Energiudspil: Regeringen vil ændre på støtte til grøn energi

Bæredygtighed

24/04/2018 07:07

Freja Eriksen

Regeringen vil ændre grundlæggende på, hvordan Danmark støtter ny grøn energi. Her er hovedpunkterne.

Når den nuværende aftale om støtte til nye, grønne energiprojekter løber ud med 2019, ønsker regeringen, at man politisk skal holde op med at skelne mellem forskellige energiformer, når det kommer til støtte.

Det fremgår af et udkast til en ny energiaftale, der skal dække perioden 2020 til 2024. 

Samme tanker gjorde regeringen sig sidste år, og nu er de altså nedfældet i et decideret udspil på området.

- Der skal være direkte konkurrence mellem vind og sol. På den måde kan vi sikre, at man får mest muligt vedvarende energi for de penge, der blev sat af, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

Udspillet lægger op til, at der gives 4,2 milliarder kroner i støtte til nye projekter med vedvarende energi i perioden. Det forventes at give ny, grøn energiproduktion nok til 900.000 husstande.

Prøv DenOffentlige 2

DenOffentlige er nyheder, debat og videndeling uden betalingsmur

Prøv vores nyhedsbrev og bliv opdateret på Danmarks udvikling og udfordringer hver dag.  

 

Udspillet skal bidrage til målet om, at mindst 50 procent af Danmarks energibehov i 2030 kommer fra vedvarende energi.

- Hidtil har politikerne i forbindelse med aftaler meldt ud, hvor meget, sol, vind, biomasse eller andet, man gerne ville have. Men nu afsætter vi et beløb og lader markedet afgøre, hvilken energikilde der skal satses på.

- Vi tror på, at markedet er den bedste driver. Vi mener, at tiden er inde til, at der kommer direkte konkurrence mellem sol og vind, siger Lars Christian Lilleholt.

Prisen for at opføre både vindmøller og solceller er faldet betydeligt de seneste år. Den udvikling skal udspillet skynde på.

- Ved at lave dette her udbud presser vi både sol- og vindindustrien til at skærpe konkurrencen, siger ministeren, der tror at prisfaldene snart vil betyde, at der slet ikke er behov for støtte.

- Det er helt klart min forventning, at man inden for en overskuelig fremtid vil kunne opføre både sol- og vindparker helt uden støtte. Allerede i dag kan man lave havvind til samme pris - eller måske endda billigere - end kulkraft, siger ministeren.

Skulle tilbuddene fra markedet være billigere end forventet, så vil penge blive brugt til yderligere projekter.

Læs hovedpunkterne her:

  • Der skal afsættes 4,2 milliarder kroner i perioden 2020-2024 til at støtte nye projekter med solceller, landvindmøller, kystnære havvindmøller samt bølge- og vandkraft.

Støtten skal tildeles i åbne udbud, så teknologier konkurrerer på lige fod.

  • Biomasse og biogas kan få penge fra samme pulje, hvis de kan konkurrere med de andre teknologier.
  • Det skal udbygge den vedvarende energiproduktion i Danmark med energi nok til at levere strøm til 900.000 husstande.
  • Hvis priserne til auktionerne bliver lavere end ventet, skal der bruges penge på flere projekter.
  • Der vil sideløbende være separate udbud til nye havvindmølleparker.
  • Puljen skal bidrage til målsætningen om, at 50 procent af Danmarks energibehov skal dækkes af vedvarende energi i 2030.

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce