Brexit: Gennembrud betyder gennembrud – eller gør det?

Endelig, fredag den 8. december, så det ud til, at der kom et første gennembrud i forhandlingerne mellem Storbritannien og EU.

Det skete som afslutning på en dramatisk uge 49. Her havde den – må man antage – undrende britiske offentlighed hørt finansminister Phillip Hammond fortælle, at den britiske regering ikke havde haft nogen egentlig dybtgående drøftelse af, hvordan afstemningsresultatet fra folkeafstemningen skulle tolkes (ligesom parlamentet ikke har behandlet hvilken form for Brexit landet skal gå efter).

Det havde været en uge, hvor Brexitminister David Davis også frejdigt fortalte, at den britiske regering ikke havde foretaget nogen grundlæggende analyser af, hvordan Brexit (i de forskellige mulige udgaver) vurderes at kunne påvirke forskellige sektorer i britisk økonomi.

Væk er således den ellers velkendte britiske pragmatiske snusfornuft – erstattet af ren ideologi: Vi, den Konservative regering, vil helt ud af EU for enhver pris; vi vil have det såkaldte ’hårde Brexit’; vi gider ikke rigtigt undersøge betydningen for erhvervsliv, økonomi, og befolkning.

Sådan kommer det næppe til at gå. Det foreløbige forhandlingsresultat om de tre elementer i Artikel-50 skilsmissen har vist, at Storbritannien står i en svag forhandlingsposition. Ikke fordi briterne normalt er dårlige forhandlere – tværtimod har de ry for det modsatte og for at gøre deres hjemmearbejde overordentligt grundigt og målrettet. Årsagen er, at præmisserne og argumenterne bag Brexit er svage, når de møder virkeligheden.

Brexitargumenterne bygger primært på en svag og skinger retorik og ikke på fakta og substans. Den aftale, der kom ud af et dramatisk forløb i uge 49, viser de første tegn på, at briterne er på vej væk fra det hårde Brexit (ud af det indre marked, ud af toldunionen og væk fra EU-domstolen), og at de vil ende med at opgive den position. Det ses især i den del, der handler om det meget vanskelige grænsespørgsmål mellem Irland og Nordirland.

Den enkle årsag hertil er, at et hårdt Brexit simpelthen ikke vil være i Storbritanniens egeninteresse. I aftaletekstens afsnit 49 siges det nærmest i klartekst, at det hårde Brexit er på vej i baggrunden til fordel for et blødt Brexit med fortsat medlemskab af det indre marked og toldunionen.

Nu hvor første fase tilsyneladende er afsluttet, kan de to parter tage fat på de egentlige forhandlinger om deres fremtidige relationer, som starter inden for nogle måneder, når briterne har fået klargjort, hvad de ønsker at forhandle. Dette kan i sig selv vise sig at være en tidskrævende proces. Disse forhandlinger vil med stor sandsynlighed ikke kunne afsluttes i tide til, at en aftale kan være på plads, når Storbritannien forlader EU's politiske institutioner den 29. marts 2019. Det maksimale, der vil være opnået til den tid, vil være en aftale om en overgangsordning på mindst to års varighed, hvorunder  briterne fortsat vil være med i det indre marked og toldunionen.

Det meste hænger således stadig i luften. Og som den britiske regering understreger, er intet afgjort, før alt er aftalt. Den mest præcise prognose for, hvornår dette er afsluttet og med hvilket indhold er derfor: Tja, vi får se. Allerede få dage ’afslutningen’ af skilsmisseforhandlingerne, var resultatet i britisk udlægning blevet  til blot en hensigtserklæring. Brexit vil med stor sandsynlighed fortsætte med at dominere britisk politik i adskillige år til stor skade for nation og befolkning.

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på Den Offentlige, hvor en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde bidrager til at styrke debatten om EU. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.