbejderne på jobcentrenes væsentligste opgave er at ”feje” op efter et forfejlet ungdomsuddannelses system.
Vi er blevet mindre rummelige
Nå, tilbage til spørgsmålet. Man kan jo starte med at spørge sig selv: ”hvor rummelig er du?” Det er jo et noget abstrakt spørgsmål, for det handler jo ikke om, hvor meget du kan indtage i rent fysisk forstand med derimod hvor meget din psyke kan rumme. Hvis min antagelse om, at rummeligheden er blevet mindre må jo samtidigt implicit betyde, at den sociale eksklusion er vokset.
Vores psyke kan altså rumme mindre end tidligere. Hvis det er tilfældet på individ niveau, så er det jo også tilfældet for kollektivet. Vi orienterer os mindre mod det kollektive og ser mere på, hvad der er godt ”for mig”. Der er jo en tendens til at flere og flere børn går i privat skoler. Det er et meget logisk udtryk for, at forældrene vil deres børn det bedste og derfor selv prioriterer, hvor de skal gå i skole og med hvem, men det betyder også, at det vi betegner som en fælles referenceramme udviskes. Folkeskolen burde jo være det forløb, som alle deltog i, og hvor vi allerede fra barnsben stifter bekendtskab med alle nuancer i samfundet.
Brug civilsamfundets muligheder
Derfor har vi også i stigende grad fået behov for at professionalisere rummeligheden. Det er jo en beklagelig udvikling! Jeg er selvfølgelig enig i rigtig mange af Mette Rønnaus refleksioner, men de er jo også i høj grad udtryk for de sørgelige konklusioner, som jeg har draget. Mette tager meget udgangspunkt i, hvad virksomheder og samfundet kan bidrage med. Jeg har lyst til at reflektere lidt over civilsamfundets muligheder. Om det er muligt at frisætte ressourcer, der kan hjælpe de socialt ekskluderede. Jeg vil gerne understrege, at dette selvfølgelig skal gå hånd i hånd med den professionelle indsats!
Unge ledige får ældre mentorer
I Struer Kommune har jobcentret fundet på en god ide. De oplever, at en masse af de ekskluderede unge mangler støtte i hverdagen og rollemodeller. Her har man så aktiveret civilsamfundet i form af frivillige seniorer, der støtter de unge. Det være sig pensionerede erhvervsfolk, skolelærere eller pædagoger. Jobcentret samarbejder med den unge og mentoren, og det har ført til gode eksempler på, at unge pludselig har fået en tro på, at de på en eller anden måde kan bidrage til samfundets udvikling. Og her er altså tale om seniorer, der arbejder helt frivilligt og uden løn. Der kunne peges på flere af den slags eksempler.
Vi bruger sociale tillidsmænd
I Randers Kommune har vi udviklet begrebet Social Tillidsmand. Det Lokale Beskæftigelsesråd yder i en periode støtte til, at en medarbejder på en given offentlig eller privat virksomhed får afsat ressourcer til at kunne støtte op om udsatte medarbejdere eller ny medarbejdere i praktik eller anden form for tilskud. Tilskuddet udfases over et par år, hvorefter virksomheden selv skal overtage det fulde frikøb. At opnå tilskud forudsætter også, at man indgår partnerskabs-aftaler med jobcentret, der aftaler, hvor mange personer og på hvilke vilkår man vil modtage udsatte personer. Den opmærksomme læser vil nok sige, at der ikke her er tale om at inddrage civilsamfundet, men hertil vil jeg svare, at det engagement, som de lokale tillidsfolk lægger for dagen langt overstiger det, som de aflønnes for.
Vi vil jo gerne bidrage
Det handler altså om at finde de rigtige personer. For folk vil gerne bidrage. Det handler bare om at finde ud af hvordan. Her kan den offentlige sektor understøtte arbejdet og være med til at bryde trælse barrierer ned, så det bliver livgivende og konstruktivt at ”give en hjælpende hånd” til et bedre og mere inkluderende samfund.
Stafetten går til Finn Lund Andersen
På ovenstående grundlag vil jeg gerne høre fra en af landets store virksomheder, hvordan de er rummelige, og hvilke udfordringer og fordele det giver, når man er rummelig. Derfor går stafetten til HR Direktør i Dansk Supermarked, Finn Lund Andersen, som forhåbentlig også fortæller, hvordan han ser, det rummelige arbejdsmarked blive endnu mere rummeligt.
