Daginstitution i Skanderborg

10/03/2012 13:05

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Med opførelsen af en ny daginstitution til cirka 250 børn fordelt på vuggestue, børnehave, legestue og gæstedagpleje får Skanderborg-borgerne Danmarks største daginstitution og den første OPP-institution.

Daginstitutionen i Skanderborg er et OPP med forpligtet offentligt ejerskab ved kontraktens udløb og en fast købesum, der er fastsat til 60 pct. af anlægssummen (svarende til standardmodellens scenarium 1). Det betyder, at Skanderborg Kommune efter kontraktperiodens ophør efter 30 år har både ret og pligt til at købe ejendommen af OPP-leverandøren til den på forhånd fastsatte pris.

Projektet kom i første omgang i offentligt udbud. På grund af ikke-konditionsmæssige bud, hvor finansieringen ikke var inden for rammen valgte kommunen at genudbyde opgaven.

Værd at vide – OPP kan også være en fordel ved mindre byggeprojekter
Daginstitutionen i Skanderborg viser, at OPP kan være en fordel selv ved relativt små byggeprojekter (anlægssum på ca. 42 mio. kr.). Projektet viser, at OPP-modellen kan sikre, at bygninger optimeres og vedligeholdes, så de står distancen over mange år, og kan sælges tilbage til den offentlige myndighed. Denne fordel kan gøre sig gældende ved såvel store som små bygge- og anlægsprojekter.

Tre skarpe til Skanderborg Kommune v/ Kommunaldirektør Henning Haahr

Hvad er det bedste, der er kommet ud af projektet?

Det bedste er efter min mening, at totaløkonomien er tænkt igennem i forhold til et traditionelt totalentrepriseprojekt. Det betyder blandt andet, at den rumlige indretning og brug af materialer i 30 år er nøje overvejet. Derudover er interesser og roller klart defineret og alle parter tænker langsigtet. Svarer vedligeholdelsesstandarden fx ikke til den aftalte stand ved aflevering af byggeriet, så reducerer det kommunens betaling.

Hvad var det sværeste ved projektet?

Det sværeste var forståelse og forklaring af selve OPP-modellen – både for os selv og de forskellige aktører, som vi har samarbejdet med for at få projektet til at lykkes. Både politikere og entreprenører, medarbejdere i institutionerne og teknik- og byggefolk samt forældrebestyrelse skal have en forståelse for projektet

Hvilke erfaringer vil du tage med til næste projekt?

Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at der ikke er et finansieringsmæssigt aspekt ved at gennemføre et OPP-projekt. Alt andet end finansiering er for mig at se argumentet for at kaste sig ud i det. Jeg vil fremhæve to aspekter. Et erhvervsmæssigt aspekt, fordi offentlig-privat samarbejde konkret fremmer erhvervsudvikling. Og et organisatorisk aspekt om hvordan viden forankres i organisationen. Det kræver mange ressourcer at gennemføre et OPP og derfor bør den viden, som er genereret rulles ud over flere projekter – ellers er transaktionsomkostningerne meget høje.

Mest Læste

Annonce