Af Mette Rønnau, direktør, CABI – Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats
435.000 mennesker i den arbejdsdygtige alder står uden for arbejdsmarkedet. Og så er de 129.000 på efterløn ikke talt med. Eller de 246.000 på førtidspension. Eller de knap 54.000 i fleksjob med offentligt tilskud. I alt knap 900.000 personer er på offentlig forsørgelse og står uden for det ordinære arbejdsmarked. Det burde være grund nok til at indse, at vi må gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt. Men måske er det ikke grund nok for virksomhederne – de ledige står jo ikke i vejen for deres daglige arbejde, så hvorfor skulle de bekymre sig? Private såvel som offentlige virksomheder, der spørger sådan, kan få et enkelt svar: Rummelighed er et springbræt for mennesker, der behøver hjælp for at komme til at yde. Til gavn for dem selv og for virksomheden, de yder for.
Det kan handle om at:
• rekruttere nye medarbejdere, der ikke kan arbejde 100 procent fra dag 1, og som kræver en ekstra indsats, før de bliver produktive kernetropper i virksomheden.
• fastholde medarbejdere, som er syge, og som på anden vis ikke kan præstere, hvad de plejer at kunne.
• forebygge ved at indrette virksomheden, så medarbejderne får optimale betingelser for at udføre deres arbejde uden at blive slidt op på krop og sjæl.
Væk med bøvlet og tænk langsigtet
Virksomhederne kan begynde med at spørge sig selv: ”Hvordan kan vi få noget ud af det her som virksomhed?”. Det vil kickstarte en strategisk proces indefra. Lovgivere, jobcentre, videnscentre som CABI og netværk af flere slags kan på forskellig vis stimulere processen, men i sidste ende er det den enkelte virksomhed, der afgør, om og på hvilken måde den vil være rummelig. En helt afgørende forudsætning, hvis vi skal have det til at ske i større omfang end i dag, er følgende: Jobcentrene og virksomhederne skal i endnu højere grad blive partnere, der i fællesskab løser udfordringen med de mange ledige og syge, som ikke er fit for fight.
For jobcentrene betyder det, at de skal definere sig selv som salgs- og serviceorganisationer, der lytter til virksomhederne og lægger præcise strategier for at komme i kontakt med dem. Og så skal de hjælpe og nurse de virksomheder, som vil være rummelige – jobcentrene må få bøvlet af vejen, så det bliver let at være socialt ansvarlig!
For virksomhederne er kodeordet strategi: De skal tænke langsigtet og målrettet om rummeligheden og fx behandle muligheden for praktik- og løntilskudsforløb som en gave snarere end som et frikort til billig arbejdskraft.
Har virksomhederne ører at lytte med, vil de kunne høre fra de erfarne virksomheder, at rummelighed betaler sig
Træd i karakter!
På de kommunale, regionale og statslige arbejdspladser er udfordringen ekstraordinær, og den kræver, at lokalpolitikerne træder i karakter: Det er en deprimerende statistisk sandhed, at løntilskudsforløb på offentlige arbejdspladser ikke fører den ledige tættere på arbejdsmarkedet, men længere væk. Det kan og skal gøres bedre, og den eneste vej frem er, at lederne påtager sig et ansvar. Det er også nødvendigt, at de økonomiske incitamenter er til at få øje på. Det skal være sådan, at det kun er de håbløse virksomheder, der fyrer de syge, lige så snart de kan komme af sted med det, og altid kun ansætter arbejdskraft, der ligner dem selv. Har virksomhederne ører at lytte med, vil de kunne høre fra de erfarne virksomheder, at rummelighed betaler sig. Et par tusind virksomheder i Danmark er allerede i dag med i netværk, hvor virksomheder udveksler gode fiduser om rummelighed. Men der er plads til mange flere.
Ind i jobkarusellen
Rummelighed er til virksomhedens egen gavn, hvis virksomheden forstår at tænke strategisk. Men rummelighed er absolut også til gavn for samfundet, der har behov for at spare, og for de ca. 435.000 ledige kontanthjælpsmodtagere, som i dag ikke er en del af det fællesskab, arbejde også er. Mange af de 435.000 kommer i arbejde af sig selv efter et stykke tid. Men rigtig mange har stået på sidelinjen år efter år. Uanset hvad jobcentrene gør, kan de ikke uden hjælp trylle disse mennesker i arbejde. Det kræver en håndsrækning fra virksomhederne.
I Danmark er der ca. 700.000 jobåbninger om året. Hvis man står permanent uden for arbejdsmarkedet, har man slet ikke adgang til denne konstant snurrende karrusel af nye job. Men hvis man bare én gang har været en del af karussellen, er det temmelig meget lettere at byde sig til over for de 700.000 årlige jobåbninger, som der er på landets i alt knap 300.000 arbejdssteder.
Det er temmelig usandsynligt, at alle arbejdsstederne køber idéen om rummelighed på én gang. Og der kommer ikke noget godt ud af at tvinge dem.
Men det er ikke det samme som at sige, at samfundet ikke skal gøre noget for at stimulere rummelighed. De rummelige virksomheder skal forkæles, bl.a. med økonomiske incitamenter. Erfarne virksomheder skal dele viden med mindre erfarne. Jobcentrene skal forstå sig selv som rummelighedens fødselshjælpere og tage ansvar for at få udviklet samarbejdet med virksomhederne. Og virksomhedernes ledere skal turde tænke strategisk om rummeligheden.
Stafetten går til Ole Andersen
Derfor vil jeg gerne sende stafetten her videre til leder af jobcenteret i Randers, Ole Andersen, og høre, hvordan man fra jeres synspunkt skaber et mere rummeligt arbejdsmarked?
