Facebook uden filter

Politik

05/12/2013 13:57

Freja Eriksen

”Jeg brækker mig.” ”Luk røven.” Facebook er hurtigt blevet en del af Joachim B. Olsens image og har givet ham politisk taletid i diverse medier. 
RetorikMagasinet har spurgt ham om hvor bevidst han er om sin brug af det sociale medie.

Hvorfor har du en politisk profil på Facebook?

”Facebook er et relevant værktøj for os politikere fordi det er lynhurtig kommunikation. Det er et godt supplement fordi det er et medie som lader os sige nogle umiddelbare ting. Det er ret vigtigt i politik at man nogle gange siger hvad man tænker uden at det har været igennem et pressesekretariat, og det er mine kommentarer et udtryk for. Debatten om fattigdom var aldrig startet hvis jeg havde haft en spindoktor. Så var ”jeg brækker mig” kommentaren simpelt hen aldrig blevet skrevet. Men fordi Facebook er som det er, har man mulighed for at springe det led over og tale direkte til folk. Det charmerende ved mediet er at folk har mulighed for at være i direkte kontakt med politikerne. Så jeg vil aldrig få en Facebook-ansvarlig som skal tage sig af min profil, så synes jeg nemlig meningen med mediet ryger.

Facebook har været et vigtigt middel for mig i og med jeg med en enkelt kommentar startede en kæmpe debat – en debat som har været med til at ændre dansk politik. Og det er det helt fascinerende ved mediet: Det kan starte nogle debatter som får helt realpolitiske konsekvenser.” 


Hvad er særlig godt ved Facebook?

”På et splitsekund kan man komme ud med sine budskaber fordi mediet er så vidtrækkende, så det er jo et oplagt middel til at skabe synlighed om sig selv. Man kan for eksempel også lave reklamer osv. derinde, det benyttede jeg mig godt nok ikke af under valgkampen, men det er jo en helt oplagt mulighed fordi det kommer så hurtigt rundt derinde.

Herudover synes jeg helt praktisk også at Facebook er en god mulighed for at gøre livet i Folketinget mere nærværende, forstået på den måde at man kan lægge videoer op fra salen, og på den måde udbrede hvad der rent faktisk sker inde på Christiansborg. Det er jo virkelig få mennesker som sidder og ser Folketingets tv, og derfor kan man på Facebook vise folk nogle relevante klip som de ellers ikke ville se. Facebook er bare helt grundlæggende en rigtig god måde at skabe kontakt mellem politikere og borgere på.”


Hvilke overvejelser har du gjort dig om din debattone?

”Jeg synes at mit kontante sprog passer til mediet. Debatformen i Folketinget er kedelig og gammeldags, men sådan skal det ikke være på Facebook. Politiske debatter er tit meget elitære og intellektuelle, og derfor ser jeg Facebook som et brugbart medie til at brede nogle debatter ud og gøre dem mere konkrete, og der er det direkte sprog bare at foretrække. Men jeg vil da indrømme at formen kan være skarp og derfor nogle gange unuanceret. Men tonen kan nu alligevel slå hul på nogle ting, og så kan man gribe den derefter.

Det jeg prøver, er ganske enkelt at sige de ting jeg mener, og at være ærlig. Men det er da rigtigt at debatten inde på min profil ofte bliver enormt usaglig og personlig, og debatten tager hurtigt en fjendtlig drejning, og det er nok det negative aspekt ved de sociale medier.”


Hvad siger du til kritikken af dit sprogbrug?

”Jeg ser Facebook som et medie der er med til at menneskeliggøre politikerne, så derfor mener jeg at mit sprog passer ind. Det der er interessant og værd at huske på, er at sproget på Facebook er talesprog – men det bliver bare skrevet. Jeg tror hurtigt man kan blive enige om at hvis man står og taler, har kommentaren ”jeg  brækker mig” ikke samme effekt som når det bliver skrevet. Og det er det der er udfordringen – for tonen skal være spontan og umiddelbar samtidig med at man naturligvis skal kunne stå ved det man skriver. Selvfølgelig skal jeg som politiker bevare en vis værdighed i måden jeg taler til folk på inde på Facebook, og jeg skal jo have respekt for folk. Men det er min helt klare mening at respekten skal gå begge veje. Og jeg synes det er et problem at nogle mennesker på Facebook har så lav respekt for politikerne. Bare fordi politikeren har et andet politisk synspunkt er personen jo ikke per definition idiot. Men sådan tænker mange, og så bliver jeg provokeret. Jeg ved godt at man som politiker skal vise overskud i debatterne på Facebook – men det kan bare også blive for meget. Jeg synes især debatten efter jeg var faldet i søvn under et samråd var enormt usaglig. Jeg syntes selv at historien var rigtig sjov, og jeg lagde den også selv op på min væg. Men alligevel kom der bare den ene usaglige kommentar efter den anden inde på min væg, og derfor skrev jeg til sidst ”luk røven” fordi jeg simpelt hen følte mig så indigneret og provokeret. Jeg tror det er den eneste gang jeg er gået så direkte i kødet på nogen derinde, men det hele kogte bare over.”


Hvad er det for kommentarer du bliver provokeret af?

”Det er de helt fordomsfulde kommentarer mod mig hvor jeg får alt muligt skudt i skoene af venstreorienterede folk – som at jeg mobber folk, sparker på de svage og at der ikke er grænser for hvor dårligt et menneske jeg er. Jeg synes slet ikke de kommentarer hører hjemme nogen steder. Men jeg vil gerne slå fast at jeg er af den helt klare overbevisning at den meget personlige og følelsesprægede retorik er meget stærk på venstrefløjen. Det kan man både se på min profil, men også på andre politikeres. Kommentarerne er meget lidt saglige, og de mest uintelligente og personlige kommentarer kommer fra folk der støtter venstrefløjen.   R

Først bragt i RetorikMagasinet nr. 83

Mest Læste

Annonce