Danmarks største skoleprojekt skydes i gang

Politik

20/04/2015 10:24

Suleman Haider

242 skoler, 10.000 fagprofessionelle og 79.000 elever går nu i gang med det største skoleudviklingsprojekt i kølvandet på reformen. Over fire år skal de deltagende kommuner udvikle ny praksis og kunne dokumentere mærkbare forbedringer for elevernes læring og trivsel.

Den 20. april går startskuddet for det største skoleudviklingsprojekt i Danmark: Program for læringsledelse. I programmet deltager Billund, Fredericia, Frederikssund, Haderslev, Hedensted, Holbæk, Horsens, Kolding, Nordfyn, Roskilde, Svendborg, Thisted og Vesthimmerland Kommuner.

Programmet ledes af LSP, Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis (LSP), Aalborg Universitet og det gennemføres i samarbejde med Center for Offentlig Kompetenceudvikling (COK).

Den 28. oktober 2014 bevilgede A. P. Møller Fonden 21 millioner kroner til ”program for forskningsinformeret, målstyret skole- og kompetenceudvikling”, i daglig tale: Program for læringsledelse. I programmet deltager 13 kommuner med i alt 242 skoler (matrikler), godt 10.000 lærere, pædagoger, ledere og andre fagprofessionelle samt ca. 79.000 elever. Hver kommune bidrager med 650.000 kr., hvorved det samlede bevillingsbeløb er 29,45 millioner kr.

Programmet er baseret på fire indsatser:

1.    Lærere, pædagoger, ledere og skoleforvaltninger skal tilrettelægge arbejdet efter lærings- og kompetencemål. Det forudsætter en ny professionel praksis på alle niveauer i folkeskolen.

2.    Den pædagogiske indsats skal baseres på forskningsbaseret viden om, hvad der virker bedst. Det forudsætter, at forskningsbaseret viden bruges og er tilgængelig i en form, der umiddelbart kan omsættes til praksis.

3.    Indsatsen skal ske på grundlag af data om lærings- og udviklingsresultater på den enkelte skole. Det forudsætter, at elevernes læring og trivsel på den enkelte skole og i den enkelte klasse skal gøres synlig for lærere og ledere.

4.    Forandringen skal bæres af en omfattende kompetenceudvikling for alle, der er tilknyttet folkeskolen. Det forudsætter, at der skal tilbydes efteruddannelse og udvikling på en måde, som understøtter de opstillede mål og samtidig er koblet direkte til den pædagogiske praksis, og som kan bruges til at takle de udfordringer, den enkelte underviser og leder står med.

Mest Læste

Annonce