Seks øvelser gør børn klar til skolestart

03/12/2012 14:19

Greve Kommune

Sidste forår blev 25 børn flyttet fra børnehave og til SFO den 1. marts. Den tidlige indskoling var et forsøg, og den ekstra tid blev brugt til at træne børnenes motorik.

Børn bliver kloge af at kunne bruge kroppen. De forstår bedre, lærer bedre og udvikler sig bedre. Sådan konkluderer den nyeste forskning, og derfor fokuserer Greve Kommune på børnenes motorik.

En af metoderne er at lade børnene træne deres motorik, før de begynder i skolen. Det har Arena-skolen gjort i år, hvor 25 børnehavebørn begyndte ekstra tidligt i SFO.

Den 1. marts sagde de farvel til børnehaven og goddag til en SFO, hvor de blandt andet brugte tiden på at løbe, sprinte, bruge bolde og løbe gennem en forhindringsbane. Børnenes præstationer blev målt i begyndelsen og efter tre måneder, og fremskridtet var markant.

”Nogle af børnene kan forbedre deres motorik væsentligt, og samtidig har alle børn gavn af at træne og udvikle deres motorik. Det et godt projekt, og børnene bliver motiveret, fordi de hurtigt ser resultaterne af deres indsats, siger Charlotte Groftved, chef for Center for Dagtilbud & Skoler

Den samlede konklusion på motorik-indsatsen er blevet evalueret af lærere, pædagoger og forældre. Og alle er generelt positive over forsøget. Desuden har Arenaskolen besluttet at bruge motorisk træning i alle 0.-3. klasser.

Nu skal erfaringerne deles med resten af Greves børnehaver, skoler og SFO’er.

”Vi holder en temadag om emnet, hvor vi fortæller om erfaringerne, og vi forventer, at alle institutioner og skoler vil arbejde med børnenes motorik som en del af hverdagen,” siger Charlotte Groftved.

Mest Læste

Annonce