Fleksibilitet skal sikre sagsbehandling til tiden

Bæredygtighed

05/09/2013 10:18

Freja Eriksen

Ringkøbing-Skjern Kommune har efter forårets kritik af lange sagsbehandlingstider i nogle landbrugssager undersøgt, om det kan gå hurtigere.

Undersøgelsen er mundet ud i en rapport som afdelingen Viden og Strategi står bag.

Af rapporten fremgår det, at sagsbehandlingen går væsentligt hurtigere i gang nu, og at sagsbehandlingstiden ligger på linje med andre kommuners. Rapporten peger samtidig på flere tiltag, der kan medvirke til at sikre kortere sagsbehandling.

Allerede i dag påbegyndes behandlingen af en sag en til to måneder efter den er kommet ind.

- Jeg vurderer, at der er rigtigt mange, der er tilfredse med sagsbehandlingen, siger direktør Mogens Pedersen.

Målet er fleksibilitet

Rapporten foreslår blandt andet, at der afsættes en fleksibel pose penge. Den skal stå klar, så der kan ansættes ekstra medarbejdere i perioder, hvor antallet af sager er højere end normalt.

- Målet er, at vi hverken ansætter for mange sagsbehandlere i forhold til det normale antal sager, eller kommer i en situation, hvor vi på grund af ekstraordinært mange sager ikke kan følge med, forklarer Mogens Pedersen.

Undersøgelsen viser, at en af årsagerne til, at nogle sager ventede længe på at blive behandlet, var en pukkel af sager fra 2007, hvor der var ekstraordinært mange sager. Ydermere var nogle af sagerne meget komplekse.

Ensretning af kontrol og service

Rapporten anbefaler, at kommunen bliver bedre til at forudsige perioder med mange landbrugssager. Den peger også på, at der kan være tid at spare ved at ensrette arbejdsgange som den interne kvalitetskontrol og serviceniveauet overfor den enkelte landmand.

- Landbruget er et fokusområde for kommunen, så det er vigtigt for os, at landmænd oplever os som fremkommelige, når de indsender en ansøgning. Samtidig skal vi overveje, hvor mange rettelser og ændringer til en sag, der kan accepteres i et sagsforløb, siger Mogens Pedersen.

- Når rapporten anbefaler ensretning af den interne kvalitetskontrol, skyldes det, at der er forskel på hvor lang tid, de enkelte medarbejdere bruger på at sagsbehandle. Det kan der være mange gode og helt legitime grunde til, men vi skal også gøre, hvad vi kan, for at sager behandles så hurtigt som muligt, siger han.

Tydelig ledelse 

Undersøgelsen omfatter også medarbejdernes trivsel.

- Medarbejderne efterspørger klar og tydelig ledelse, som dels prioriterer arbejdsopgaver og serviceniveau, dels står på mål for teamet i forhold til omverdenen. Det tager vi selvfølgelig alvorligt, og det skal vi i dialog om, siger Mogens Pedersen.

Han anerkender, at der er tale om en velfungerende gruppe medarbejdere og ser frem til yderligere at optimere sagsbehandlingen med udgangspunkt i rapporten.

 

Mest Læste

Annonce