DA angriber S og DF for at føre skræmmekampagne

Politik

19/06/2017 11:35

Nick Allentoft

- De siger, at det er årsag til lønpres og social dumping og misbrug af vores velfærdsgoder. Hvortil vi bare siger, at det er postulater. Jeg har ikke set nogen dokumentation for nogen af delene,« siger DA-direktør til Information.

Udenlandske arbejdere kommer til Danmark og presser lønnen og arbejdsvilkårene på grund af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Sådan har det lydt fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, som har krævet, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) derfor begrænser denne bevægelighed.

Ny Europa-sektion på DenOffentlige

Europa-debatten er blevet historisk væsentlig. Derfor kan du på DenOffentlige.dk/europaeisk-samarbejde finde en selvstændig sektion, der debatterer og formidler fra debatten om Europa og det europæiske samarbejde.

Vores Europasektion skabes i samarbejde med udgiverne på DenOffentlige.

Og statsministeren har selv kritiseret det, han har kaldt »jordbærplukkere, der kommer til Danmark og arbejder nogle få timer om ugen og sender en dansk børnecheck ud af landet«.

Men nu advarer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) mod det, som viceadministrerende direktør Pernille Knudsen kalder en »skræmmekampagne« mod EU.

»De siger, at det er årsag til lønpres og social dumping og misbrug af vores velfærdsgoder. Hvortil vi bare siger, at det er postulater. Jeg har ikke set nogen dokumentation for nogen af delene,« siger hun til Information.

Den viceadministrerende direktør henviser til, at EU-borgere, der kommer til Danmark, som udgangspunkt er underlagt de samme arbejdsvilkår som danske statsborgere – og altså arbejder under de samme vilkår med hensyn til løn, ferie, afskedigelse, arbejdsløshed, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Og hvis arbejdsgiverne ikke lever op til overenskomsterne og/eller loven, er det enten en opgave for fagbevægelsen eller myndighederne at sikre, at dette sker.

Det samme gælder velfærdsydelserne, mener Pernille Knudsen. Der mangler beviser for, at disse faktisk misbruges.

»Selv om man selvfølgelig i EU diskuterer en indeksering i af de sociale ydelser, så skal man huske på, at de går til dem, der betaler skat i Danmark. Tværtimod er EU-borgerne en gevinst for Danmark, fordi de hverken er her, når de er unge eller gamle og altså dyre for samfundet, men er her for at arbejde. Så det er lidt en skræmmekampagne i forhold til EU,« siger Pernille Knudsen til avisen.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er en grundsten i EU’s indre marked og det europæiske samarbejde. Tanken er, at personer i højere grad vil søge derhen, hvor deres evner udnyttes bedst muligt, hvis man fjerner barrierer for personers frie bevægelighed mellem EU-landene. Det vil blandt andet bidrage til at sikre, at flere personer kommer i arbejde, samtidigt med at virksomheder i højere grad kan få den arbejdskraft, de efterspørger.

Tidligere på året konkluderede en rapport fra Erhvervsministeriet, at der har været et positivt bidrag til arbejdsstyrken og stigende arbejdskraftmobilitet. At en større andel af EU-borgerne er i beskæftigelse end personer med dansk oprindelse. Og at EU-borgerne er koncentreret i brancher, som mangler arbejdskraft. De er i forhold til danskerne i højere grad repræsenteret i brancherne »Rejsebureauer, rengøring og anden operationel service«, »Hoteller og restauranter« og »Landbrug, skovbrug og fiskeri«.

Særligt sidstnævnte to brancher er i disse år nogle af de brancher, som har sværest ved at tiltrække egnet arbejdskraft.

I alt konkluderede rapporten, at den samlede gevinst af det indre marked løber op i en årlig merindtægt på 65.000 kroner for et LO-ægtepar i ejerbolig, og at bruttonationalproduktet (BNP) er fem procent – eller 99 milliarder kroner – højere, end det ville have været, hvis Danmark handlede på baggrund af de almindelige internationale frihandelsprincipper.

Alligevel gik Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl under det netop afholdte folkemøde på Bornholm sammen om at opfordre Lars Løkke Rasmussen til at arbejde i EU for at skabe ligestilling af »lønmodtagerrettigheder med fri bevægelighed«.

»Det har aldrig været meningen med det europæiske samarbejdet, at vi skal konkurrere hinanden nedad,« sagde den socialdemokratiske formand, mens Dansk Folkepartis ditto har foreslået, at statsministeren indkalder til politiske forhandlinger allerede til august med henblik på at lave en aftale om, hvordan »vi vil håndtere problemerne om den frie bevægelighed«.

I dag afviser både Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis EU-ordfører kritikken fra DA. Dansk Folkepartis EU-ordfører, Kenneth Kristensen Berth, afviser, at bundlinjen på regnestykket for arbejdskraftens frie bevægelighed trods alt er et plus:

»Der kan lige så godt være minus, hvis man medregner, at nogle danskere af samme årsag holdes uden for arbejdsmarkedet. Det siger sig selv, at varernes frie bevægelighed er en overskudsforretning for Danmark, hvilket også er den eneste grund til, at vi bør fortsætte med at være medlem af EU. Men jeg går ikke ind for arbejdskraftens frie bevægelighed, for den ser vi for øjeblikket resultatet af i forbindelse med sigøjnerne, som laver ballade i København, og i forhold til danske lønmodtagere, som presses på lønningerne, fordi de skal konkurrere med udlændinge, som er villige til at arbejde for en lavere løn. Og selv når EU-borgere kommer hertil for at arbejde på overenskomstmæssige vilkår, vil lønnen oftest være lavere end danskernes, fordi de ikke er omfattet af lokalaftalerne.«

Socialdemokratiets EU-ordfører, Peter Hummelgaard, understreger til gengæld over for Information, at både han – og partiet – er »varme« tilhængere af det indre marked og den frie bevægelighed.

»Men vi er bare nødt til at sikre, at denne også er fair for alle. Man kan ikke lukke øjnene for, at der er nogle ubalancer mellem på den ene side det indre markeds frie bevægelighed og så på den anden side hensynet til og respekten for lønmodtagernes rettigheder og vilkår. Og hver gang EU-Domstolen skal tage stilling til en konflikt mellem de to hensyn, så falder det ud – som det også står i traktaterne – til fordel for det indre markeds fire friheder,« siger Peter Hummelgaard.

Mest Læste

Annonce