Formand for Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde, Mai Buch

Få kommuner byder på egne opgaver

Velfærd

23/10/2014 10:30

Suleman Haider

Kun få kommuner og offentlige myndigheder byder selv på opgaver, de har sendt i udbud. Det viser ”Analyse af omfanget af og erfaringer med kontrolbud”, som Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde har udarbejdet.

Kommuner og andre offentlige myndigheder har fra den 1. april 2012 til den 31. marts 2014 budt ind på egne opgaver i 51 konkrete udbud. Til sammenligning indgås der kontrakt om ca. 1200 EU-udbud af tjenesteydelser i Danmark om året.

Når myndigheder byder på deres egne opgaver, kaldes det kontrolbud. Det er ofte kun relevant for offentlige myndigheder at afgive kontrolbud på tjenesteydelsesopgaver og i forbindelse med førstegangsudbud. Kontrolbud er mest udbredt på vej- og parkområdet samt rengøringsområdet. Og generelt vinder næsten 50 procent af kontrolbuddene opgaven.

Analysen bygger på en kortlægning af alle udbud i en to-årig periode og på syv casestudier blandt kommuner og private tilbudsgivere, som har brugt kontrolbud eller afgivet tilbud på et udbud, hvor der blev afgivet kontrolbud. Erfaringerne fra de syv kommuner viser, at kommunerne overvejende oplever positive effekter af deres kontrolbud:

  • Fem kommuner peger på, at det har en positiv effekt på konkurrencen, når de selv byder på en opgave.
  • Fire kommuner oplever, at det fører til effektiviseringsgevinster, hvis kontrolbuddet vinder.
  • Fire kommuner fremhæver, at de opnår et bedre kendskab til deres egen organisation, når de afgiver kontrolbud.

Omvendt oplever kommunerne også kontrolbudsprocessen som ressourcekrævende. Det er en udfordring at lave beregningerne til kontrolbuddet, og mange myndigheder vælger at få ekstern bistand til det.

Erfaringer fra de private tilbudsgivere i casestudierne viser, at kontrolbud kan skabe usikkerhed om, hvad formålet og intentionerne med kontrolbuddet er, og om konkurrencen sker på lige vilkår. Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde kan også konstatere, at der er tilfælde, hvor ordregivere ikke lever op til kontrolbudsbekendtgørelsen, fordi de ikke oplyser, at der vil blive afgivet kontrolbud.

Formand for Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde, Mai Buch, siger:

”Det er vigtigt, at de offentlige ordregivere kommunikerer åbent og præcist om deres kontrolbud. Det vil medvirke til at sikre en sund udbudskultur, hvor der er gennemsigtighed omkring processen, og hvor de øvrige bydere får en fair behandling.”

”Kontrolbud kan bidrage til at stimulere konkurrencen om de offentlige opgaver og gøre den offentlige opgaveløsning mere effektiv. Vores analyse viser, at offentlige ordregivere med fordel kan overveje at afgive kontrolbud, når det er muligt. Men de bør være opmærksomme på de omkostninger, der er forbundet med at lave kontrolbud.”

Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde har blandt andet til opgave at indsamle viden og erfaring, som kan udgøre grundlag for offentlige myndigheders beslutning om at skabe konkurrence og styrke samarbejdet med private leverandører om de offentlige opgaver.

Mest Læste

Annonce