Sådan siger socialrådgivere i min specialeundersøgelse om helhedsorienteret familiearbejde omkring udsatte børn og familier. Helhedsorienteret familiearbejde skal forstås som en måde at praktisere familiearbejde på, hvor alle relevante professionelle interessenter tænkes ind som et bidrag, til én samlet indsats omkring familien. I min specialeundersøgelse udtrykte socialrådgivere en forståelse af, at man ikke har mulighed for at lave socialfagligt arbejde, fordi det er vigtigere at opfylde de dokumentationskrav der lovgivningsmæssigt forskrives. Krav som socialrådgiverne fortæller, har afgørende betydning for den faglige kvalitet som leveres af socialrådgiverne, ude i de trængte familier. Socialrådgiverne siger at kerneopgaven har flyttet sig i retning af mere systemfokusering og mindre menneskeorientering.
Læs også: Bettina Post: Odense-sag starter vigtig debat om faglighed og økonomi
Debatten om den pressede socialrådgiver trænger til et perspektivskifte, hvor vi skaber en bevægelse fra et systemorienteret fokus til et menneskeorienteret fokus. Det kræver, at både politikere og ledere begynder at tage det her alvorligt og træder i karakter, når det systemiske og styringsmæssige åbenlyst tager overhånd. Eksempelvis bliver socialrådgiverens arbejdsliv aktuelt fremstillet med fokus på den ubalance der er mellem krav og ressourcer. Mediedebatter taler om øget dokumentation i socialrådgivernes arbejde og en stigende bureaukratisering. Ledere om økonomi og ressourcer mens politikere taler om reformer og den enkeltes ansvar. Der er tilmed løftede pegefingre overfor de kommuner som bryder loven ved ikke at overholde rettidighed omkring handleplaner og ledelsen i kommunerne bliver portrætteret som delvist inkompetente. Den aktuelle debat, savner en mere dybdegående vinkel på ” historien om den travle socialrådgiver” fordi de menneskelige kompetencer er lige så komplekse for medarbejderen, som det system, der nu i fyrre år har fejlet med at levere holdbare løsninger. Det handler om borgerne I bestræbelser på effektivisering, har vi mistet fokus på den ”virkelige” kerneopgave i arbejdet med udsatte borgere.Det øgede dokumentationspres i den offentlige sektor ligger i direkte forlængelse af den New Puplic Management styring, som konstant trækker i retning af mere effektivisering og output kontrol. Der tales konstant om evidens og effektmåling som den gyldne vej til mere effektivisering, men man må efterhånden spørge om netop dette fokus ikke forstærker overstyringen af området og kvæler de mennesker, der skal samarbejde om løsninger, der virker. Altså socialrådgiverne og udsatte borgere.
En af forklaringerne skal findes i den stigende bureaukratisering, som den offentlige sektor er svøbt ind i. Denne bureaukratisering ses i form af dokumentationssystemer som standardiserer metode værktøjer, for at kunne skabe effektive og ensartet arbejdsgange - en slags ny-taylorisme. Disse arbejdsgange taler ikke nødvendigvis særligt godt sammen med en arbejdsdag, der i forvejen er presset af alt for høje sagstal. Bureaukratisering bliver derfor et styringsværktøj til effektivisering og besparelser. Det socialfaglige arbejde lider under denne udvikling. Kerneopgaven i den offentlige sektor har flyttet sig fra at have et menneskeorienteret fokus, med det socialfaglige arbejde hos udsatte børn og familier, som vigtigste prioritet, til at have et systemorienteret fokus, hvor den vigtigste opgave er, at servicere de systemer som skal sikre effektive arbejdsgange, i komplekse lovgivninger. Selvfølgelig skal socialrådgiveren dokumentere og have blik for en mærkbar effekt af den indsats, medarbejderen er ansvarlig for, og den proces skal kunne måles og læses i et dokumentationssystem. Selvfølgelig skal vi have respekt for ressourcespørgsmål i planlægningen af en helhedsindsats. Men hver eneste familie eller borger er forskellig fra hinanden, og derfor kan det blive vanskeligt at måle systematisk, om den indsats der foregår i familien, virker efter hensigten. Det forudsætter respekt for - og tillid til - den faglighed, som socialrådgiveren kommer med, og dermed den socialfaglige vurdering, som må være en betydelig del af dokumentationen. I øjeblikket trækker både debatten og socialrådgivernes daglige arbejde i en retning, hvor dokumentation har forrang over socialfagligt arbejde. Dokumentation bliver prioriteret frem for, at være ude blandt de udsatte børn og familier, som er i vanskeligheder og som har allermest brug for det. Systemkrav om dokumentation vinder med andre ord over socialfaglige hensyn til mennesker. Opgør med effektiviseringsrationaler ” Vi bliver målt på det juridiske, men der er fandeme ikke nogen der måler os på det socialfaglige arbejde” Et andet citat fra socialrådgivere som savner muligheden for at lave det socialfaglige arbejde de er uddannet til og som de beskriver som en forudsætning for at kunne hjælpe udsatte børn og familier i bedre trivsel. Den aktuelle debat om socialrådgiverens arbejdspres, efterlader ikke noget særligt håb om en forandring af revolutionerende art. Man kan blive helt sørgmodig ved tanken, og jeg ser kun en vej til at slukke sørgmodigheden og tænde den faglige stolthed og ild.Der er behov for et opgør med effektiviseringsrationaler, som trækker fokus væk fra de mennesker, det handler om. Vi må gøre op med en retning, der er ved at opløse fagprofessionelle identiteter i en misforstået opfattelse af, at alt kan automatiseres og systematiseres. Den faglighed, som betyder at medarbejdere trives i hverdagen, kvæles langsomt, hvis vi mister troen på, at eksempelvis socialrådgiverens evne til at praktisere sin faglighed skal stå over systemiske hensyn.
Vi må i stigende grad spørge os selv og vores ledere, om vi fortsat skal prioritere at betjene systemer, når vores faglighed kompromitteres og vi konkret kan se, det tager tid fra indsatsen i udsatte børn og familier. Vi skal i højere grad gøre op med iscenesættelsen af forholdet mellem os (det offentlige system) og udsatte borgere som et forretningsforhold. Som socialrådgivere skal vi selvfølgelig acceptere økonomiske rammer, men al evidens tilsiger og beviser, at alle vinder på hver eneste succes vi leverer med en udsat borger eller familie. Vi skal turde udfordre hele forståelsen omkring bureaukratiet og stille spørgsmål ved, om vi har skabt et system som i sig selv vanskeliggør helhedsorienteret familiearbejde. Har vi skabt et system, hvor vi ikke længere har mulighed for at kigge de børn og familier i øjnene, som har så indtrængende brug for hjælp, og har vi solgt ud af vores faglige stolthed og ekspertise, til fordel for effektiviseringshysteriet. Hvis vi vil have nye svar, må vi turde stille nogle nye spørgsmål? Det KAN betale sig at gøre en indsats der respekterer faglighed og mennesker og måler på resultater og indsats.
