Danmarks største energipark: Sådan blev 14 øre til 22 mio på rekordtid

Infrastruktur

12/05/2016 09:55

Nick Allentoft

Historien om et anlægsprojektet, der var i kapløb med tiden, for tilskuddet til solceller ville falde med 14 øre pr. kilowatt time til nytår. Med en årlig produktion på 16,2 mio. kilowatt timer bliver 14 øre til 22,6 mio. kr. over de 10 år, som støtten løber.

Vindmøller og solceller står på rad og række i Danmarks største energipark ved Hjortmose-Nørhede – den dækker et areal, der svarer til 57 fodboldbaner. De 22 vindmøller (3.3 MW) har tilsammen en kapacitet på 72 MW og kan dække behovet i op til 57.000 danske husstande, mens de 69.000 solcellepaneler alene dækker 2.5 % af kommunens samlede behov for el.

Samlet set er stedet Danmarks største energipark, men vindmøller og solceller har forskellige ejere.

Solcellerne, som i alt har kostet ca. 125 mio. kr., er ejet af 10 lokale interessenter. En af dem er installatør Karsten Conradsen fra firmaet BroCon, som også har stået for hele projektet.

 

Kapløb med tiden

- Det startede egentlig i 2012, da Karsten Sandal fra vindmølleparken ringede og bad om tilbud på 15 megawatt solceller. Det fandt vi en pris på, men af mange grunde blev projektet ikke til noget. Så i 2015 tog vi sagen op igen, og derfra gik det stærkt, fortæller Karsten Conradsen.

Anlægsprojektet var et kapløb med tiden, for tilskuddet til solceller ville falde med 14 øre pr. kilowatt time til nytår. Med en årlig produktion på 16,2 mio. kilowatt timer bliver 14 øre til 22,6 mio. kr. over de 10 år, som støtten løber.

Parterne skrev kontrakten under med en kinesisk solcellefabrik og en tysk leverandør af de omskiftere – invertere – der laver strømmen om til 230 volt, så strømmen kan gå på elnettet.

Begge leverandører var godkendt af et internationalt forsikringsselskab, som har forsikret anlægget. Det krævede Ringkøbing Landbobank, der har finansieret 85 pct. af solcelleanlægget.

 

Produceret på én uge

Den kinesiske fabrik Talesun producerede alle 69.000 solpaneler på en uge og pakkede dem i containere på tre skibe. At betale: 90 mio. kr., ellers kommer skibene ikke fra kaj. Det var nogle lange uger for Karsten Conradsen og hans makkere, men alt kom rettidigt: 81 lastbiler med solceller og 50 lastbiler fra Tyskland med 750 invertere og 1000 tons stålstativer.

1. oktober gik arbejdet i gang. 100 mand knoklede løs. Alene Brocons folk trak 320 kilometer kabel fra panelerne til inverterne og 25 kilometer kabel i jorden. Og så skulle RAH have trukket 10 kilometer højspændingskabel.

Undervejs blev det regnvejr i ugevis, og de stakkels håndværkere gik i mudder til langt op ad skinnebenene. Men færdige blev de, og den 23. december blev det enorme anlæg koblet til nettet, så ejerne havde garanti for en pris på 1,02 kr. pr. kilowatt time.

 

Pensionsordning

For Karsten Conradsen og hans medinvestorer er solcelleanlægget en pensionsordning.

- Hvis alt går efter planen, betaler vi anlægget ned på 9,5 år. Tilskuddet bortfalder efter 10 år, og så står vi med en lotteriseddel. Hvis elprisen er høj, tjener vi mange penge, hvis den er lav, kan det knap nok hænge sammen, forklarer Karsten Conradsen.

Mest af alt synes han, det er spændende at være med til.

- Jeg er glad for, at vi bidrager til, at Ringkøbing–Skjern Kommune når sin målsætning om at gå over til 100 pct. vedvarende energi i år 2020. Jeg synes, det er spændende med grøn energi, og jeg har både solvarme, jordvarme og solceller hjemme privat, fortæller Karsten Conradsen.

- I kommunens energiråd er vi selvfølgelig stolte af, at vi har Danmarks største energi-park her i kommunen og vi håber, at den motiverer til andre initiativer for vedvarende energi i kommunen, siger formand for Energirådet, Peder Sørensen, der er medlem af byrådet for Alternativet.

 

FAKTA om Energiparken

69.000 solceller er sammen med vindmøllerne ved Hjortmose-Nørhede både landets største energipark og et vigtigt privat bidrag til Ringkøbing-Skjern Kommunes vision om at være 100 % selvforsynende med vedvarende energi, Energi 2020.   Vindmøller
  • 22 Vestas-vindmøller af typen V112 – 3,3 MW – 150 meter høje
  • Møllerne producerer strøm til 57.000 husstande.
  • Pris inklusiv 20-årig serviceaftale: Ca. 750 mio. kr.
  • Ejer: 22 lokale investorer og lodsejere.

Solanlæg

  • 69.000 250 watts solpaneler fra Talesun.
  • Solcellerne producerer strøm til 4000 husstande
  • 750 stk. 20 kilowatt invertere fra SMA
  • Pris: Ca. 125 mio. kr.
  • Ejer: 10 lokale interessenter

 

Mest Læste

Annonce