Nu skal der findes spisevenner

18/12/2012 14:39

Kolding Kommune

Maden smager altid af mere, når man spiser sammen, og når vi spiser sammen med andre, spiser vi ofte lidt mere.

Kolding Kommune starter derfor i samarbejde med Ældre Sagen en spiseven-ordning for hjemmeboende ældre der får madservice i Kolding Kommune. Formålet er at styrke den sociale kontakt og få småt spisende til at spise lidt mere.

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen håber de frivillige spisevenner fra Ældre Sagen vil skabe gode og trygge rammer omkring måltidet.

”Vi ved fra Odense Kommune, at spisevenner skaber glæde og trivsel i hverdagen samtidig med at småt spisende borgere ofte får spist mere når de spiser sammen med andre”, fortæller Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen.

”Derfor er vi i Seniorudvalget glade for at have fundet penge til ordningen og håber rigtig mange madservicekunder vil gøre brug af den nye mulighed.

Det er Ældre Sagen i Kolding Kommune, der finder de frivillige spisevenner.

Formanden for Ældre Sagen i Kolding, Niels Madsen, har været med til at foreslå ordningen indført i Kolding Kommune, og han finder det naturligt, at Ældre Sagen er med til at løfte opgaven.

”Vi har allerede god erfaring med almindelige besøgsvenner. Dette er jo samme princip, hvor man så samtidig spiser et måltid sammen. Ligesom med vejret er maden altid et godt samtaleemne og en god måde at starte en snak på”, siger Niels Madsen.

Spiseven-ordningen fungerer ved, at der puttes en ekstra portion mad i den kasse som madservicekunden får. Ældre Sagen finder en spiseven der ”passer” godt til borgeren. Sammen finder borgeren og spisevennen ud af hvilken ugedag, de vil spise sammen og aftaler andre praktiske forhold. Spisevennen kan bestille de retter han eller hun ønsker ud fra en ekstra menuplan, der kommer med i kassen.

Det er Seniorudvalget der har afsat 110.000 kroner om året til spisevennernes ugentlige måltid hos de madservicekunde,r der gerne vil have en spiseven. Ordningen starter i januar 2013.

Spiseven-ordningen er frivillig og gratis, og du kan selvfølgelig stoppe med den igen, hvis det viste sig ikke at være noget for dig.

Hvis du gerne vil have en frivillig spiseven, eller hvis du selv kunne tænke dig at være spiseven, kan du få mere information og tilmelde dig ordningen hos Ældre Sagen i Kolding. Ring til Margit Thomsen tlf. 22 71 57 34 eller Flemming Hansen tlf. 20 42 65 28.


 

Billedtekst:

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (fra venstre), Lissi Bæk der er gruppeleder for Ældre Sagens sociale- og humanitære arbejde i Kolding, samt Flemming Hansen Margit Thomsen, glæder sig over den nye ordning, der træder i kraft i næste måned.

Mest Læste

Annonce