De protesterer mod velfærdsstatens politik men: Venligboere og Næstehjælpere giver nyt håb for velfærdssamfundet

I en modreaktion til velfærdsstatens politiske kurs giver to bevægelser nyt håb for det velfærdssamfund, som politikerne har fejlet med.

Det er egentlig en solstrålehistorie for alle, der tror på velfærdssamfundet. Borgere i tusindtal er begyndt at handle af egen kraft mens staten langsomt kvæler de sidste rester af velfærdsmodellen.

Ordstyrer eller inspirerende foredrag?

Chefredaktør Nick Allentoft kan bookes som ordstyrer eller foredragsholder. Skriv til os.
 
Læs også hans analyser, ledere, anmeldelser og artikler, der sætter debatten og udviklingen i skarpt perspektiv. Følg vores chefredaktør her

I forbindelse med flygtningekrisen sidste år blev Venligboerne landskendte, og har siden bredt sig til flere steder i Danmark. Venligboerne har tilført debatten noget nyt og berigende, nemlig fokus på samfundet frem for staten. De har i menneske til menneske kontakten vist, hvad samfundet kan. Venligboerne har samtidig - indtil den nyligt opståede interne konflikt - formået at holde politik og venlighed afskilt, fordi ingen politikere kan tage patent på venlighed, og intet samfund har sammenhængskraft uden venlighed renset for politik. Det er væsentligt i en tid, hvor velfærdsstaten strammer grebet om sine borgere gennem reformer, respektpakker og stram styring.

Senest er Næstehjælperne kommet til. De er nyt medlem af det, som DenOffentlige for tre år siden døbte den sociale modstandsbevægelse. Næstehjælperne, der på få uger har samlet godt 5000 mennesker, sørger for hjælp mellem mennesker for at holde en næstekærlig hånd under udsatte borgere, der får stadig strammere økonomi mens staten forsøger at presse - eller hjælpe dem alt efter retorik - ind på arbejdsmarkedet. Allerede for tre år siden opstod på Facebook en lignende hjælpegruppe, men dog af mere praktisk karakter - Ting bortgives til udsatte, som i dag har godt 20.000 medlemmer på Facebook. Modsat Venligboerne har denne gruppe et politisk element i sig. De protesterer mod velfærdsstatens kurs mod udsatte borgere, men de svarer igen med velfærdssamfundets sammenhængskraft.

Læs om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid. Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

Med Næstehjælperne og Venligboerne som synlige bevægelser anes en ny udvikling, hvor samfundet tager over, når staten fejler.

Velfærdens paradoks

Når samfundet på denne måde leverer en modreaktion til statens linie opstår et sært paradoks. Venligboere og Næstehjælpere taler om protester og reaktion mod statens opførsel, men med deres handlinger viser de, at mennesker er bedst hjulpet af mennesker, og de færreste af os smiler over mødet med systemer.

Dermed står vi efter fire-fem årtiers forsøg på at skabe en velfungerende velfærdsmodel i en historisk konflikt mellem samfundet og staten.

I årtier har velfærdsstaten målrettet søgt at skabe tryghed og sikkerhed for den enkelte borger, men den har på mange måder fejlet. Socialpolitisk, styringsmæssigt og - nå ja - skattemæssigt. Alligevel holder staten stædigt fast i sin måde at se landet på. Det er som om staten slet ikke kan anerkende samfundets betydning og rolle, og det er naturligvis skidt.

Nu har samfundet fået nok, og en modreaktion er igang helt uafhængigt af, hvad staten måtte finde på.

Signalerne om denne gryende udvikling har været mange og længe. Udviklingen i borgernes tillid til politikerne er et. Valgresultater siden Jordskredsvalget i 1973 er andre.

Måske er endda også tonen i debatten et stærkt signal, for mens den generelle debat bliver mere og mere polariseret i en kamp om statsmagten, så står flere og flere af, og engagererer sig i ting, der gør en konkret og praktisk forskel. Nogle handler i det samfund, de tilhører, mens andre stadig tror på forandringer gennem staten.

Derfor bliver det spændende at se, om Venligboere og Næstehjælpere kan fastholde deres rod i samfundet, eller om politiske interesser langsomt overtager bevægelserne og dermed bryder den sammenhængskraft, som er samfundets styrke og statens mulighed. 

 

Emneord: Venligboerne, Næstehjælperne, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Velfærdssamfundet, Chefredaktør Nick Allentoft, Social modstandsbevægelse, Sociale modstandsbevægelse, Kvmail2017
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 167 | Events: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Kommentarer
  • 28.08.16 Nick Allentoft, chefredaktør & stifter
    Tak Kurs W

    Tak for tankevækkende og velskrevet bidrag til debatten Kurt W. Det er interessant at se 80'er og 90'er generationerne, som du gør her.
    BH

  • 26.08.16 Kurt Wissendorf Møller
    Centralisme eller decentralisme. Thats The Question...

    Helt overordnet står det politiske slagsmål mellem de to måder at anskue et samfunds styring på.
    I det øjeblik stat og samfund kommer i konflikt med hinanden, så opstår den polarisering, vi oplever i dag.
    "Staten", dvs ledelseslaget bestående af politikere og administration har sat sig for at optimere det, som Birthe Lauridsen forlanger, med god ret iøvrigt, at vi alle skal være lige for loven. Denne optimering sker og er sket på bekostning af større ulighed. De rige bliver rigere, fordi staten reducerer balanceniveauet gennem skattenedsættelser, der først og fremmest kommer de mest velstillede til gode. Betalingen af regningen bliver helt kynisk sendt til de, der har størst behov for støtte, der bliver sendt ud i decideret fattigdom på dobbeltdogmet:
    I er nogle uduelige nassere og oven i det er i udannede og uuddannede, så nu skal vi lære jer, hvordan I skal opføre jer, så I kan lære at tage jer sammen.
    Heroverfor står samfundet, der i denne kontekst er statens grundlag, men samtidig afstår fra at anerkende statsledelsen vej.
    Det har fået adskillige mennesker til at opdage, at hvis vi skal leve i et anstændigt samfund, så kan vi ikke stole på statens evne til at sikre ret og rimelighed, der i dansk sammenhæng ikke betyder revolutionære krav om en endelig omvæltning, men bare ret og rimelighed, og hvis staten ikke længere kan eller vil sikre det, så må vi påtage os at ændre det, bedst ved at tage sagen i egen hånd, altså en decentral indsats, der er en kompensationsmekanisme for en hjerteløs stat.
    Jamen, stat og samfund består da af de samme mennesker, ikke?
    Jo det er netop det demokratiske paradoks, som er opstået som en følge af mange forhold, hvoraf et er den afpolitisering, der blev et resultat af, at ungdommen i 1980'erne og 1990'erne meldte sig ud af politik, og overlod udviklingen til deres forældres forgodtbefindende. Konsekvenser heraf blev ovenstående, og de mange diskussioner om frihed, lighed og solidaritet, er nu endt i et frihedsdogme, der fuldstændig overskygger ligheden og solidariteten.
    Derfor er den kamp, der rejser sig nu, endnu engang en generationskamp, som vi oplevede den i tiden efter 2. verdenskrig, hvor ungdommen krævede retten til indflydelse, som vi fik gennem politiske krav og pres.
    Den ånd skabte velfærdssamfundet, men det er nu denne ungdom, der som ældre svigter de idealer, der bar politiske og økonomiske fremskridt, der aldrig var set før i historien, hvad der kun er lykkedes, fordi vores børn trak sig ud af politik.
    De ændringer, vi ser i dag, synes at være et resultat af, at 80'er og 90'er-generationen alligevel er blevet opmærksom på, at denne tilbagetrækning nu er blevet så problematisk, at de kaster deres energier ind i korrektioner af den statslige handlen og på decentral vis forsøger at kompensere herfor gennem græsrodsbevægelser som Venligboere og Næstehjælpere. Da de ingen politisk erfaring har, bliver indsatsen givet næse til næse med ofrene for den aktuelle tilstand, samtidig med at de peger på politikerne svigt gennem politikerlede.
    Indtil videre har de kun manifesteret sig politisk i Alternativet, der har formået at vise, at fællesskab og fælles ansvar fortsat er en nødvendighed, men at den skal komme fra 'folket', dvs samfundet, fordi staten har svigtet sit ansvar.
    Derfor tak for, at I, der indtil nu har vendt staten og politikken ryggen, er kommet på banen. Det rykker!

  • 25.08.16 birthe Lauridsen
    hvornår er velfærdssamfund blevet til velfærdsstaten?

    Jeg syntes at skelnen mellem stat og samfund er kunstig.

    Det er statens opgave at administrere velfærdssamfundet og det kan ikke erstattes af private grupper. Private grupper er altid afhængig af hvad det enkelte medlem vil og kan, mens staten skal leverer det som vi i fællesskab (hele landet) har besluttet er rimeligt. Og vi kan som borger vide hvor vi står, hvis behovet for sikkerhedsnettet opstår.

    At der så pt. Er et flertal i folketinget der ikke ønsker at vi skal have velfærd for alle er så kun beklageligt og det prøver grupper som f.eks. næstehjælperne at bøde lidt på. Men den vil aldrig erstatte velfærdssamfund.

Bring en kommentar

KODEKS FOR KOMMENTARER
På DenOffentlige.dk opfordres læserne til at deltage i debatten og kommentere indholdet. Redaktionen har tillid til at debattører udviser god opførsel og ordentlig tale. 
 
I ønsket om en konstruktiv debat forbeholder redaktøren sig ret til at slette en kommentar uden varsel, hvis den:

* Alene kritiserer

* Er skrevet i grimt eller nedladende sprog

* Kommer med åbenlyst absurde angreb eller påstande

* Indeholder injurierende indhold

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

Nyhedsbrevet fra DenOffentlige