DF-formand vil aflive blå blok: Foretrækker V, S og DF magtdeling

Politik

15/09/2016 09:09

Nick Allentoft

»Blokopdelingen bliver mere og mere kunstig, som tiden går,« siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Blå blok er fortid.

Det siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Berlingske torsdag.

Det samme gælder for så vidt rød blok. Nu er tiden kommet til først en fælles 2025-aftale mellem Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokraterne, og siden et mere formaliseret samarbejde mellem de tre partier på den anden side af et folketingsvalg, lyder opfordringen fra DF-formanden. Måske endda et regeringssamarbejde.

»Blokopdelingen bliver mere og mere kunstig, som tiden går,« siger Kristian Thulesen Dahl.

»For mig handler det mere om, at vi får et gennembrud for den her tanke og får kastet en lille granat ind i hver af blokkene, end det er en diskussion omkring poster,« siger Kristian Thulesen Dahl i et interview med Berlingske forud for partiets landsmøde i Herning kommende weekend.

I hans optik er det i for høj grad de små partier med de afgørende mandater, der får lov til at sætte den store dagsorden. Han har set det med de Radikale, som fik lov til at sætte retningen for Helle Thorning-Schmidts regering. Og han ser det nu med Liberal Alliance, som står fast på en lettelse af topskatten. 

»Uanset om Liberal Alliance kun sidder med opbakning til deres politik fra syv til ti procent af befolkningen, så får de ligesom de Radikale lov til at diktere, hvad det hele skal handle om. Og det kan de kun få lov til, fordi vi i de store partier ikke finder sammen,« siger han og fortsætter: »Hvorfor så ikke bare acceptere de politiske forskelle og sige: Det er fint, vi har et parti som Liberal Alliance, der vil kæmpe for store skatte­lettelser til rige, men hvis de ikke er i nærheden af at have et flertal i Folketinget for det synspunkt, hvorfor så ikke lade det store flertal i Folketinget og befolkningen manifestere sig,« siger Thulesen Dahl til Berlingske.

Socialdemokraternes politiske ordfører Nicolai Wammen »ser det som et konstruktivt indspark«. 

»For os er de politiske mål og resultater det altafgørende. Og vi vil gerne kvittere for, at DF så klart melder ud, at de er mere optaget af at lave fornuftige politiske aftaler end at holde hånden under Lars Løkke Rasmussen for enhver pris,« siger Nicolai Wammen til Berlingske. 

 

Mest Læste

Annonce