Djøf-tallet er vokset med over 60 procent på blot ti år.

Flere DJØF’ere i det offentlige

Ledelse

21/01/2015 19:50

Nick Allentoft

Antallet af ansatte inden for Djøf-området er vokset med over 60 procent på ti år, skriver Fagbladet 3F.

Mens flere end 25.000 stillinger til blandt andet pædagoger, rengøringsfolk og gartnere er blevet nedlagt i den offentlige velfærd, er der opstået mange nye stillinger til økonomer og jurister, skriver Fagbladet 3F.

De seneste to år er der kommet over 900 flere jurister, økonomer og andre DJØF’ere i kommuner og regioner. Samtidig er der fra 2010 til 2014 kommet over 2.000 flere DJØF'ere i staten. Det dokumenterer nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, der har redegjort for udviklingen i et svar til Liberal Alliances Joachim B. Olsen.

Læs også: Djøf svarer igen: Hold nu op 3F

Her fremgår det blandt andet, at det offentlige siden 2004 samlet set har ansat 62% flere helårsværk inden for fagforeningen DJØF’s overenskomstområde.

Det er en voldsom udvikling, mener flere partier i Folketinget, der er stærkt bekymrede for, at det skader velfærden.

- Man må sige, at den borgernære velfærd i den periode ikke er blevet bedre. Vi har for mange DJØF'ere, der ikke gør velfærden bedre, men bare gør den dyrere, mener Joachim B. Olsen, arbejdsmarkedsordfører for Liberal Alliance.

Årsagen til de mange nye akademikere er især, at kontrollen med ansatte i det offentlige har udviklet sig til det groteske, mener Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører for SF.

- Det er en meget voldsom udvikling. Nogle af ansættelserne er givet vis velbegrundede, men problemet er, at en del DJØF'ere bliver ansat til at kontrollere pædagoger og SOSU'er, siger SF's ordfører.

Hos Enhedslisten mener arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl, at beskæftigelsesministeren bør kortlægge, hvorfor det offentlige ansætter flere DJØF'ere, mens de fyrer dem, der løser de praktiske opgaver og har direkte kontakt med borgerne.

- Det er et signal om en skidt udvikling, siger han.

Det har ikke været muligt at træffe Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Lennart Damsbo-Andersen for en kommentar til tallene.

 

 

Mest Læste

Annonce