Dansk Erhverv: Brug pengene smartere på socialområdet

Velfærd

12/09/2013 15:24

Jesper Brønnum

Dansk Erhverv roser regeringens nye plan for socialområdet. Nu skal idéerne konkretiseres i praksis, og vi kan komme langt - også uden ekstra bevillinger - hvis vi bruger de eksisterende midler ordentligt.

Regeringen har i dag offentliggjort sin 2020-plan for socialområdet. Planen kommer uden ekstra bevillinger, men det vækker ikke bekymring i Dansk Erhverv:


”Hvis vi reelt ønsker at gøre en forskel for de socialt udsatte, så handler det ikke bare om flere penge, men om at bruge de eksisterende midler mere fornuftigt. Det gør vi ved mere systematisk at gøre brug af de kompetencer og aktører, der ved mest om målgruppen, og det sker ved at styrke samarbejdet med de ikke-offentlige aktører,” siger velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv, Marie Louise Kirring Løvengreen.

Undersøgelser fra Dansk Erhverv viser, at kommunernes mangelfulde budgetter i forhold til egne institutioner og tilbud betyder, at de typisk er langt dyrere, end kommunen selv antager. En afklaring af det område ville i sig selv kunne frigive millioner til understøttelsen af 2020-planen.

”De private og selvejende institutioner kan typisk nå den enkelte borger på en måde, der ligger ud over, hvad det offentlige kan, og de kan løse opgaverne til konkurrencedygtige priser. Det handler simpelthen om af få mere kvalitet for pengene. Socialområdet har alt for længe været præget af en offentlig sektor, der ikke tør slippe kontrollen, og som derfor ikke får realiseret den fulde gevinst af indsatserne for vores udsatte borgere,” siger hun og fortsætter:

”For eksempel har vi flere eksempler på, at puljemidlerne i forlængelse af satspuljen til tider kun kan søges af kommunerne.”

”Private og selvejende organisationer skal ikke til at overtage hele det sociale område, men når de nu har en særlig ekspertise, så er det da dumt ikke at trække på den. Det handler om at vælge de rigtige indsatser og sikre koordination, så de socialt udsatte børn, unge og voksne får de bedste tilbud,” siger hun.

Konference om samarbejde på velfærdsområdet
Dansk Erhverv efterlyser en egentlig strategi for samarbejdet mellem det offentlige og de private og selvejende aktører.

På tirsdag d. 17. september holder erhvervsorganisationen således Velfærdens Årsdag, hvor blandt andre Annette Vilhelmsen, Margrethe Vestager og Jan Rose Skaksen giver deres bud på, hvordan vi får de offentlige, private, selvejende og frivillige aktører til at danne fælles front.

Desuden offentliggør Dansk Erhverv og Selveje Danmark en række anbefalinger til, hvordan vi får endnu mere ud af samarbejdet på velfærdsområdet.
 

For yderligere oplysninger kontakt velfærdspolitisk chef i Dansk Erhverv, Marie Louise Kirring Løvengreen, på tlf. 20937448 eller [email protected]
 

Mest Læste

Annonce