”Udover vores større indsats med at skabe fælles løsninger for virksomhederne på øen har vi noteret os, at aktiviteten generelt er på vej op. Antallet af ledige stillinger de sidste to måneder har ligget på 172 mod 130 på samme tid sidste år, og flere bornholmere end tidligere starter i nye jobs”, udtaler viceborgmester og formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget Steen Colberg Jensen.

Bornholms erhvervsklima skal op i den bedste halvdel

Politik

19/03/2015 16:35

Mikkel Sarka

I de kommende uger udsender Dansk Industri spørgeskemaer til deres medlemmer for at tage temperaturen på klimaet for erhvervslivet på Bornholm. Erhverv- og beskæftigelsesudvalget har sat som mål, at regionskommunen i år skal op i den bedste halvdel. Ambitionen styrkes af, at én indgang til erhvervslivet på Bornholm nu er en realitet. De første konkrete resultater er begyndt at vise sig.

Sidste års resultat af Dansk Industris måling af Lokalt Erhvervsklima var en ordentlig mavepuster for Bornholm. Formanden for DI Kenn Kjellberg gav efterfølgende begrundelsen, at det ikke kun handlede om kommunens service overfor erhvervslivet men også usikkerhed om slagteriet og skolestrukturen. 

”Nu hvor slagteriet er reddet og skolestrukturen på plads, håber vi ikke længere, at de temaer giver slør i målingen”, udtaler viceborgmester og formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget Steen Colberg Jensen. 

Én indgang til erhvervslivet 

Siden sidste år har kommunen lanceret én indgang til erhvervslivet på Landemærket i Rønne, hvor Bornholms Regionskommune, Business Center Bornholm og Væksthus Hovedstadsregionen er rykket sammen og er gået i gang med at skabe bedre rammer for erhvervslivet på Bornholm. Virksomhederne har nu én indgang, får ét telefonnummer og mulighed for både sagsbehandling og erhvervsservice på samme adresse.  

”Vi har flyttet indsatsen fra enkeltstående projekter til faste tilbud på hylderne, som er rettet til iværksættere og de virksomheder, som kan vokse. Regionskommunen har investeret 2 mio. kr. og er dermed den kommune i Danmark, der afsætter flest penge til erhvervsservice pr. indbygger”, fortæller viceborgmester og formand for erhvervs- og beskæftigelsesudvalget Steen Colberg Jensen. 

De første konkrete resultater begynder at vise sig. I forbindelse med at virksomheden Global Connect har vundet udbuddet af fiberudrulningen på Bornholm, har regionskommunen sat et hold, der gør at der laves en samlet plan for at byde dem velkommen, hjælpe med at finde domicil, rekruttere arbejdskraft, tilrettelægge planarbejde, godkende opsætning af udstyr og evt. køb af mindre erhvervsarealer. 

Øget fokus på rekruttering af arbejdskraft 

”Udover vores større indsats med at skabe fælles løsninger for virksomhederne på øen har vi noteret os, at aktiviteten generelt er på vej op. Antallet af ledige stillinger de sidste to måneder har ligget på 172 mod 130 på samme tid sidste år, og flere bornholmere end tidligere starter i nye jobs”, fortsætter Steen Colberg Jensen. 

Et fælles ønske fra kommune og virksomheder er ønsket om fokus på rekruttering af arbejdskraft. Lige nu er Bornholm det område i Danmark, hvor det er lettest at rekruttere den ønskede arbejdskraft, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Ingen unge skal tage fra øen uden at vide, hvad de kan vende hjem til. Derfor fortsætter regionskommunen arbejdet med den bornholmske uddannelsesmesse, BUM. Kommunen har taget initiativ til at samle virksomheder, som søger kvalificeret arbejdskraft på Rådhuspladsen i København den 18. april, og det lange seje træk med at sætte fokus på behovet for efteruddannelse løftes i flok i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd for Bornholm og af Campus Bornholm. 

Et andet vigtigt initiativ er genstart af dialogforum for kommunale udbud, hvor ikke kun Dansk Industri men også Dansk Byggeri og andre interesserede erhvervsorganisationer bliver indbudt til møder med kommunens administration forud for udbudsforretninger. 

Bornholms Vækstforum har i udkastet til den nye erhvervspolitik Vilje til Vækst sat et mål om, at arbejdet skal resultere i, at der skal etableres 200 nye private arbejdspladser på Bornholm de kommende tre år. 

 

 

Mest Læste

Annonce