Det er godt at være under pres. Ikke et for voldsomt pres, der stresser, men et passende pres, så man bliver ved med at arbejde sig fremad mod selvstændighed.
”Nogle bliver hængende i efterværn alt for længe. Indtil de nærmest bliver smidt ud. Det er forkert, synes jeg. Man skal bruge efterværnet målrettet til at blive selvstændig så hurtigt som muligt. Man skal ikke blive en nasser.”
Ordene kommer fra Vatusan Yogesvaran. Hans familie er fra Sri Lanka, og Vatu, som han kalder sig, har boet i Danmark hele sit liv. Et liv, der ikke har været nemt.
Anbringelse og kriminalitet
Vatus barndom var præget af alkoholproblemer og voldelige overgreb, og som 9-årig blev han fjernet med øjeblikkelig varsel fra hjemmet sammen med sin bror. De følgende år stod på ophold først i to forskellige plejefamilier, og senere en periode på et opholdssted.
I skolen gik det ikke så godt. Det var svært at koncentrere sig og lære noget. Med nederlag til følge. Så var det langt sjovere at drive rundt med vennerne. Nogle var en del ældre end han selv, og de lærte ham en masse.
”Jeg både tog og solgte stoffer i stor stil, begik biltyverier og stjal i den Fakta, hvor jeg arbejdede. Heldigvis blev jeg aldrig sigtet for noget, men mine plejeforældre gav op til sidst. De sagde, at de var blevet for gamle til den slags. Det magtede de ikke. Så kom jeg på et opholdssted.”
Beslutning om forandring
I lang tid gik det heller ikke godt for Vatu på opholdsstedet. Vatu havde det svært med de andre. Kunne ikke holde ud bare at være der, og i hans øjne ’lave ingenting’. Vatu savnede energien fra byen. Vennerne. Alt det sjove.
”Jeg kendte ingen på opholdsstedet og tog ind til vennerne i byen, så tit jeg kunne. Jeg fortsatte med kriminaliteten og stofferne og ville allerhelst helt væk fra opholdsstedet igen hurtigst muligt.”
På et tidspunkt sagde de fra på opholdsstedet, og fik forklaret Vatu nogle fakta og sammenhænge, så han forstod dem. Blandt andet at den adfærd han udviste, ikke ville bringe ham derhen, hvor han egentlig gerne ville. Nemlig til selvstændighed. Jo længere tid han ikke tog del i tingene og ikke blev en del af stedet, jo længere tid ville han skulle blive der for at lære, det han havde brug for.
”Jeg indså, at jeg måtte gøre noget seriøst, og tog en beslutning om at arbejde målrettet på at forandre mig, så jeg kunne blive udskrevet. Jeg blev på opholdsstedet hver dag og hver weekend i over et halvt år. Indgik i alt hvad der krævedes. Så begyndte de endelig at tale om at lukke mig ud.”
Efterværn blev vendepunktet
I flere år ønskede Vatu at blive sig selv og følte sig også klar til at stå på egne ben. Så klar at Vatu egentlig ikke havde lyst til at tage i mod efterværn, da han skulle udskrives. Udsigten til at kunne få et arbejde og en lejlighed via efterværnet var afgørende for hans tilsagn, og han har levet op til den tillid, der er blevet vist ham, synes han.
”I dag kunne jeg ikke drømme om at gøre noget forkert. Efter jeg har fået arbejde på MacDonalds og har oplevet både at få nye venner, der også arbejder og prøvet at stige i graderne på grund af mine evner og min indsats, er tingene vendt hundrede procent for mig.”
Ud over at Vatu fik adgang til jobbet og lejligheden, fik Vatu også hjælp til at overskue sin økonomi og til administration af sine penge.
”Det betyder meget med den hjælp. Jeg har ikke haft andre, jeg kunne gå til overhovedet. Jeg vidste ikke noget om, hvad jeg havde brug for i hverdagen og vidste intet om budget og den slags.”
Det er godt med de nye indsigter i økonomiske muligheder og begrænsinger, for til sommer skal Vatu til at leve af SU og fritidsjob.
”Jeg vil have uddannelse nu. Jeg kan mærke, at jeg er klar. Det har været godt med et arbejde, for jeg har været skoletræt siden syvende klasse, men nu vil jeg på HHX. Jeg vil være noget inden for handel og marketing.”
Det er Vatus mål at opnå fuld selvstændighed inden for så kort tid som muligt. Efterværnet skal nemlig kun være et springbræt til et godt liv og ikke en krykkestok. Det er godt med det lille pres, der er i, at efterværn som udgangspunkt er tidsbegrænset. Det giver fremdrift og udvikling.
”Jeg har ikke haft andre at gå til, end dem jeg kender i efterværnet, når jeg har haft brug for hjælp. Jeg kender ikke andre voksne, der kan give mig gode råd eller lære mig noget.”
Besked til kommunen:
· Hør efter når et opholdssted anbefaler efterværn til en ung. De kender den unge. De ved, hvad den unge har brug for
· Jeg havde aldrig fået mit job uden efterværnet. Der er stor chance for, at jeg i stedet var blevet en social taber.
