SAND – De hjemløses landsorganisation er hver dag i kontakt med unge hjemløse landet over. Deres historier handler ikke om sko til 2000 kroner eller loft over kontanthjælpen. Den handler om rå og uforfalsket overlevelse. Om svigt på svigt, om mangel på boliger, der er til at betale og om en beskæftigelsesindsats, der pisker og stresser i stedet for at støtte og motivere.
De unge bøjer hovedet i skam og accepterer deres skæbne som fattige, utilpassede og fejlslagne velfærdseksperimenter.
I morgen sætter DR2 kl 21.30 fokus på de unge hjemløse i programmet DR2 Undersøger. Jeg tillader mig derfor her at ytre mig på deres vegne.
I programmet vil I møde Andreas. Han er hjemløs og blev vurderet uddannelsesparat på jobcentret. Derfor fik han et beløb udbetalt om måneden, svarende til en SU. Forskellen er bare at Andreas hverken kan få SU lån, kollegieværelse eller har mulighed for at tjene så meget som en krone ved siden. Men han skal kort sagt se at komme i gang med en uddannelse, desuagtet han har store psykiske problemer og bor på en boform for socialt udsatte. Problemet er, at Jobcenteret i mange tilfælde ikke er i stand til at foretage vurderinger af psykisk syge, misbrugere, ja - og af de mange andre problematikker hjemløse har. Unge som Andreas får derfor ikke den hjælp de har behov for og ryger derfor længere og længere udover kanten. Der skal laves en social handleplan, sættes en koordinerende sagsbehandler på, findes en bolig, tages fat på de psykiske udfordringer – og så – på sigt – skal Andreas støttes i at tage en uddannelse eller få et arbejde.
Men Andreas er langt fra et enestående tilfælde.
For pokker. Jeg har mødt en ung mand, der bor i et kælderrum uden varme, lys eller vinduer. Faktisk blev vi fra SANDs side nødt til at købe en varmeovn så kælderrummets beboer dog kunne holde varmen. Den kunne ikke bevilges andetsteds fra. Der er også de unge, der bor på må og få, og på vilkårlige sofaer. Helt unge piger, der bor i biler, på herberger, på gaden, fra kommune til kommune og fra svigt til svigt. Jeg møder unge, der respekterer og accepterer, at deres familier og netværk har vendt dem ryggen. Enten passer deres kultur ikke til familiens selvopfattelse eller også har de levet et omtumlet liv, der bevirker at de er faldet lige lukt igennem netmaskerne på velfærdssystemet.
For pokker. Jeg møder 21-årige kriminalitetstruede hjemløse på herberger, hvor deres største ønske er at leve et ”normalt” liv. De vil væk fra gadepenge, de vil have et trygt liv og de sidder fast. Bundet til et liv på kanten.
Jeg møder dem med lede over dig, ham og alle. Jeg møder dem, der råber uden at blive hørt, dem, der lider uden at blive lindret og dem, der sover uden at drømme. Dem, der ikke kan trække på en familie, dem der ikke kan betale sig ud af problemerne.
For pokker. Jeg forsøger helt aktuelt at hjælpe en ung kvinde. Hun har fra barnsben haft ekstremt hårde odds, og har aldrig fået den hjælp, hun som borger i et velfærdssystem har krav på. Ikke som barn – og ikke nu som ung voksen. Nu er hun fanget i et limbo af misbrugsbehandling og psykosocial indsats.
Hun er for angst til at få behandling for sin psykiske lidelse og hun er for misbrugende til at få psykologisk behandling! Og ingen ved rigtigt hvad de skal stille op.
Jeg ser dem med behov for en håndsrækning, der i stedet bliver viftet væk. Dem, der har behov for en tillidsfuld samtale, men i stedet må tage til takke med et nummer til køen.
Ingen skal bilde mig ind, at det er investering i fremtiden – og med et fortærsket udtryk; så kan vi sgu ikke være det bekendt.
Smid de bureaukratiske og administrative lænker og virkelighedsfjerne meninger om menneskelig udvikling. Frigiv pædagoger, lærere, socialrådgivere, sagsbehandlere og andre fagpersoner til at gøre deres job. Sørg for, at der er boliger, de unge rent faktisk kan betalte – og lad være med at klemme dem så hårdt økonomisk, at det hele kan være lige meget.
Gør op med tanken om, at det er fornuftigt at behandle mennesker som underfrankerede pakker. Stop med at sende de unge fra system til system og person fra person.
Lad os skelne mellem et los i røven og et kærligt klap i den rette retning.
På vegne af Danmarks unge hjemløse
René Nielsen, SAND
