Drama på Læsø med 9 byrådsmedlemmer: DF borgmester på vej

Politik

23/11/2017 00:23

Nick Allentoft

Dansk Folkeparti ser ud til at have sikret sig borgmesterpost på Læsø trods fremgang til siddende borgmester.

Stor fremgang ved valget er tilsyneladende ikke nok til at sikre Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V), fire år mere på posten.

Tværtimod ser den lille ø-kommune ud til at blive den første og formentlig eneste, der får en borgmester fra Dansk Folkeparti.

Karsten Nielsen fra DF har nemlig samlet et flertal bag sig som borgmester på Læsø med støtte fra Socialdemokratiet og Læsø-listen.

Venstre er øens største parti med 37,1 procent af stemmerne ved valget tirsdag. Det gav borgmesterpartiet fire af kommunalbestyrelsens fem mandater. 

Alle historier om KV/RV17 resultater

Vi har samlet alle historier om valgresultaterne på denne temaside.

Men de fem øvrige er altså gået sammen om at vippe Tobias Birch Johansen af pinden. Det til trods for at hver fjerde vælger på Læsø har stemt personligt på borgmesteren.

- Jeg er fandeme flov. Jeg er simpelthen flov, siger han til Ritzau.

- Vi sidder på en tredjedel af alle vælgerne på Læsø. Læsøs ubetinget største parti er blevet sat uden for indflydelse. Det er kraftedeme ikke respektfuld over for vores borgere.

Ifølge Tobias Birch Johansen blev Venstre tilbudt en post i hvert udvalg undtagen et, hvor de kunne få et to-mod-en flertal. Det ene medlem vil dog til enhver tid have mulighed for at bringe et hvert spørgsmål til afstemning i kommunalbestyrelsen.

Læsø har ni personer i kommunalbestyrelsen. Fire af dem er fra Venstre. To af dem er fra Dansk Folkeparti, to af dem er fra Læsø-listen og den sidste er socialdemokrat.

Karsten Nielsen var ikke medlem af kommunalbestyrelsen før dette valg. Han var nummer fem på Dansk Folkepartis liste, men han fik flere personlige stemmer end partiets spidskandidat.

- Vi har snakket om op til valgdagen i vores valgforbund - Dansk Folkeparti og Læsølisten - hvem vi vil pege på. Men jeg er faktisk først kommet på banen i de sidste par dage, siger han

Spørgsmål: Hvad tænker du om klimaet i kommunalbestyrelsen, efter Venstre ikke vil være med i konstitueringen?

- Det er det, der kan ske. Det er jo politik det her. Vi håber, Venstre besinder sig og kommer tilbage til forhandlingsbordet, siger Karsten Nielsen.

Han er direktør for øens afdeling af Nordjyske Bank.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce