Fagbevægelsen: Finanslov rundbarberer erhvervsuddannelser

Infrastruktur

31/08/2017 23:25

Nick Allentoft

Fagbevægelsen forstår ikke, hvorfor regeringens finanslovsudspil indeholder besparelser på erhvervsskolerne.

Regeringens udspil til en finanslov for næste år vil spare to procent eller det, der svarer til flere hundrede millioner kroner, på landets erhvervsuddannelser.

Det er eller ikke mere end fem måneder siden, at undervisningsminister Merete Riisager (LA) efterlyste mere kvalitet på netop erhvervsuddannelserne.

- Man kan ikke bare narre de unge med nogle glitrede brochurer. Der skal også være kvalitet i uddannelserne, lød det fra Merete Riisager.

Finanslov 2018

Vi har oprettet en tema-side, der samler alle relevante historier om Finanslov 2018. Find den her.

Blandt andet derfor udløser forslaget om en ny besparelse skarp kritik fra fagbevægelsen. Det skriver Ugebrevet A4, der udgives af netop fagforbundet LO.

- Jeg er rent ud sagt bedrøvet over, at regeringen lægger op til så ringe bevillinger på erhvervsskolerne, siger LO-næstformand Ejner K. Holst til ugebrevet.

- Både fordi de unge, der gerne vil have en god faglig uddannelse og erhvervsskolerne, bliver ramt hårdt. Men også fordi regeringen gambler med vækst og beskæftigelse og dermed vores velfærd.

Samme kritik kommer fra Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal.

- Regeringen står på dækket med en redningskrans, men den har med dette finanslovsudspil undladt at kaste den ud til erhvervsuddannelserne, siger han til Ugebrevet A4.

- Det er fuldstændig galimatias, at man fortsat rundbarberer netop de uddannelser, som det økonomiske opsving skriger efter.

Også Per Christensen, der er forbundsformand i 3F, er uforstående overfor forslaget.

- Vi har 70.000 unge, som i dag hverken er i uddannelse eller arbejde. Alle disse unge kunne blive en del af den efterspurgte arbejdskraft, siger han til Ugebrevet A4. 

- Det er mig helt ubegribeligt, hvordan man med åbne øjne kan beslutte at ville fortsætte massive besparelser.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce