"Målet med vores udspil er at få flere mennesker i arbejde. Fra midten af 2020'erne står vi over for meget store underskud i de offentlige finanser, så langt øjet rækker. Det er en nødvendighed, at vi kommer til at arbejde mere," siger administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard.

DA: Hullet mellem mindsteløn og ydelser er for lille

Velfærd

07/04/2015 12:12

Mikkel Sarka

Om få år står Danmarks økonomi i en uholdbar situation. Derfor er nye reformer absolut nødvendige, mener DA.

Der skal skæres i en række offentlige ydelser og generelt ske markante ændringer på arbejdsmarkedet, hvis dansk økonomi ikke skal ryge ud af kurs om blot få år, mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Et af de største problemer for økonomien er nemlig, at gabet mellem mindstelønnen, og hvad man kan få i forsørgelse af det offentlige, er for lille, lyder det fra administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard.

- Det er nødvendigt, at de offentlige ydelser ikke skaber en forskudt mindsteløn. Der skal skabes et større hul mellem ydelserne og mindstelønnen, siger han til Ritzau og tilføjer:

- Der er ingen vej uden om. Der skal gøres noget markant. Vi står i løbet af få år med en ubalance i dansk økonomi, som er uholdbar. Det er uansvarligt, hvis politikerne ikke løser problemerne med en række reformer.

DA har i Berlingske tirsdag fremlagt 28 forslag til store reformer af alt fra førtidspensionen over sygedagpengene og fleksjobbene til kontanthjælpen.

Blandt andet ønsker DA at sænke kontanthjælpen for forsørgere over 30 år med lidt over 1000 kroner om måneden, mens både sygedagpengene og førtidspensionen skal nedsættes med mere end 4000 kroner om måneden.

Reformerne skal give danskerne et større incitament til at arbejde i stedet for "at bevæge sig længere og længere væk fra arbejdsmarkedet".

- Målet med vores udspil er at få flere mennesker i arbejde. Fra midten af 2020'erne står vi over for meget store underskud i de offentlige finanser, så langt øjet rækker. Det er en nødvendighed, at vi kommer til at arbejde mere, siger Jørn Neergaard.

Han afviser dog, at der er tale om en økonomisk pisk, fordi Danmark stadig har "et af de mest lukrative forsørgelsessystemer".

I stedet er det et tiltag med afsæt i svenske reformer, som ifølge DA vil effektivisere systemet og udnytte lediges arbejds- og restarbejdsevne.

Ifølge Jørn Neergaard har DA ikke fået tilkendegivelser om støtte til forslagene fra politisk hold.

Her vil arbejdsgiverne skære i sociale ydelser   En lang række sociale ydelser bør ifølge Dansk Arbejdsgiverforening skæres markant ned.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) foreslår i et notat 28 reformer af alt fra førtidspension over sygedagpenge og fleksjob til kontanthjælp.

Her kan du se konkrete ændringsforslag på en række sociale ydelser:

* Kontanthjælp for forsørgere over 30 år

Nuværende ydelse: 14.416 kroner

DA-forslag: 13.515 kroner

* Kontanthjælp for ikke-forsørgere over 30 år

Nuværende ydelse: 10.849 kroner

DA-forslag: 9041 kroner

* Førtidspension

Nuværende ydelse: 17.987 kroner

DA-forslag: 13.515 kroner

* Sygedagpenge for ledige

Nuværende ydelse: 17.987 kroner

DA-forslag: 13.515 kroner

* Sygedagpenge for beskæftigede

Nuværende ydelse: 17.987 kroner

DA-forslag: 17.987 kroner.

* Jobafklaringsydelse**

Nuværende ydelse: 14.416 kroner

DA-forslag: 13.515 kroner

* Ledighedsydelse**

Nuværende ydelse: 15.947 kroner

DA-forslag: 13.515 kroner

* Ressourceforløbsydelse**

Nuværende ydelse: 17.987 kroner

DA-forslag: 13.515 kroner

** = Jobafklaringsydelse, ledighedsydelse og ressourceforløbsydelse skal ifølge DA afskaffes helt som selvstændige ydelser. De er taget med i DA's udspil for at illustrere den nedgang, som modtagerne ifølge DA bør opleve.

Kilder: Dansk Arbejdsgiverforening, Berlingske

 

Mest Læste

Annonce