DF vil ændre regler om fri bevægelighed: Kun lovligt ophold, hvis man har et job

Politik

31/05/2017 15:42

Nick Allentoft

Hovedstaden har store problemer med romaer, der lever på gaden og skaber utryghed. Regeringen må hjælpe.
Københavns Politi ryddede forleden fire romalejre i København. Det var i Lille Kongensgade, på Islands Brygge, Vesterbrogade og Nyropsgade.  Ni romaer fik hver en bøde på 1000 kroner for at bo i lejre, som ifølge politiet skaber utryghed. Én blev henvist til Udlændingestyrelsen med henblik på udvisning.   24. maj blev 27 personer anholdt ved politiets razzia mod syv romalejre. Aktionen ramte lejre ved Dronning Louises Bro på Nørrebro og Vesterbrogade. I Trinitatis Kirke nær Rundetårn har personalet klaget over uhumske, sundhedsfarlige forhold med affald og afføring.

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), mener, at problemerne med romaer i hovedstaden er så stort, at regeringen må træde til med hjælp.

- Som kommune kan vi ikke løse det stigende problem alene, da mange af migranterne er her lovligt som EU-borgere. Derfor opfordrer vi nu på det kraftigste regeringen til at gå ind i arbejdet for at skærpe reglerne for lovligt ophold i Danmark. Vi foreslår for eksempel, at der stilles krav om, at alle, som opholder sig i Danmark, skal kunne opgive en adresse – altså bevise at de har tag over hovedet, siger overborgmester Frank Jensen.

Han understreger, at Københavns Kommune selv gør en indsats:

- I Københavns Kommune gør vi alt, hvad vi kan, inden for de rammer vi har. Det er kommet så langt, at vi har lavet vores eget transitprogram, hvor vi bruger 2,7 millioner kroner om året til at forsøge at hjemsende nogle af de her migranter, siger Frank Jensen.

I hele 2016 modtog Københavns Politi 355 anmeldelser om lejre.

Allerede i år er antallet ifølge Berlingske mellem 120-125. I den forløbne uge har politiet ryddet flere lejre og anholdt op mod 37 rumænske statsborgere for at overnatte i ’utryghedsskabende’ lejre.

Hvis man ikke har en adresse, skal man administrativt kunne udvises, lyder det fra overborgmesteren.

Justitsministeren erkender, at der er udfordringer, men peger samtidig på en ny lov, der trådte i kraft 1. april. 

- Vi har en ny lov, som trådte i kraft 1. april. Politiet har i år ryddet mere end 25 lejre. Så sent som i går (tirsdag) havde de en aktion. De rydder lejrene hele tiden. Anholder folk, som får bøde, siger Søren Pape Poulsen.   I samarbejde med udlændingeminister Inger Støjberg (V) ser han på, om man kan udvise romaer. De beskyttes som rumænere af EU's regler om fri bevægelighed, påpeger Søren Pape Poulsen    - Det er lige præcis udfordringen. Vi ser på, hvad vi kan gøre. Andre EU-lande har også udfordringer med romaer, siger justitsministeren.   Frank Jensen mener, at regeringen bør bringe sagen på dagsordenen i EU.

- Jeg opfordrer til, at man administrerer inden for de nuværende rammer så stramt man kan. Og så opfordrer jeg regeringen til at tage det op på europæisk plan. Den fri bevægelighed for arbejdskraft var jo ikke tiltænkt, at man skal kunne opretholde og leve et usselt liv på gaden ved at samle flasker og dåser. Derfor burde man kunne lave en ændring af direktivet, så man siger, at når man rejser ind, så skal man have en adresse, siger Frank Jensen.

Dansk Folkeparti er klar med mere vidtgående forslag.

- Det er et problem, og det har det været i mange år. Derfor foreslår vi, at man gør det ulovligt at opholde sig i Danmark, hvis man ikke kan forsørge sig selv, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

Lovforslaget vil indebære, at udlændinge kun kan påkalde sig retten til arbejdskraftens fri bevægelighed, hvis de har en kontrakt eller et skriftligt jobtilbud. 

/ritzau/  

Mest Læste

Annonce