Din stress som leder påvirker organisationen

Ledelse

28/09/2016 11:34

Offentlig Ledelse

Nogle ledere udvikler en tolerance over for egne stress-symptomer, fordi det kan virke uoverskueligt at tage dem alvorligt. Men evnen til at lede påvirkes af stress, og det kan have konsekvenser for organisationen.

Er du en stresset leder, påvirker det dine evner til at lede. Langt de fleste ledere evner heldigvis at finde en bæredygtig balance i deres arbejdsliv. Vi ser dog også, at mange ledere er længe om at reagere på egne stress-symptomer. Nogle udvikler en tolerance eller i nogle tilfælde blindhed over for dem, mens andre ikke er bevidste om, hvad de kan gøre for at få hjælp eller selv reducere det.

Magasinet Offentlig Ledelse

Magasinet Offentlig Ledelse er fagbladet for velfærdsledere i kommuner, regioner og stat. Bladet udkommer fire gange om året og sendes til 5.500 modtagere, som alle er leder- eller chefmedlemmer i enten Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogisk Landsforbund eller HK Kommunal.

Utålmodighed, mentalt fravær, vrede, uforudsigelighed, forvirring og manglende fokus kan være de signaler, som du – bevidst eller ubevidst – udsender i din organisation som stresset leder. Og det kan ikke undgå at påvirke dem, du samarbejder med og leder til daglig. I værste fald kan der ske det, at de aflæser dig og din situation helt rigtigt – at du er stresset og under for stort pres – og handler på det. Hos medarbejderne kan det have den konsekvens, at de får ondt af dig, men samtidig afskriver din autoritet med logikken:

”Når hun er så presset og stresset, kan hun ikke lede os ordentligt. Så vi afskærmer hende fra problemer, vigtige beslutninger og information for at aflaste hende mest muligt”.

Udvikler ’ledelse by proxy’
Denne afskærmning er uheldig – at du ikke selv får mulighed for at lede dit område, men at beslutninger og prioriteringer sker hos medarbejderne uden din viden. Det kaldes for skyggeledelse eller ’ledelse by proxy’, hvor medarbejderne uformelt og uaftalt påtager sig det funktionelle lederskab, som de ikke vurderer, at lederen kan påtage sig på en kvalificeret måde.

LÆS OGSÅ: Leder. Tag din stress alvorligt

Fænomenet ’ledelse by proxy’ kan få helt særlige konsekvenser, hvis medarbejderen selv oplever stress-symptomer og beslutter sig for ikke at dele dem med sin pressede leder for at skåne ham. Vi har set eksempler i organisationer, hvor dette gentog sig i tre led: En stresset medarbejder skånede sin stressede kontorchef, som skånede sin stressede direktør. På den måde bliver stress et lokalt og privat problem, skjult for organisationen og dermed næsten umuligt at løsne op for, selvom det er massivt til stede. n

Utålmodighed, mentalt fravær, vrede, uforudsigelighed, forvirring og manglende fokus kan være de signaler, som du – bevidst eller ubevidst – udsender i din organisation som stresset leder.

Marie Kingston er autoriseret psykolog med næsten 20 års erfaring som både leder og selvstændig konsulent. Arbejder i dag med ledelses- og organisationsudvikling samt stressbehandling for danske og internationale virksomheder.

Malene Friis Andersen er ph.d. og autoriseret psykolog. Forsker i stress, ledelse og sygefravær på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og arbejder som selvstændig konsulent med stresshåndtering.

Artiklen har været bragt i magasinet Offentlig Ledelse 3/2016.

Mest Læste

Annonce