Bredside fra Schall Holberg til Venstre

Politik

30/12/2015 18:13

Nick Allentoft

Særligt integrationsminister Inger Støjberg må finde sig i kritik fra partifællen Britta Schall Holberg.

Europaparlamentariker Jens Rohde har forladt Venstre og meldt sig ind hos De Radikale.

Folketingskandidaten Kåre Traberg Smidt har forladt Venstre, og det samme har tidligere hovedbestyrelsesmedlem Michael Jellesmark. Begge har meldt sig ind hos Alternativet. Trioen er kritisk over for Venstre-regeringens udlændingepolitik. 

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har også ytret sin kritik, og nu er der mere kritik fra egne rækker. 

Denne gang fra det mangeårige Venstre-medlem Britta Schall Holberg, der i et interview med Information blandt andet skyder med skarpt på udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Venstre har slået sig op på at stå for frihed til forskellighed. Det er et fantastisk slogan. Men for mig lyder det som om, regeringen nu nærmere står for had og intolerance.

- Politik er lederskab. Når man tager afstand fra andre mennesker på den måde, som vores integrationsminister gør, så smitter det også af på, hvordan befolkningen ser på andre mennesker. 

- Det nivellerer samtalen mellem mennesker, og sådan et samfund er jo ikke til at holde ud at leve i. Det er i hvert fald ikke et liberalt samfund, siger hun til avisen.

Britta Schall Holberg, der indtil 2011 var medlem af Folketinget, mener, at regeringen mangler langsigtede visioner på flygtningesituationen.

- Vi har forsøgt at holde de her mennesker ud i strakt arm i stedet for at være et åbent og internationalt parti. Vi bruger udlændingepolitikken til at samle stemmer, fordi vi er hammerbange for Dansk Folkeparti. Men stramningerne løser ikke de reelle problemer

- Samtidig giver vi køb på nogle af vores frihedsrettigheder, fordi vi laver sådan nogle panikløsninger, der slet ikke er gennemtænkt, siger den tidligere landbrugsminister og indenrigsminister.

Britta Schall Holberg henviser blandt andet til regeringens hastebehandling af en række vidtgående asylstramninger, hvor organisationer og partiernes ordførere fik mindre end ét døgn til at læse lovforslaget igennem.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, afviser Britta Schall Holbergs kritik.

- Venstre har en udlændingepolitik, som går på to ben. Det ene handler om at være åben for dem, der kan og vil Danmark. 

- Og det andet ben, som jeg vil medgive, at der har været mere fokus på, handler om, at antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, altså betyder noget for vores evne til at integrere dem. 

- Det har vi ikke været dygtige nok til i mange år, og derfor er en del af løsningen at begrænse tilstrømningen til Danmark, siger han til avisen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce