DR dropper meningsmålinger til kommunalvalget

Politik

03/10/2017 11:11

Nick Allentoft

Ved sidste kommunalvalg ramte meningsmålingerne så meget forbi, at de ikke var værd at skrive om, mener DR.

DR vil hverken bruge meningsmålinger, exitpolls eller prognoser i dækningen af det kommende kommunalvalg til november.

Efter den meget skæve exitprognose i forbindelse med til kommunalvalget i november 2013 droppede mediet allerede dengang at bruge exitpolls.

Men nu går DR så skridtet videre og afviser også at anvende meningsmålinger i valgdækningen, skriver Altinget.

Følg KV17 og RV17 på temasiderne

Vi samler alle væsentlige historier om Kommunalvalget 2017 og Regionsrådsvalget 2017 på disse temasider: KV17 / RV17

- Vi kommer ikke til at lave exit-polls eller meningsmålinger på, hvad folk vil stemme. Vi kommer ikke til at lave journalistik på det, og vi kommer ikke til at bruge andres målinger, siger nyhedsdirektør Sandy French til Altinget.

- Vi har kigget på erfaringerne fra sidste kommunalvalg. Der kunne vi se, at vi ikke bare selv, men alle meningsmålingsinstitutter tog meget fejl. De målinger, man gennemførte, var ikke valide, og man kunne faktisk ikke lave journalistik på baggrund af dem, siger Sandy French.

Beslutningen roses af valgforsker og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

- Det lyder som en erkendelse af, at kommunalvalget består af 98 forskellige valg, og at man selvfølgelig ikke har mulighed for at lave meningsmålinger af tilstrækkelig høj kvalitet i hver eneste kommune, siger han til Altinget.

- Men jeg håber ikke, at DR tager de rigtige meningsmålinger væk. Når institutterne laver de gode målinger, skal man endelig give dem plads. Man skal som medie og journalist endelig bruge de gode målinger.

TV2 vil ikke afvise at anvende meningsmålinger. Men nyhedsdirektør Mikkel Hertz fortæller, at mediet ikke vil og heller aldrig har lavet exitpolls i forbindelse med kommunalvalg.

I stedet for de klassiske udfaldsmålinger vil både DR og TV2 fokusere på hvilke af valgkampens emner, der optager danskerne, oplyser de.

Der er kommunalvalg 21. november 2017.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce