Flere forældre er utilfredse med skolereform

Velfærd

15/06/2015 22:35

Suleman Haider

Tanken med den såkaldte understøttende undervisning, der blev født med skolereformen, var god nok. Men utilfredsheden med, hvordan timerne gennemføres, stiger.

I en undersøgelse, som landsorganisationen for skolebestyrelser, Skole og Forældre, står bag, svarer 28 procent af de 910 forældre, der har deltaget, at de er »utilfredse« eller »meget utilfredse« med den understøttende undervisning, skriver Politiken tirsdag.

Knap 23 procent er »tilfredse« eller »meget utilfredse«, mens 31 procent siger »hverken-eller«.
»Der er nogle skoler, der ikke har fået den kvalitet ud af understøttende undervisning, som vi har ønsket os.

Formålet var at lave variation og aktiviteter, der var anderledes – som kunne motivere børnene til at gå i skole«, siger Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre til Politiken. 
I september 2014, da samme undersøgelse blev gennemført, var kun 16 procent af forældrene utilfredse eller meget utilfredse. 
Forleden satte Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, et stort spørgsmålstegn ved den faglige kvalitet af den understøttende undervisning med argumentet om, at det typisk er pædagoger, der alene står for undervisningen, og at timerne ofte ligner aktiviteter i skolefritidsordningerne. Også Dansk Folkeparti vil skrotte den understøttende undervisning. 

»Det fungerer ikke særlig godt. Vil vil hellere bruge dem på fagtimer. Lærerne kan stadig lave anderledes undervisning og gøre den mere praktisk og konkret for eleverne«, siger Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen, til Politiken.

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, er enig med Alex Ahrendtsen i, at den understøttende undervisning skal tages af skemaet, hvis blot eleverne stadig kan få det øgede antal undervisningstimer, som de har fået med skolereformen. 

»Problemet er, at det ikke blev, som det var tænkt. Tanken var at drive noget fagligt på andre måder. Men det fik aldrig mulighed for at folde sig rigtigt ud«, siger Hjortdal til Politiken. Han vurderer, at UUV fungerer dårligt nogle steder, blandt andet fordi Konservative fik gjort lektiecafeerne frivillige indtil efter det forestående folketingsvalg. 
Undersøgelsen fra Skole og Forældre viser også øget utilfredshed med lektiecafeer og med børnenes skolegang generelt, skriver Politiken.

Mest Læste

Annonce